BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Anne McCaffrey
Foto: Roxanne Ready via Wikimedia Commons
*Seneste udgivelse

Anne McCaffrey

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juli 2023
Hovedforfatter
  • Charlotte Kiesow
    stud.comm., 2009

Intro

Anne McCaffrey er en af science fiction og fantasy genrens ‘grand old ladies’. Hun har et svimlende produktivt forfatterskab bag sig på over hundrede værker. De fire romaner, der er oversat til dansk, er fra serien om planeten Pern. I den prisbelønnede og anmelderroste Pern serie kommer læseren for en stund i selskab med skjalde, små ildøgler, borgherrer, smede og andet jævnt godtfolk. Man bliver taget med på tidsrejser, middelalderlige markeder og ud at flyve på drageryg. Med andre ord kan man trygt glemme den moderne verdens teknologi og jordens naturlove, for der er dømt eventyr for alle ordene, når man er i selskab med McCaffrey.

Baggrund

Anne Inez McCaffrey, datter af George Herbert McCaffrey og Anne Dorothy McElroy, blev født den 1. april 1926 i Massachusetts, USA. Hun voksede op med to brødre, Hugh og Kevin, og gik i skole på Stuart Hall i Staunton i staten Virginia. Herefter kom hun på Montclair Highschool i New Jersey og fortsatte sin uddannelse på Radcliffe College, der var tilknyttet det prestigefyldte Harvard Universitet. Radcliffe College var oprettet for at uddanne unge kvinder, for dengang var Harvard udelukkende forbeholdt mandlige studerende. I 1947 bestod Anne McCaffrey sin bachelorgrad i slavisk sprog og litteratur med udmærkelse.

”De vingede, langhalede og ildsprudlende drager (opkaldt efter den Jordiske sagnfigur de lignede), deres dragemennesker, en art for sig, og den trussel de kæmpede mod, skabte en hel ny kreds af sagn og myter. Da Pern først var blevet befriet for den overhængende fare kunne perneserne begynde at leve en mere sorgløs tilværelse, efterhånden som sagnene kom i vanry.”

Fra Prologen til “Drager på himlen”.
McCaffrey, Anne
Foto: fantasticfiction
  • Født

    1. april 1926 i Massachusetts, USA.

  • Død

    21. november 2011 i Irland.

  • Uddannelse

    BA i slavisk sprog og litteratur fra Radcliffe College.

  • Debut

    Restoree, 1967.

  • Litteraturpriser

    20 forskellige priser, heriblandt Hugo Award, 1968. Nebula Award, 1969. Gandalf Award, 1979 og løbende med et par års mellemrum forskellige priser lige siden.

  • Seneste udgivelse

    McCaffrey, Anne et al.: Fantastiske virkeligheder. Science Fiction Cirklen, 2007.

McCaffrey gik dog ikke direkte til skrivemaskinen efter endt uddannelse. Forinden nåede hun at studere sang og operainstruktion, være skuespiller, arbejde som reklametekstforfatter og gifte sig med H. Wright Johnson i 1950. I løbet af 1950’erne fik parret tre børn, Alec, Todd og Georganne, og da alle børnene var startet i skole, begyndte hun at bruge de timer på dagen, hvor der var stille i huset, på at skrive fantasifulde fortællinger langt fra familieliv, husholdning og hverdag. Hvad der startede med nogle få noveller og historier til forskellige science fiction-magasiner, blev efterhånden et forfatterskab, der var ved at tage form. McCaffrey fortæller om sit forhold til fantasy-genren: “Jeg havde ikke indset det, men jeg vidste at fantasy og eventyr var anderledes og meget mindre beundret end andre genrer. Jeg anede slet ikke, at science fiction var en genre for sig selv, før jeg kom ud og stå på egne ben.” (Lea Thume: “Drager i rummet”. Interview i Proxima nr. 87).

Men ud at stå på egne ben, det kom hun, og da hun udgav sin første roman, “Restoree” i 1967, opnåede hun øjeblikkelig berømmelse. Året efter sin debut – og som den første kvinde nogensinde – blev hun tildelt den prestigefyldte science fiction-pris Hugo. McCaffrey har forklaret, at “Restoree” blev til som en slags protest over den absurde og urealistiske måde, som kvinder blev afbildet på i megen science fiction i 1950’erne og 1960’erne. Det blik på genrens slagside har McCaffrey fastholdt. Hun er fortsat med at skrive om jævnbyrdige mænd og kvinder, om stærke og interessante kvindelige hovedpersoner. I dag har hun næsten udgivet 100 romaner og vundet 20 priser for sit forfatterskab, hvoraf flere er meget prestigefyldte indenfor genren. Hun bor i sit eget hus i Irland kaldet Dragonhold-Underhill, som hun selv har tegnet, og hvor hun desuden driver sit eget hestestutteri. Når hun ikke er ude og se til sine heste, tænder hun ofte for computeren for at skrive med sine fans på Facebook.

Udvalgte bøger

Gennemgående temaer

Der er tre overordnede stikord ved værkerne i Pern-serien.

Det ene er, at læseren møder et detaljeret, konsistent og troværdigt univers, der vedvarende bygges videre på igennem alle bøgerne. Den røde tråd i de fire romaner om Pern er kultur- og naturbeskrivelserne, der danner en sammenhængskraft i de ellers løsrevne fortællinger om de enkelte personers skæbner. Detaljer så som at alle drikker den varme og opkvikkende morgendrik, Klah, der synes at have samme egenskaber som den jordiske kaffe, samt at man rider på løbedyr og ikke heste, skaber et indtryk af et univers, der ligner vores eget, men som eksisterer under helt andre naturlove.

Det andet stikord er dragerne og ildøglerne. Som det forklares i prologen til serien, er disse væsener opkaldt efter deres slående lighed med den jordiske sagnfigur – dragen. På den måde forklares det overnaturlige fænomen, og man accepterer som læser dragernes eksistens. Samvær og samtaler, samt venskab med drager og de små ildøgler fylder en stor del af hovedpersonernes liv og hverdag og er pudsigt nok med til at bygge nuancerede karakterer, som læseren kan se for sig.

Det tredje stikord, der er relevant at nævne i forbindelse med Anne McCaffreys serie, er, at læserne møder interessante og ambitiøse kvinder i forskellige aldre. McCaffrey lader lige så naturligt mænd som kvinder indtage scenen og viser, muligvis med et islæt af selvbiografiske erfaringer, hvordan Perns piger må kæmpe hårdt for at slå igennem. Det er en indbygget præmis ved McCaffreys forfatterskab, at hverken mænd eller kvinder får nogen naturlig forrang eller tildeles mere interesse fra forfatterens side.

Andre drageværker

Hvis man er blevet grebet af serien om Pern, kan man i Ursula K. Leguins værk “Troldmanden fra Jordhavet” fra 1980 (“A Wizard of Earthsea”, 1968) genfinde mange af de samme fantastiske elementer i anderledes konstellationer. I Leguins serie følger man den unge magiker – eller ‘kogler’, som erhvervet her hedder – Gæts oplevelser og erfaringer fra drengelivet som gedehyrde og hele vejen ind til troldmændenes skole, hvor Ærkekogleren sidder med al magten og ansvaret for hele Jordhavet. Denne serie er en klassiker indenfor fantasy-genren, og op fra siderne myldrer det med koglere og hekse, og forskellige folkeslag der bebor Jordhavet. Endvidere bebos Jordhavet også af drager, der dog er af et helt anderledes frygtindgydende og meget mindre menneskeligt gemyt, end dem man møder hos McCaffrey.

De tre stikord, der gør sig gældende for Pern-serien, nemlig drager, et blik ind i en anderledes verden og cool kvinder, er ligeledes at finde her. Men hvor Anne McCaffreys sprog og fortælling er lys og munter, er Ursula K. Leguins serie langt mere gådefuld, dyster og psykologisk i både sprog, handling og morale.

Selv om Harry Potter-serien er endda meget moderne og humoristisk i sprog og handling i forhold til både Pern-serien og serien om Jordhavet, er der masser af fælles fantastisk gods i de tre forfatteres værker, og en hel del inspiration fra de to forgængere kan da også spores i J.K. Rowlings serie om Harry Potter. De vigtigste træk, som Pern-serien har til fælles med Harry Potter og Troldmanden fra Jordhavet er et grundlæggende plot om et overset og ensomt barn med et synligt ar, der i en eller anden forstand udstikker barnets særlige skæbne. Barnet, om det er Harry Potter, Menolly eller Gæt, befinder sig i begyndelsen i udkanten af en civilisation, men bevæger sig alligevel på trods af alle odds, ind imod centrum af begivenhederne. I alle tre serier hjælpes barnet på vej af sine særlige talenter og evner og en mester, der optræder som en slags faderfigur for til slut selv i en eller anden forstand selv at blive mester. Og naturligvis inddrager alle tre værker drager!

En afgørende forskel mellem Pern-serien og serien om Jordhavet på den ene side og Harry Potter serien på den anden er imidlertid, at sidstnævnte foregår her på planeten Jorden, og at der eksisterer et realistisk England side om side med et magisk England. Både Pern og Jordhavet er derimod rendyrkede fantasiuniverser med helt egne overnaturlige traditioner og kulturelle selvfølgeligheder.

Bibliografi

Værker oversat til dansk

Drager på himlen
Drager på himlen

Anne McCaffrey

Borgen, 1985. (Dragonflight, 1968). Oversat af Helle Borgen.

Ildøglernes sang
Ildøglernes sang

Anne McCaffrey

Borgen, 1989. (Dragonsong, 1976). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 1).

Skjaldenes hal
Skjaldenes hal

Anne McCaffrey

Borgen, 1989. (Dragonsinger, 1977). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 2).

Dragetrommer
Dragetrommer

Anne McCaffrey

Borgen, 1989. (Dragondrums, 1979). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 3).

Ildøglernes sang : Skjaldenes hal : Dragetrommer
Ildøglernes sang : Skjaldenes hal : Dragetrommer

Anne McCaffrey

Borgen, 2005. (Dragonsong : Dragonsinger : Dragondrums, 1976, 1977, 1979). Oversat af Torben Nilsson.

Andre udgivelser af Anne McCaffrey

Anne McCaffrey har udgivet næsten 100 værker. På forfatterens hjemmeside er der en oversigt over alle hendes bøger inddelt efter de forskellige serier: Pern, Menolly, Acorna, Catteni, Crystal Singer, Dinosaur Planet, Doona, Dragonflight, Pegasus, The Tale

Fantastiske virkeligheder
Fantastiske virkeligheder

Anne et al. McCaffrey

Science Fiction Cirklen, 2007. Noveller.

På McCaffreys hjemmeside findes der også et forslag til læserækkefølgen i den samlede Pern-serie.

Om forfatteren

scifisiden.dk

På hjemmesiden kan man finde oversigter med udgivelser inden for science fiction og fantasy.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Drager i rummet. Interview i Proxima dansk science fiction tidsskrift nr. 87

Lea Thume

2008