”pelargonierne sprunget ud, også visne blade imellem […] Hvis man vil tælle pelargonier eller deres blade, begynder man ved et. Derefter kommer to. Et, to, Meget enkel proces. Så kommer tre.”
”Anna (jeg) Anna”, s. 6.
”Anna (jeg) Anna” er et psykologisk portræt af en kvinde, der var barn under krigen og ung i 1950’erne. Nu står hun midt i livet og forsøger at finde mening – og sig selv. På mange planer føler hun sig dybt fremmedgjort: hun er langt væk fra sit oprindelsesland, hun føler ikke, at hun kan gøre nogen forskel i Pakistan, hvor hun konstant konfronteres med det store ulighedsforhold mellem hende og de lokale. Samtidig er hun fremmed i det miljø, hun har giftet sig ind i – selv kommer hun fra en arbejderfamilie på Nørrebro. At hendes mand hedder Tom er en næsten lidt for oplagt understregning af den meningsløshed, Anna føler.
Romanens sprog spejler meget fint Annas sindstilstand. Romanen bliver fortalt af Anna, men er skrevet skiftevis indefra og udefra. Ikke mindst i starten af romanen omtaler hun ofte sig selv i 3. person, men efterhånden som hun bliver stadig mere krop og mindre selvbevidst, skrives romanen i 1. person. På den måde spejler sproget, at hun bliver stadig mere et med sig selv. Annas forhold til tvangstankerne udvikler sig ligeledes. I starten af romanen forsøger hun at holde sine tvangstanker i skak ved at konkretisere og systematisere ting omkring sig, sætte ord på og tælle (se citat). Senere holder hun tvangstankerne i skak ved at blive stadig mere krop, bevægelse og flugt.
Annas rejse trækker et langt spor af kaos efter sig, men hun finder endelig hjem til Danmark, hvor hun i en åben og kaotisk afskedsscene håbefuldt beslutter sig for at opsøge sin bror. Altså at finde hjem til sig selv.
Klaus Rifbjerg
Klaus Rifbjerg er en af de helt store kanoner i dansk litteratur. Ud over at være landets ubetinget mest produktive forfatter, som ifølge hans forlag nåede at udgive omkring 250 titler, så var han ...
Læs hele forfatterportrættet
