Anita Desai

Introduktion

INDIEN står for os som en farverig blanding af fakirer, maharajaer, Taj Mahal, Ganges-floden, enkebrændinger og Kipling med tropehjelm.

Anita Desai er født i 1937 i Mussoorie nord for Delhi. Hendes mor var tysker, hendes far bengaler. Hun er Bachelor af Arts fra Delhi Universitet i 1957 og hun har studeret i USA og i Cambridge. I de senere år har hun delt sin tid mellem England, USA (hvor hun har undervist i "creative writing" på et lille kvindecollege) og Indien. Hun er gift med en indisk forretningsmand og har 4 børn. For sine bøger, hvoraf tre er børnebøger, har hun modtaget flere litterære priser.

Fra hektisk til afklaret

Anita Desais første romaner, som ikke er oversat til dansk, har mange af de kvaliteter, der kendetegner hendes senere produktion. Allerede her viser hun sig som den fine, poetiske stilist og indtrængende menneskekender. Men der er et stort spring - ikke alene i år - mellem den første Cry, the Peacock (1963) og den seneste I skyggen af Taj Hotel (originalår 1989). Tonen har ændret sig fra det hektiske, ja febrile i de første romaner til det mere nøgterne og afklarede i de sidste.

I hendes debutroman Cry, the Peacock fortælles det , at påfuglene, inden de parrer sig, river hinandens bryst til blods, medens de i smerte skriger Pia, pia (elskede, elskede) Mio, mio (jeg dør, jeg dør). Medens de lever, føler de dødens nærhed. Døende er de fulde af livslyst. For den unge hustru Maya er påfuglenes skrig som en kniv i hjertet. Hun forstår dem og græder med dem og for sig selv, for hun ved, at hun deler skæbne med dem. Som barn er hun blevet spået, at hun eller hendes mand vil lide en ´unaturlig´ død og da hun både er overtroisk og neurotisk, forfølger denne spådom hende og forbitrer hendes liv. Hendes mand, en travl sagfører, kan ikke forstå hendes behov for kærlighed, hendes ensomhed og fortvivlelse, der gradvis udvikler sig til sindssyge.

I Voices in the City (1965) er byen Calcutta. De stemmer, der stiger op fra den, tilhører en gruppe unge, først og fremmest den vrede Nirode og hans to søstre, hvoraf den ældste lever som fange i et arrangeret ægteskab, omgivet af mandens sladrende og snagende familie.

Lysere i tonen, ligefrem humoristisk (sort humor, ganske vist!) er Bye-Bye, Blackbird (1968). Blackbirds kaldes de unge, mørke emigranter, der kommer til London for at arbejde eller studere. Som alle udlændinge er inderne i London splittede, de ser helt klart fordelene ved deres London-tilværelse, men de savner Indien. Som kender af både Indien og England er Anita Desai den rette til at skildre deres problemer både udefra og indefra.

"Hvor skal vi tage hen i sommer?" spørger Raman sin kone Sita i Where Shall We Go This Summer? (1975). Og Sita svarer: "Til Manori". Manori er barndomsøen uden for Bombay, hvor hun boede med sine søskende og sin far, den strålende far, der endnu huske af mænd (og især af kvinder!) på øen. Hun ankommer til øen med sine to yngste børn; det er mere en flugt end en ferie. Hun har fire børn og venter det femte - uønskede - barn. Det er en flugt fra ægteskabet, som hun betegner som en farce og fra det kedsommelige, meningsløse liv i Bombay. Hun vil forsøge at finde en indre ro, medens monsunstormene raser over øen. Hendes mand er skildret som en af de venlige, fjerne, uforstående mænd, som i rigt mål findes hos Anita Desai. Lykkelige ægteskaber eksisterer ikke, derimod er der mange slatne ægteskaber, hvor alt er blevet lunkenhed og rutine.

En novellesamling