- Christina Aabo Mikkelsencand.mag., 2015
Intro
I 2003 udkom Anne Marie Donslunds debutroman ”Saras stil”. Bogen er den første i serien om Sara, og anden bog hedder ”Sara og rideskolens musical”, men bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Sara er næsten 13 år og bor sammen med sin mor og storebror William. Faren Rafael forlod moren, da børnene var små. Han bor i Israel, og de har ikke haft kontakt med ham i mange år. En dag bliver Saras mor skudt under et røveri i det lokale pizzeria, hvor hun arbejder. Hun overlever, men bliver indlagt på hospitalet, så Sara og William må flytte midlertidigt ind hos Dorte, som er morens kusine. Dorte er kristen og læser højt fra Bibelen, hvilket Sara har det svært med. Dortes datter Laura er lidt ældre end Sara. Begge piger interesser sig for heste, men Laura er kommet i puberteten, har fået menstruation, bryster og er nu mere interesseret i den 19 årige beriderelev Christian på rideskolen.
