*Seneste udgivelse

Anthony Browne

Emneord:

Hovedforfatter

Søren Jessen
illustrator, 2004

Engelsk illustrator og forfatter. Har hovedsagelig udgivet billedbøger ofte med en abe som hovedperson, fx i serien om chimpansen Søren.

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk.

Baggrund

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk. Det forstår man godt, når man hører, at han har en fortid som tegner i medicinalindustrien, hvor han minutiøst skulle tegne udstyr, operationer og mennesker (patienter). Det var nok ikke stedet, hvor han kunne få lov til at slippe fantasien løs, men sådan et sted fandt han nogle år senere, da han begyndte at tegne lykønskningskort. Derfra sprang han videre til børnebøgernes verden – og er blevet der. Siden 1976 har Anthony Browne udgivet den ene billedbog efter den anden. De første bøger var ikke godt tegnede, men siden han i 1980’erne fandt sin stil, har han holdt godt fast i den. Ikke de store formeksperimenter dér. Historierne er også meget lig hinanden, og Anthony Browne elsker at indarbejde referencer til både egne og andres værker. Utallige gange støder man på kendte malerier i Brownes billeder. I Sørens billeder (2000) er der ligefrem en liste bag i bogen over de malerier, han har været inspireret af til lige præcis den bog.

Født
1946 i Sheffield, England
Bopæl
Kent, England
Uddannelse
Leeds College of Arts
Vigtige værker
Giv mig en Gorilla
Priser
Blandt andre Hans Christian Andersen medaljen, 2000 Kate Greenaway Medal 1983, Kurt Maschler Award
Seneste udgivelse
Lille Frida. Jensen & Dalgaard , 2019. (Little Frida, 2019). Oversat af Dal Michaelsen. Billedbog.
Inspiration
Maurice Sendak og Chris Van Allsburg

Surrealismen er tydeligvis den af de kunstneriske ismer, der har optaget Anthony Browne mest. Utallige referencer til Magritte, Dali, Giorgio de Chirico og andre har gennemsyret bøgerne lige fra begyndelsen. Mange af historierne handler fundamentalt set om at slippe fantasien løs. At sprænge rammerne i en kedelig hverdag, hvor de voksne læser avis, ser tv, er fraværende og kaste sig ind i en verden hvor dyrene regerer. Især aber og specielt gorillaer. Man kan måske ikke finde en gorilla i hver eneste af Anthony Brownes bøger, men det er tæt på. Hans første større vendepunkt blev således bogen Giv mig en gorilla (1983), som vandt nogle priser og gav ham selvtillid, som han selv siger. Anthony Brownes historier er altid på børnenes side. Hans solidaritet ligger hos de stille, de kiksede, de underkuede, der af og til kan opleve et øjebliks triumf, når de stærke kommer ned med nakken.

Udvalgte bøger

Søren
Der findes efterhånden en del bøger om aben Søren. Den første ( Søren splejs ) udkom på dansk i 1984, den sjette ( Sørens billeder ) i 2000. Det må med andre ord være en figur, som Anthony Browne i...
Læs mere om bogen

Fædre

Anthony Browne har lavet en del bøger, der handler om en far, eller har en far i en (stor) birolle. Sjovest er det måske at sammenligne de to bøger Zoo (1992) og Tegnelegen (2003), fordi det er præcis den samme familie, man følger. Faren er stadig lige utålelig med sine gamle vitser og dominante (alfahan) fremfærd. Faren og drengene har det samme tøj på, mens moren – meget realistisk – har skiftet fra bukser til kjole.

Der er næsten identiske tegninger i begyndelsen af hver bog, hvor familien er på vej til målet for deres udflugt. Henholdsvis zoologisk have og et kunstmuseum. Tegningerne af faren er så godt som ens. Han traver tungt af sted med begge hænder begravet dybt i bukselommerne og ser ærlig talt noget bister ud. Men ellers er det interessant at se, at Brownes stræben efter naturalisme i ”Zoo” er afløst af en mere karikeret skildring af menneskene i ”Tegnelegen”. I hvert fald visse steder, som på tegningen hvor familien flygter fra en gadekamp med skydende soldater. Her er familien – og især faren – ikke forsøgt gengivet naturalistisk. Anthony Browne har i et interview fortalt, at han ofte har brugt børn som model for sine tegninger. Det ses tydelig i mange af bøgerne, men i ”Tegnelegen” tror jeg ikke, han har gjort det. Her har han klaret sig på rutinen.

Man kan let forledes til at tro, at de mange gorillaer i Brownes bøger er et symbol for faren som begreb og han siger selv, at gorillaer minder ham om hans far. Både i Giv mig en gorilla (1983) og Verdens bedste far (2000) bytter en far og en gorilla plads i historien. Tegningen fra sidstnævnte bog af gorillaen i farens gule, ternede slåbrok siger det hele – også selvom man i resten af bogen finder mange andre dyr i den slåbrok. Men Anthony Browne minder om, at gorillaer altså også kan være blide, og at de er meget familieorienterede.

I egne spor

Anthony Browne har ofte referencer til sine egne tidligere bøger i sine illustrationer. Allertydeligst i de to parkbøger: En tur i parken (1978) og Stemmer i parken (1998) hvor sidstnævnte på mange måder er et re-make af den første. Sammenligner man bøgerne tegning for tegning, er der sammenfald helt ned i detaljer som fodstillingen hos personerne og de to hunde. Måske Anthony Browne en dag har kigget i En tur i parken og tænkt, at historien var god nok, men tegningerne dårlige. Det kan jeg i så fald kun give ham ret i. Men det er morsomt at se, hvordan han allerede i sine første bøger var ramt af surrealismen. Mange af de detaljer man siden har fundet i hans bøger stammer helt tilbage fra 1970’erne. I ”Stemmer i parken” (1998) møder læseren en dreng og hans dominerende, sure mor og en pige og hendes noget mere medgørlige, men arbejdsløse, far. Bogen rummer mange eksempler på alt det, Anthony Browne er rigtig god til: Den diskrete symbolik, der siger en hel masse om hovedpersonerne og deres forhold til hinanden, som i tegningen hvor Verner går i skyggen af sin mor, der ikke er med på billedet; den finurlige fantasi af surrealistisk tilsnit; at skabe sammenhænge i illustrationerne som gør det sjovt, at bladre frem og tilbage og kigge på detaljer efter at man har læst bogen første gang.

King Kong

Der er mange Brownebøger, jeg ikke har plads til at nævne, så jeg vil lige her på falderebet omtale King Kong (1994), som jeg ofte læste op for mine børn, da de var små. Det er naturligvis helt oplagt at lade Anthony Browne forsøge sig med den historie, og jeg synes, der er kommet mange gode tegninger ud af det. Også tegninger der ikke ligner andre Browne-tegninger.

Der er frem for alt et meget spændende lys i mange af tegningerne – eller rettere mørke. Sort er ikke ligefrem en farve, der har domineret Brownes tegninger gennem årene. Mange af dem er lidt kedeligt belyst, uden de store lys/skygge virkninger. I King Kong er der mørke. Og nat. Og dramatik. Den bedste tegning, efter min mening, er den på side 63, hvor King Kong står på toppen af klippen og holder i det reb, som Ann og Jack er ved at klatre ned ad. Det er et vandfarve-billede som altid, men der er store mørke partier i klippen og – frem for alt – i aben. Jeg synes, det klæder Brownes tegninger fremragende at få dette modspil mellem lys og skygge. Den tegning er, efter min mening, en af de bedste gorillategninger i Brownes illustratorskab, og det siger ikke så lidt.

Bibliografi

Super mor

Anthony Browne

2005

Intro

Baggrund

Født

Bopæl

Uddannelse

Vigtige værker

Priser

Seneste udgivelse

Inspiration

Udvalgte bøger

Fædre

I egne spor

King Kong

Bibliografi

Bibliografi

Om Anthony Browne

Links

Links

Søgning i bibliotek.dk