”Den konkrete smule materie, som angår os her, har som alt andet eksisteret siden det såkaldte big bang, men tidspunktet for denne dråbe benzins højeste grad af organisation, dengang den indgik i sin mest raffinerede struktur, var her på planeten, for 55 millioner år siden, i yngre eocæn, da den var en lille urhests hastigt bankende hjerte.”
Peter Adolphsen: “Machine”, side 8.
Med dette udgangspunkt udfolder Adolphsen et fintmasket narrativt net af de tilfældighedsmønstre, der iværksættes, da en urhest for 55 millioner år siden drukner i en sump. Med tiden omdanner organiske processer hestens hjerte til en dråbe olie i et underjordisk reservoir. Det er denne dråbe, der sammenknytter fortællingens to hovedpersoner, den aserbajdsjanske cykelrytter Djamolidine og den biologistuderende Clarrissa Sanders. Djamolidine får revet underarmen af i en arbejdsulykke på det oliefelt, der henter oliedråben op af undergrunden og raffinerer den til benzin. Senere indånder Clarissa benzindråben, der nu er transformeret til sodpartikler og pådrager sig derved en dødelig kræftsygdom. Ved at skildre materiens løbende metamorfose, der således strækker sig fra urtid til vor tid, rokker Adolphsen gevaldigt ved vores forestillinger om skæbnens magt versus den rene tilfældighed.
Med “Machine” kan Adolphsen siges at rentegne den skitse til en minimalistisk romanpoetik, som blev påbegyndt med “Brummstein”. På det stilistiske niveau viderefører “Machine” den umiskendelige leksikalske tone, der siden “Små Historier” har været en fast bestanddel af forfatterskabet. På den anden side opererer Adolphsen i “Machine” som i “Brummstein” insisterende med en narrativ konstant, der i førstnævnte tilfælde udgøres af den konkrete materie, der i tidens løb gennemløber metamorfosen fra hestehjerte til benzindråbe.
“Machine” er Adolphsens forsøg på at indfange verdenens kompleksitet og dens svimlende tilfældighed i en meningsdannende narrativ form. Bogen beskriver på den ene side et enkelt aspekt (hestehjertet) af materiens uendelige transformationsproces, mens den på den anden side samtidig selv iscenesætter og gennemfører denne transformation ved at løfte materiens historie ud af verden og indsætte den i en litterær form. “Machine” er på denne måde en æstetisk fordring om at indfange og fortælle universets kompleksitet i romanform, og værket bliver på en og samme tid et ambitiøst forsøg på at etablere et forhold mellem litteratur og verden og en opløsning af dette forhold.
Peter Adolphsen
Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosa...
Læs hele forfatterportrættet
