*Seneste udgivelse

Christian Jacq

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Chaplin Hansen
forfatter og cand.mag., 2004

Fransk forfatter. Har skrevet romaner og faglitteratur med det gamle Egypten som ”hovedperson”.

Foto: POLFOTO

Født
28. april 1947 i Paris.
Bor
i Schweiz.
Uddannelse
Egyptolog. Doktorgrad ved Sorbonne.
Debut
Champollion the Egyptian, 1987.
Seneste udgivelse
Den store hemmelighed. Borgen, 2006. (Le grand secret, 2004). Oversat af Hanne Kizach. (Osiris mysterierne, 4).

Egypten er mit liv

”Egypten er mit liv”. Det har det været fra Christian Jacq’s unge år, han var kun 13, da han fik en fremragende belgisk arkæologs bog mellem hænderne, blev betaget af dens billeder, uddrag af religiøse tekster og beskrivelser af faraoernes rige og kun 17, da han for første gang satte foden på det forjættede land og gav det sit hjerte, sin fremtid, sin hele energi. Men der findes ingen genvej til en sand forståelse af al den mystik, der omgiver tiden, da hele den antikke egyptiske religion, kunst og kultur blev skabt. Meget er stadig gådefuldt og utilgængeligt. Mange skatte ligger stadig begravet i sandet og venter på at blive opdaget. 70% mener Jacq at vi stadig har til gode. Og studiet af oldtidens Egypten er relativt nyt. Det var først i 1822 at franskmanden Champollion knækkede hieroglyffernes kode, og man begyndte at tyde alle de mange tekster og indskrifter. For det er ikke nok at svinge spaden; for at komme nogen vegne til forståelsen af denne forunderlige og gådefulde gamle kultur, må man først og fremmest kunne læse skriften, vel nok et af verdens mest kryptiske tegnsprog. Han begyndte på sine videnskabelige studier. ”Det tager godt og vel ti år at lære det, men et helt liv er ikke nok til at forstå teksterne. Jeg er stadig en lille dreng overfor en mere end 3000 år gammel civilisation.”

Ikke desto mindre har han studeret nok til, med usvækket begejstring og en letlæst populærforfatters fortællerglæde, at føre sin læser tilbage til denne fjerne verden, så den står varmt og farverigt for ens blik og ikke kun som en turistattraktion. Dét er den enkle formular bag hans internationale succes der har nået pyramidernes omfang.

Egypten som roman

Hvorfor har vi ikke selv fundet på det, sukker alverdens egyptologer. Det kan man nok sige. Ja, det synes så ligetil at benytte sit historiske materiale som han gør, men ikke alle er i besiddelse af en sådan litterær troskyldighed. Han benytter uden blusel og med hjertets renhed den gode gammeldags romanteknik med flotte, dramatiske handlinger, der beretter om prægtige helte og forhærdede skurke, magtkampe, mord, forræderi, fæle intriger, om krig og kærlighed. Jo, den elskov ! Man er vel franskmand. Den får alle romantikken overtoner, han løfter sine kærestepar op i et højere luftlag til en himmelsk sensualitet, det giver en tand ekstra til kødelig sex, - alle hans kvinder er underskønne, og deres elskere opfylder alle manddomsidealer - men, men … alle disse kulørte begivenheder ville ikke hæve sig over pæn banal triviallitteratur, såfremt de ikke hvilede på et solidt grundlag af ægte viden stimuleret af hans umiddelbare drengekærlighed til stoffet. Det er som sagt hans videnskabelige ballast der sætter ham i stand til give os et troværdigt og interessant billede af alle hans personers dagligdag i en forsvunden civilisation.

Vi kommer vidt omkring fra beskedne landsbyer til rige godser og trænger dybt ind i de berømte templers allerhelligste, vi oplever hvordan årstidernes skiften og klimaet påvirker landbruget, hvordan Nilens vande, livets vande, ved den årlige oversvømmelse fører det frugtbare slam ind over markerne, der ligger så overrumplende tæt på den golde ørken – dengang som nu - Vi besøger kongeboliger opført af lerklinede sten men smykket med farvestrålende mosaikker og omgivet af idylliske haveanlæg med forfriskende damme og eksotiske fugle, vi kommer på markeder med deres travle handlende, vi træder ind i værkstederne og ser hvordan arkitekter og håndværkerne arbejder og med hvilket værktøj, hvordan kunstnerne maler, hvordan farverne udvindes, hvordan krigernes våben smedes, hvordan pottemageren former krukker og kander, guldsmeden forarbejder sine smykker, hvordan skriverne prenter med griffel på deres lertavler, med pensel på papyrus, hvordan folks klæder er vævet, hvad moden foreskriver for herrer og damer, løse kjortler, lændeklæder (hvis ikke man da går næsten nøgen, sommertiden er jo ulidelig hed), der er spindelvævstynde stoffer af hør, farvede bånd, læderremme, kunstige skæg, parfymer ...vi er med til bords, vi er i køkkenet hvor maden tilberedes, altid sunde råvarer, friske frugter, vi er i sovekammeret hvor sminken lægges på, en ikke ubetydelig sag, for fra alle de bemalede statuer og gravkamrenes friser kan vi besøgende fra vort århundrede jo se hvilken betydelig rolle sminkning har spillet, et ansigt skulle også være et kunstværk formet efter særlige ritualer.

Man forundres som nutidig læser over hvorledes det primitive og det mest raffinerede er så tæt forbundet, og hvorledes tingene tværs over årtusinder forekommer genkendelige. For eksempel er skildringen af den anvendte naturmedicin et varmt aktuelt emne, og borde, stole, senge kunne være skabt af dansk møbeldesigns store mestre.

Ramses

Jacq’s forskning har således givet ham noget der ligner et uudtømmelig skatkammer. Han kan tilsyneladende bare blive ved og ved på tusinder af sider, hvor han fører vor tids ludfattige Egyptens ruiner tilbage til deres oprindelige pragt og haler alle antikviteterne ud af museet.

Han skrev sin første bog om Egypten som 21-årig og fortsatte flittigt med flere romaner og fagbøger om sit elskede emne. Men det var først den bredte anlagte romanserie på fem bind om faraoen Ramses II der gjorde ham kendt, og den har også det hele, eventyrets trylleri, elementær spænding, drømmen om en overordnet retfærdighed, de vises sten, det røde guld og det blå lapis lazuli. Vi følger den uforlignelige statsmand, helten over alle helte, den tapre, virile, kloge, besindige hersker gennem hele hans lange regeringstid fra de unge år og til han dør mæt af dage efter 67 år på tronen og kan vandre ind i evigheden med guddommelig status og god samvittighed efter en af de lykkeligste, mest stabile perioder i landets omtumlede historie – den eneste hersker, ifølge Jacq som nogensinde har kunnet holde fred i Mellemøsten.

Dommer Pazir

Christian Jacqs næste lange epos er en krimiserie: Den ægyptiske dommer. Helten er denne gang en fiktiv skikkelse, den unge idealistiske dommer Pazir, der med fare for liv og lemmer optrevler en farlig konspiration, der skal berøve Ramses magten. Vi kommer igen tæt ind på hverdagslivet, hører sære og spændende ting om datidens juridiske system og får takket være Pazirs lægekæreste, fremragende kirurg og healer, et indblik i tidens medicin og dens helbredende virkning.

Med sit seneste bidrag til de kulørte temaer fra Egyptens historie, Frihedens dronning , går han længere tilbage i tiden til ca. 1650 f. Kr. i den første blomstrende periode man kalder det mellemste rige med Theben som centrum og digter om stærke kvinder ved magten i kampen for frihed.

Den lysende sten

Men Jacq’s mest interessante værk er måske nok Den lysende sten, fællestitlen for de fire bind, der skildrer en strengt bevogtet landsby beboet af de udvalgte håndværkere og kunstnere, som har til opgave at bygge og udsmykke herskernes ”evighedsboliger” i Kongernes Dal, de fantastiske gravkamre der fører én i dybet med deres vidunderlige vægmalerier, der symboliserer den mørke underverden som sjælen skal vandre igennem for igen at genfødes af solen således som kultens myter lover det.

De nyeste arkæologiske udgravninger har bevist landsbyens eksistens, Set Maât, Sandhedens Sted. På bunden af en 50 meter dyb brønd har man fundet en dagbog prentet på papyrus, som beretter ved navns nævnelse hvad hver enkelt arbejder laver dag for dag. For Christian Jacq har det været som en gave fra himlen. Alle disse personer behøver blot hans iscenesættelse, han tilsætter lidt drama og de sædvanlige konflikter mellem de gode og de onde, men hele handlingen giver faktisk sig selv og når ind til hjertet af den mentalitet, der besjælede faraonernes verden.

Jacq og de egyptiske guder

De gamle egyptere tog evigheden i ed. De sagde til sig selv – hvis vi skaber templer, skulpturer og billeder i harmonisk balance, vil vi kunne overvinde tiden. Man kan mene at Jacq idealiserer denne antikke verden og vil gerne opfatte den som en model for dyder og åndelige værdier, som vi moderne mennesker kan have meget at lære af, selv om den selvfølgelig rummer mindre heldige elementer, det må han modvilligt erkende.

De gamle egyptere var ikke så naive at de troede på at mennesket var godt af natur. Men ikke desto mindre følte de - det er den gyldne tråd der løber igennem alle Jacqs romaner – at de i deres hjerte havde Maat, retfærdighedens og sandhedens gudinde. Hun er fremstillet i deres store galleri af gudeskikkelser som en kvinde med en strudsefjer på hovedet. Fjeren symboliserer, at vi som fuglen kan styre vores flugt igennem livet Ved at dyrke Maat skabte de, stadig ifølge Jacq, en grundlæggende solidaritet i samfundet hvad enten de var rige eller fattige. - Derfor kommer alle de esoteriske religiøse ritualer at spille en så væsentlig rolle i hans egyptiske panorama og det er afgjort noget af det, som falder i hans store publikums smag. Der er mode i det okkulte og troen på udødeligheden, som de gamle egyptere udviklede til en symbolladet livsstil med Isis og Osiris som skabelsesmyternes hovedpersoner i spillet mellem livet og døden.

Jacq indfører som en selvfølgelighed i sine menneskers hverdag alle disse fantastiske guder, vi kender fra templernes kolossale statuer med deres dyrehoveder, løve, kat, vædder, krokodille, grib, hver især inkarnationen af en guddommelig egenskab. Men ikke nok med det, som en anden Walt Disney animerer han en række trofaste dyr, der rent bogstavelig hjælper og beskytter deres menneskevenner, en løve, et æsel, en bavian, en lille grøn abe…det er meget charmerende og så at sige Christian Jacq’s lille personlige signatur fra vor tid på sin gendigtning af den gamle egyptiske verden, hvor man – men om end på anden vis end nu – ville overskride verdensrummets begrænsninger.

Bibliografi

Den skændede pyramide

Christian Jacq

2000 (1993) La pyramide assassinée. Den ægyptiske dommer; 1

Intro

Født

Bor

Uddannelse

Debut

Seneste udgivelse

Egypten er mit liv

Egypten som roman

Ramses

Dommer Pazir

Den lysende sten

Jacq og de egyptiske guder

Bibliografi

Bibliografi

Om Christian Jacq

Links

Links

Søgning i bibliotek.dk