”Josefine lå i sofaen på hans værelse. Hendes øjne var lukkede, sådan er det at få en nerve over mørket, at opdage at man ikke selv fylder noget i samfundet, for mørket kan sagtens komme op på tyvetusinde eller sådan et eller andet. Der er altid et lag mere.”
”Det sidste rum”, s. 26.
Bogen favner parrets tragiske forsøg på at skabe et meningsfuldt liv sammen. Laban fylder sin kæreste med alverdens lækkerier, de forsøger at skabe et romantisk fællesskab, de fylder hinanden med deres kropsvæsker. Men tomheden lader sig ikke knægte. Imens Laban kan navigere og manøvrere i den, lammes Josefine i en depressionslignende tilstand af mindreværd, jalousi og, ja, sjæleløshed. Blandt bogens kvadratiske sider og afsnit optræder adskillige gange Labans smertende råd og opmuntringer ”– Du må ikke standse op ved store eller små forhindringer,” der efterfølges af en tom side, hvorved Josefines tomhed illustreres grafisk.
”Det sidste rum” behandler sjælen eller det sjælelige indhold som et tomt postulat i en håbløs verden, som den tager sig ud i den fortabtes perspektiv. Tomheden manes endvidere frem igennem klicheer, trivielle observationer og lange talesproglige replikker med deres gentagelser, fyldord og faste vendinger. Samtidig er sproget frit associerende – konstateringer hvirvles op og får et lyrisk skær – og fremstillingen skifter ofte brat fokus imellem iagttagelser og indfald, nutid og fortid.
Vizki præsenterer et billede af sin samtids postulerede identitetskrise og kærlighedens trange kår i en verden af forstillelse.
Morti Vizki
Den velfriserede punker Morti Vizki nåede i sin 20 årige karriere at udgive ti digtsamlinger, fire romaner, elleve radiospil, syv teaterstykker, to operalibrettoer og en børnebog, før han døde i 20...
Læs hele forfatterportrættet
