- Karina Søby Gulmanncand.mag., juli 2023
Intro
I novellesamlingen ”Kláði” fra 2018 (”Kløe”, 2020) dykker Friða Ísberg ind i sindet på navlepillende, primært unge karakterer og lader dem klø og kradse dybt i deres smertepunkter. Igennem 14 noveller kommer hun omkring temaer som sociale medier og selvværd (”En profil”), tab (”Flugt”) samt sex, porno, køn og metoo (”Lysekronen”, ”En dukke”, ”Hjem” og ”Visse kvinder”). Men det helt centrale tema er relationer – ikke mindst dysfunktionelle relationer. Parforholdet er i centrum i novellen ”At undertrykke eller blive undertrykt”, venindeforhold i ”Et grantræ”, men mest af alt er familierelationerne i centrum. Som i ”1. april 2006”, hvor jeg fortælleren ser tilbage på sin konfirmation og alle de fremmedgørende voksenlige ritualer og forventninger til, hvordan konfirmanden skal opføre sig. Prikken over i’et er familiens efterfølgende fremstilling af hende som en usikker lille mus, og alt sammen er det med til, at hun ender med at forsage sin tro på Gud.
