Christian Lollike

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, 2010

Christian Lollike er kendt for sin kontroversielle måde at behandle aktuelle og ofte tabubelagte emner på. Således skabte han med sit stykke om gruppevoldtægt, “Dom over Skrig”, så stor politisk debat, at Dansk Folkeparti bad daværende kulturminister Brian Mikkelsen om en forklaring på, hvorledes det kunne betragtes som rimeligt at yde økonomisk støtte til den slags dramatik. Christian Lollike bevæger sig nuanceret ind og ud af sit stof, han undersøger og fremstiller det, han finder, på en måde, så det kommunikerer direkte til publikum. Sproget bevæger sig fra det filosofisk avancerede til det direkte anstødelige: Det virker, som om sproget for Lollike er en palet, hvor han blander nuancer, skaber kontraster og maler sine sprogbilleder med den voldsomhed eller abstraktion, der virker stærkest. Sproget er hurtigt, voldsomt, begavet og humoristisk, tempoet er højt og de sceniske skift effektfulde.

Baggrund

Christian Lollike er født på Frederiksberg Hospital 20. april 1973. De første år boede familien i København, men da han var 8 år, flyttede familien til Fredensborg. Begge Christian Lollikes forældre er jurister, men Lollike søgte andre veje end de akademiske. Ifølge dramatikeren selv var han ikke god i skolen, hverken til at læse eller skrive, og han beskriver sig selv som forholdsvis ordblind (Matthiesen, Stig: Teatermennesket, interview i Weekendavisen, 2009-05-20, Kultur).

Efter at være blevet erklæret måske-egnet til gymnasiet søgte han ind på handelsskolen, men opdagede hurtigt at det slet ikke var et sted for ham. Gennem sin ungdom opsøgte Christian Lollike miljøer, der var markant anderledes end det miljø, han selv kom fra. I et interview forklarer han det blandt andet med sin manglende skoleflid: ”Jeg er vokset op med en sølvske i røven, men kan man ikke klare sig i skolen, søger man mod hasherne, tyvene og de andre outlaws. Samtidig med at jeg søgte ud mod kanterne, tog jeg hvid skjorte på og lod mig konfirmere.” (Matthiesen, Stig: Teatermennesket, interview i Weekendavisen 2009-05-20).

Foto: Asger Ladefoged

Født
Den 20. april 1973, København.
Uddannelse
Uddannet fra Dramatikeruddannelsen i Århus, 2001.
Debut
“Operation: Luise og Ferdinand”, Århus Teater, 2002.
Priser
Allenprisen, 2003. Teater 1 Prisen, 2005. Kafkatten, en hæderspris uddelt af Dansk Retspolitisk Forening, 2007. Årets Dramatiker. Reumert prisen, 2009. Otto Gelsted-Prisen, 2017.
Seneste udgivelse
Underværket : udvalgte tekster 2004-2018. Kronstork, 2022.
Genre
Drama

Senere i livet blev det også de mere ’syrede typer’ og skæve eksistenser, som inspirerede ham til at skrive. Det skete på et ophold på Den Røde Højskole i Svendborg, hvor Lollike blev mere og mere overbevist om, at han skulle være journalist. En kort periode skrev han således for blandt andet kulturmagasinet Torpedo, der blev udgivet i København fra begyndelsen af 1990’erne.

En forelæsning om Hamlet skulle vise sig at få afgørende betydning for Lollike, der udover journalistikken havde flirtet med tanken om Forfatterskolen: Han søgte ind på Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater og blev færdig fra skolen i 2001. Udover uddannelsen som dramatiker har Lollike læst filosofi og litteratur på RUC.

Udvalgte bøger

De første stykker

Christian Lollike i 2002 på Århus Teater med forestillingen ”Operation: Luise og Ferdinand”, som var en omskrivning af Friedrich Schillers berømte klassiker ”Kabale und Liebe”. Debutdramaet indbragte ham en Reumertnominering som Årets Dramatiker, en nominering Lollike siden har fået hele seks gange, inden han i 2009 endelig tog prisen.

Året efter debuten fulgte ”Undskyld, gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter?” på Odense Teater. Allerede i dette stykke brugte Lollike et realistisk afsæt, i dette tilfælde en plejehjemsbeboer, for at lade karakterer, tankestrømme og sekvenser udfolde sig i et fantastisk rum.

Christian Lollike har siden 2005 været ansat som husdramatiker på Aarhus Teater. Her har han også instrueret og iscenesat nogle af sine dramatiske tekster, blandt andet et ”Kødkarrusellen” (2009), der handlede om prostitution og ”Service Selvmord” (2006), der som titlen antyder, handlede om selvmordet som mulighed. I 2007 blev Lollikes stykke ”Nathan (Uden Titel)” opført på forskellige små locations i Århus Domkirke. Stykket var inspireret af G. E. Lessings “Nathan den vise” fra 1779, der handler om Nathans arbejde for at få jøder, muslimer og kristne til at se ud over deres religiøse og kulturelle forskelle.

I 2009 blev Christian Lollike sammen med Mads Thygesen leder af Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater.

Christian Lollikes stykker er i stigende grad indgået i den politiske debat, som nævnt ”Dom over skrig” (2004) om gruppevoldtægt og ”Underværket – the re-mohammed-ty show” (2005), om terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center.

Selvom temaerne i Lollikes dramatik spænder fra plejehjemsbeboere til terroristerne 11. september, har stykkerne det klare fællestræk, at de forsøger at diskutere aktuelle samfundsproblemer eller tendenser, som er svære at tale om eller begribe.

I Christian Lollikes stykker rejses eksistentielle spørgsmål, men hvad enten det handler om selvmord som en menneskeret, religion, kultur, næstekærlighed, voldtægt, selvtægt eller prostitution, gøres det, uden at der opstilles dom, morale eller konklusioner. Det er provokerende tekster, der har refleksion og diskussion som mål.

Genrer og tematikker

I flere af Christian Lollikes stykker er de dramatiske karakterer reduceret til et bogstav, hvilket man selvfølgelig ikke bemærker så nøje ved en scenisk fremførelse, imidlertid står det helt klart ved læsning af dem, at det er refleksionerne over temaet, brudflader og tankespind, der bærer dramatikken i højere grad end det er et psykologisk nuanceret persongalleri.

Desuden har skuespillerne i Lollikes dramatik ofte flere roller. I en fremførelse af teksten virker det som en slags scenisk magisk realisme: Voldtægtsmanden er også politibetjent og anklager. Og med en smule abstrakt tænkning bliver de mange roller også et billede på samfundet – og på læseren eller tilskueren: Samfundet er ikke kun de andre. Det er også den enkelte. Voldtægtsmanden eller frelseren er også dig.

På Århus Teaters hjemmeside finder man Christian Lollikes cv med følgende beskrivelse af hans dramatik: ”(…) Lollike bruger teatret som talerør for sin samfundskritik, og det kan derfor også virke provokerende, at man som publikum ikke kun bliver underholdt, men i stedet bliver stillet til ansvar og bliver bedt om at tage stilling. Lollike er drevet af nysgerrigheden for mennesket og dets handlinger, og hans dramatik tager derfor ofte udgangspunkt i dokumentarisk materiale. Gennem sin research opsøger han virkeligheden og lader sig heraf inspirere (…) Tonen er lige på og til tider både hård og vulgær, men de seriøse og rørende emner behandles alligevel med lethed og humor. Spillestilen er karikeret og ofte ekstrem og overdrevet. (…)”.

Mennesket og dets omgivende samfund og kultur er centrale temaer i Christians Lollikes dramatik. I stykkerne rejser Lollike samfundsspørgsmål, ofte de dulgte og tabubelagte emner, som både er svære og grænseoverskridende at diskutere. Det er ikke moraliserende men diskuterende dramatik, der hele tiden leger med sprog og modsætningsfyldte antagelser. Som læser har man en fornemmelse af, at dramatikeren diskuterer med sig selv, som i en retssal, hvor man prøver at indtage pro et contra standpunkter og derefter søge yderligere forklaringer: Forbrydelsens karakter er ikke enkel og bevæggrundene til den er lige så komplekse, som det samfund, der omgiver forbryderen, anklageren, forsvareren og dommeren. Det er avanceret samfundskritik, hvor scenen og teateret bliver mere end blot til lyst: Det bliver et debatterende medie, som ikke skyr hverken sproglige eller sceniske grovheder, men som præsenterer publikum for den virkelighed, der omgiver det uden for teateret.

Beslægtede værker

Christian Lollikes dramatik må siges at tilhøre den genre, der kaldes postdramatisk teater, et begreb, der blev lanceret af Andrzej Wirth i 1987, men som først blev rigtig udbredt som genrebetegnelse med udgivelsen af Hans-Thies Lehmanns ”Postdramatisches Theater” i 1999.

Det postdramatiske teater er kendetegnet ved, at traditionelle kategorier som fabel, dramatisk illusion og psykologisk realistiske figurer træder i baggrunden til fordel for montage, fragment og simultane handlingsforløb. Desuden fungerer de dramatiske handlinger ofte som elementer, der har en betydning i sig selv, frem for at være en repræsentation af en fiktiv handling. Den dramatiske tekst indgår på sin vis ’på lige fod’ med andre sceniske elementer som for eksempel krop eller lyd- og lyssætning.

I et interview med journalisten Morten Koefoed til Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift skriver Koefoed, at Lollike tilbyder: “en anden type teater, et teater uden undertekster, hvor der bliver talt ret frem og dialogerne henvender sig lige så meget til publikum som til skuespillerne selv. På trods af et bevidst valg af socialrealistiske emner er teatret for Lollike ikke en scene for social realisme. Hos Lollike er teatret en retssal. Der er en anklaget og en anklager – og sproget er et ubønhørligt manipulationsredskab”. [1].

I samme interview fremgår det da også, at Lollike læner sig op ad arven efter René Pollesch og Frank Castorf, der begge tilhører det (tyske) postdramatiske teater, hvor den dramatiske tekst er underlagt eksperimenter med den dramaturgiske form. Umiddelbart er der ikke en entydig skandinavisk inspirationskilde, men Lollike medgiver i interviewet, at han har skelet til visse skandinaviske film- og teaterfolk:

”Lars von Trier f.eks., eller Lukas Moodysson eller Lars Norén, da han tog nynazisterne ud af fængslet, gav dem en scene og hjalp dem med at skrive deres nynazistiske tanker ned. (…) Lars Norén arbejder måske nok med en sproglig realisme, som jeg selv kan være lidt træt af, men radikaliteten i hans projekter kan jeg godt lide.”

Christian Lollike fremhæver, at han ikke går efter det realistiske i sine stykker, men derimod udnytter fiktionens rum, som foregår på flere planer i distancen mellem det fremstillede, den fremstillende og publikum. Formen er således ikke realistisk, men kan alligevel bringe realistiske – nærmest dokumentarlignende elementer ind i det mere syrede fiktionsrum:

”Jeg kan godt lide, at man siger til publikum: det her er noget vi fremstiller. Jeg er en der fremstiller en figur. Jeg er ikke den her figur, så lad være med at vurdere om, jeg er naturalistisk set godt spillende eller ej.

Ofte når man går i teatret kender man figurerne allerede inden man er kommet ind af døren – man har læst de her figurer så hurtigt. De kan ikke rigtig komme andre steder hen.

I stedet forsøger jeg at skabe en form for utryghed i forhold til figurerne... og så kan de altid kommentere sig selv. De er altid bevidste om, at de står på en scene. Det hele handler om at komme tættere på dem.” [1].