Anne Marie Løn
- Redaktionen2008
- Jimmi Michelsenph.d. stipendiat, 2004
Journalisten blev forfatter
Anne Marie Løn er født i Tranebjerg på Samsø i 1947, men voksede op i en lille landsby syd for Hjørring, hvor faren drev en dyrlægepraksis. Som 19-årig blev Løn journalistelev på Frederikshavns Avis, siden arbejdede hun som journalist, anmelder og klummeskriver på B.T., Politiken, Familie Journalen og Aktuelt. Debuten som skønlitterær forfatter kom i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?, men først to år senere – da hun slap reportagejournalistikken på B.T. og storbytilværelsen i København – blev hun forfatter på fuld tid. I dag bor Løn i stationsbyen Asnæs ved Fårevejle på Sjælland.
Opvæksten på landet i Nordjylland mærkes tydeligt i Løns forfatterskab. Ofte er det virkelige begivenheder eller personer fra hendes egen egn, der danner udgangspunkt for bøgerne, og en omfattende viden om landbolivet og især dets kriser skinner igennem alt, hvad Løn har skrevet.
Romanen Fodretid, 1984, der blev forfatterens gennembrudsbog, er baseret på en række historier om vanrøgt af dyr på landet: en landmand på en mindre gård i Vendsyssel går ned med flaget, da han tilskyndet af EF-støtten skaffer sig af med sin kvægbestand. Omlægningen til moderne svineproduktion bliver ikke bare en økonomisk, men også en menneskelig blindgyde for den lidt enfoldige Niels Peder Thomsen, som ikke kan affinde sig med de nye tiders stordrift og teknologi. Og ingen af hans naboer griber ind, før det hele er endt i en katastrofe: en dag får Niels Peder Thomsen et sammenbrud og holder op med at fodre grisene. Snart vælter stanken af lort og rådne grise ud fra staldene.
I romanen Veras vrede, 1982, drejer det sig om Løns egne erfaringer med en kynisk avisverden (læs B.T.). I resumé lyder den kritiske historie næsten som en krimi: den unge og idealistiske provinsjournalist Vera begår manddrab, da hun en dag kaster en ølflaske i hovedet på avisens arrogante redaktionschef. Handlingen er udslag af Veras frustration over avismiljøet, der ligesom det moderne landbrug er blevet en fabrik kun med profit som mål.
De svage og de stærke
Solidariteten med de svage og de krænkede har om noget været kendetegnende for Anne Marie Løns forfatterskab. I den fremragende, stilfærdige roman Willums veje, 1994, følger vi eneboeren Willum, der nærmest har boret sig ned i det sandblæste vestjyske klitlandskab. Da den 42-årige Willum en dag hører om morens død, har han kun ét i tankerne: at begrave hende i sandet. Dér er familiens skæbne nemlig beseglet med ulykker og tab: Willums lillebror blev kvalt i sandet som spæd, siden rejser moren og lillesøsteren bort. Willum er smerteligt bundet til klitterne, hvor han også selv går til. På romanens sidste sider lader han sig omslutte af masserne i sin forblæste hytte ved sandmilen:
”I sekunders uopmærksomhed, mens han bøjer sig, sker det, at de første små korn begynder at røre på sig og følge deres naturlige vej nedad ind i rummet. Millioner og atter millioner af små bjergpartikler er gået i skred ved vindueshullets nederste kant og flytter sig ind og ned. Han opdrager det straks og træder andægtigt til side, så sandet kan komme til, følger med blikket højtideligt næsten ærbødigt hvordan de små bække hurtigt bliver til floder, der slår sig sammen til en rivende fos, som snart vælder og bruser ind i hele vindueshullets bredde.”
Hæve sig over sin skæbne kan til gengæld enken Thyra Rom i de forbundne romaner Traktørstedet, 1985, og Café Danmark, 1987, hvis handling er henlagt til besættelsens sidste år. Efter mandens død driver den sejlivede Thyra et pensionat uden for Aalborg, hvor hun bespiser arbejdere, som arbejder for tyskerne på den nærliggende flyveplads. Trods det hårde slid og omgivelsernes fjendtlighed formår Thyra at være det kærlige midtpunkt for sine fire børn og samtidig bevare sin integritet som kvinde og elskerinde.
Størst er kærligheden
I Løns senere forfatterskab er både stoffet og dramatikken vokset betydeligt, og flere af bøgerne vidner om en grundig research.
Det gælder i særlig grad den anmelderroste slægtsroman Dværgenes dans. Romanen er fortalt af den 32-årige og gennemmusikalske dværg Tyge Willhof-Holm, der er ud af en gammel stamhusfamilie. Faren, hofjægermesteren på godset Willhofsgave, har store planer med Tyge, men jobbet som organist ved Københavns Begravelsesvæsen er han stort set tilfreds med. Tyge har indset sin naturlige begrænsning og taget liv og økonomi i egen hånd.
Romanen, som bl.a. indbragte Løn Weekendavisens Litteraturpris og Blicher-prisen, er et stykke Danmarkshistorie fra 1900-tallets første årtier. Det hele begynder, da Tyge en forårsdag forelsker sig stormende i en kvindeprofil, som han ser i orgelets spejl. Det har ingen af hans ældre og ugifte søstre formået, bundet som de er af slægtsstolthed og traditioner.
”Dværgenes dans” handler om at indse sine begrænsninger og få det bedste ud af dem. Eller som dværgen selv siger: ”livet drejer sig om det ene at gøre alting bedre ud fra dets eget væsen”. Ligesom Thyra Rom besidder Tyge livsduelighed og mod til at kaste sig ud i den kærlighed, der momentvis ophæver begrænsningerne.
Slut er aldrig helt slut
Med Anne Marie Løns foreløbig seneste roman Hvis barn, 2002, er vi igen tilbage i udkantsdanmark, nærmere betegnet Vestjylland. Store dele af romanen foregår ganske vist på et hospital i Tanzania, hvor hovedpersonen, den 24-årige medicinstuderende Bianca, er på praktikophold. Bianca er gravid, en omstændighed hun nærmest har fortrængt. Årsagen er klar nok: for de indremissionske forældre er abort en synd. Og bedre bliver det ikke af, at Biancas onkel, en frafalden sjæl, er faren til barnet.
Bianca vælger at føde sit barn i det farverige Tanzania, der i romanen står som stærk kontrast til det indremissionske liv nordpå. Til dette liv sendes den nyfødte dog snart af sted: i Kastrup Lufthavn overdrager Bianca det kun få dage gamle barn til forældrene. Da hun tre måneder senere ankommer til Danmark, er barnet omkommet.
Løn fortæller den gyseragtige historie i et glasklart og præcist sprog, der ikke lader tvivl om hovedpersonens ulykke. Berøvet sit moderskab og klemt mellem loyaliteten til forældrene og egen frigørelsestrang synes håbet ude for Bianca. Denne elendighed er dog ikke romanens udgang, for Løn fastholder troen på individets muligheder til det sidste: ”man kan flytte brikker, blande kort, men slut er aldrig helt slut før livet er slut”, lyder det fortrøstningsfuldt i romanen.
Folkelig fortæller
Anne Marie Løn er en folkelig fortæller, der er blevet lyttet til. Hun skriver et enkelt og genkendeligt sprog, som alle umiddelbart kan forstå og forholde sig til. Fra hendes bøger – der er blevet lysere med årene – udgår en stædig tro på, at det hele nytter noget.
Bibliografi
Bøger af Anne Marie Løn
Om Anne Marie Løn
Knud Sørensen
1989. I: Højskolebladet, 1989, årg. 114, nr. 18, s. 279-281
Agnete Bjerre
1990. I: Årsskrift Grundtvigs Højskole 1990
Lisbeth Bonde
1990. I: Standart 3, 1990
Anne Birgitte Richard
1997. I: Dansk Kvindelitteraturhistorie, 1997, bd. IV, s. 286-87
1999. Video. Interview ved Hanne-Vibeke Holst. Danmarks Radio 1999
Anne-Marie (red.) Mai
2001. 4. udg., bind 3. Johs. Nørregaard Frandsen: Anne Marie Løn (side 272-276)
2003. Johs. Nørregaard Frandsen: Anne Marie Løn
Om forfatteren
Links
Forfatterportræt
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Portrætartikel om Anne Marie Løn fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon