- Nanna Laudrup Lundcand.mag., 2020
Intro
Caroline Ørsums roman ”Kære dumme døde Vik” fra 2015 handler om, hvor barsk det er at befinde sig i overgangen mellem barn og voksen, når der også skal være plads til både kærlighed og død. Selma går i 2.g og har en dejlig kæreste, Vik. Til en fest bliver hun jaloux, og da hun vil konfrontere ham på vej hjem i bilen, afbrydes de brutalt af en frygtelig ulykke, hvor Vik dør. Selma overlever, men går igennem en forfærdelig tid, hvor hun ud over den store sorg over tabet af Vik også udkæmper svære kampe med sig selv. For i en tid hvor sociale medier fylder meget, og fotofiltre bruges til at udviske selv de mindste skønhedsfejl, er det en vigtig problemstilling, som Caroline Ørsum beder sine unge læsere om at overveje i denne roman, hvor hovedpersonen Selma skamferes i ansigtet ved en bilulykke. Hvordan klarer man det som ung, selvbevidst pige, der bare gerne vil være som alle andre? Og hele tiden nages Selma oveni af den uacceptable følelse af at være meget vred på en, der er død.
