Christine Nöstlinger
- Lene Kristiansen1992
Bardommen under og efter krigen
Først fortælles der om to af hendes bedste bøger, der handler om hendes egen barndom under og efter krigen.
I Russerne kommer er vi i Wien i 1945. Byen er bombet, tyskerne er ved at tabe krigen. Alle ved, at når tyskerne er væk, kommer russerne, og de både plyndrer, skærer brysterne af kvinderne og skyder børn! Fortælleren er Christel på 9 år. Hendes far er netop deserteret fra den tyske hær, da familien bliver tvunget til at huse en deling af de frygtede russere.
I To uger i maj er Christel blevet 12 år. Selv om krigen er sluttet 3 år før, er håbet om økonomisk fremgang for almindelige mennesker ikke blevet indfriet. Tøjet er omsyet og hæsligt, og klistrede nudler og stegte løgringe er hverdagsmenu. Sortbørshandelen florerer, og de, der var nazister, lever i bedste velgående. Men vigtigst er Christels første kærlighed; en stærk og foruroligende oplevelse, - og hendes vidunderlige, forstående fars egoistiske reaktion! Christel er en pige, der ikke går 12 af på dusinet. Hun er egenrådig, stærk og stædig, og ikke den pæne pige, hendes mor drømmer om. Og det er uanset om hun er 9 eller 12. Bøgerne vrimler med personer, der ikke en eneste er fyld, men typer med særkende og liv. Christel er en skarp iagttager, og hun beskriver med afslørende ironi de voksnes hemmeligheder og dobbeltmoral. Mellem linierne anes håbløsheden, fattigdommen og de menneskelige tragedier, men det der står stærkest, er Christine Nöstlingers evne til at se livets komiske og groteske sider.
Dernæst fortælles der om Konrad, der er hovedperson i en af de sjoveste af de "fantasi eller virkelighed"-bøger, Christine Nöstlinger også har skrevet, samt lidt om Pinocchio.
Konrad - eller Drengen i konservesdåsen ...
Titlen antyder, at der ikke er tale om en helt almindelig hverdagsfortælling. Fru Bartolotti er kunstner og fraskilt, og lever på ingen måde op til det, at være en dame!
Tværtimod sætter hun en ære i at være modsat alle andre, både hvad angår påklædning, meninger og måden at leve på. Kort sagt, sådan som de fleste børn ikke ville bryde sig om, at deres mor var! Hun er én stor last. Hun er vild med kuponer, bestillingskort, gratis tilbud og særtilbud. Og denne vaccination har resulteret i, at hun har mængder af forbløffende og ubrugelige ting.
En dag modtager hun en stor pakke, hun ikke kan erindre, at have bestilt. Og slet ikke, da pakken viser sig at indeholde Konrad, en 7 års dreng, frisk fra fabrikken. Og programmeret, så der ingen grænser er for hans pænhed, artighed og dygtighed. Kort sagt, sådan som alle forældre ønsker deres børn skal være ... eller hvad? Kærlighed er det i hvert fald ved første blik, men nemt bliver det ikke for fru Bartolotti, pludselig at skulle være mor. Katastrofen truer, da man på fabrikken opdager, at fru Bartolotti ganske rigtigt ikke havde bestilt Konrad.
At provokere ved at vende tingene på hovedet, og at vise sammenhænge, vi normalt ikke bliver præsenteret for, er netop en af de specielle ting ved Christine Nöstlinger. Og ved at "være modsat" træder hendes budskab tydeligt frem, - børn skal respekteres! Og hvad med dem, der tør sætte sig ud over det "normale", hvor var vi henne uden dem?
Pinocchio er Konrads diametrale modsætning. Ulydig, egoistisk og temmelig doven. Han skal gennem livets hårde skole og en række uhyggelige oplevelser, før han er i stand til at se ud over sin egen næsetip, og blive til en levende, kærlig og menneskelig dreng. Så egentlig går det 100 år gamle eventyr godt i spænd med Christine Nöstlingers egne bøger. Hendes genfortælling er levende og fyldt med atmosfære. Og så har bogen de flotteste illustrationer!
Ungdomsbøger
Og endelig fortælles der om indtil flere af de mange ungdomsbøger, Christine Nöstlinger har skrevet, og som alle handler om kærlighed, skole, forældre, bedsteforældre, søskende, og som ligner - og alligevel ikke- alle mulige andre.
En ungdomsbog, der udkom for 17 år siden, skulle man tro var forældet. Sådan er det ikke med Ilse Janda, 14 år . Erika på 12 og Ilse på 14 er skilsmissebørn. Begge forældre er gift påny, og Erika og Ilse er placeret hos deres mor, hendes nye mand og deres to små børn. Ilse er i evig konflikt med moren, som er kold og hård og ikke interesseret i eller ved noget om sine egne børn. Efter et af deres mange opgør, stikker Ilse af. Hun har planlagt det nøje, ikke engang Erika ved, hvor hun er.
Luki-live , derimod, foregår i et trygt og kærligt miljø. Luki og Ariane er barndomskærester, ja, nærmest par ... er både sammen i skolen og udenfor. Men pludselig "trænger Lukis personlighed på indefra og vil ud"! Han finder noget mystisk gammelt kluns frem og beslutter sig fremover, at være hudløs ærlig. Den nye Luki tiltrækker sig en masse opmærksomhed, og den uforstående Ariane fortrænges fra sin vante plads. Men den nyopfundne personlighed udsættes for hårde prøver, - for ærlighed giver kun problemer!
Bøgerne om Maggi , Kiks, koks & kage , Kul, koks & kuller og Kys, klap & klage , er de nyeste fra Christine Nöstlingers hånd. Maggi bærer, sammen med de to andre børn og to voksne, der udgør familien, efternavnet Federberg. Et navn de alle i tykkelse lever fint op til. Der kommer koks i familien, da moren går på slankekur, vil have en uddannelse, og til sidst flytte med lillesøsteren og Maggi. I bd. 2 genforenes familien, mere af nød end af lyst, og i bd. 3 går det, måske? Alt imens der er oprør på forældrefronten, får Maggi også problemer med sit kærlighedsliv. To kærester er en for mange!
Der er flere ting, der går igen i mange af Christine Nöstlingers ungdomsbøger: Flere generationers kvinder under ét tag, og i alt for store mængder ... Personer med ydre, der markant adskiller sig fra mængden - i uheldig retning ... Overvægtige personer i ekstrem grad ... Og ikke mindst bedstemødre, enten som de frelsende engle eller som de rene rædsler ... Og fælles for dem alle: De ægte og realistiske problemer og konflikter ... Solidariteten med hovedpersonerne ... Og forældrene, som gang på gang spiddes, og billedligt talt hænges til tørre ved hjælp af ord og handlinger, som taget ud af virkeligheden.
Sidst og vigtigst: humor og latter
Det rå, barske og afslørende grin, selv i de mest forstemmende bøger, som får det hele til at leve og bære. Man har det sjovt, også midt i tragedierne som ikke altid er lige store Der står både børn, unge og voksne på Christine Nöstlingers bøger!!
Sagt af Christine Nöstlinger: Jeg har altid været lystløgner. Løgne, der ikke skader andre er fuldt lovlige, efter min mening.
Latteren kan være med til at give angstens årsager navne og samtidig gøre den til at bære. I latteren er der altid håb, en forestilling om, at der kan komme noget bedre i stedet.
Den eneste person, der står til min disposition, både som læser og som figur i bogen, er det barn, jeg selv var engang. Mens selvfølgelig har jeg børn, som jeg lever sammen med, børn som jeg iagttager, børn som jeg hører til.
Når man har sluppet tanke om at forsøge at forandre samfundet ved at skrive, og bare hjælper, trøster, forklarer og morer for at børn skal få det bedre med den virkelighed, de lever i, så må man spørge sig selv: Hvad er det, der er vigtigst? Hvor er der mest brug for hjælp? Skal vi stadig tænke på karakterer, den første forelskelse, skænderier med forældre, væresteder for børn, lommepenge, længselen efter eventyr, drømme og narkotikamisbrug? Eller burde vi tænke på bomber og robotter, naturens ressourcer og den tredie verden? Eller på truede dyr og planter og menneskets overlevelsesmuligheder? Eller på den tredie verdenskrig, syreregn og blyforurening? Hvad gør børn mest ulykkelige i dag, at de får for få lommepenge eller at der dør 44.622 børn hver dag? Vil de have en forklaring på, hvorfor mor og far skal skilles, eller hvorfor der er noget der hedder våbenkapløbet og terrorbalancen? Har de brug for støtte i kontroverser med lærere, eller støtte til en børnedemonstration mod atomkraftværker?
Jeg har aldrig været rigtig sikker på hvad børn kan klare på egen hånd, og hvad de behøver hjælp til. Nu er jeg endnu mere usikker på det.
Bibliografi
Bibliografi
Christine Nöstlinger
1986) 3. del af serie
Christine Nöstlinger
1999 (ty, 1997)
Christine Nöstlinger
Turbine, 2012. (Der schwarze Mann, 2012). Illustrator: Stefanie Reich, oversætter: Gry Kappel Jensen. Billedbog.
Links
Den frie encyklopædi Artikel om Christine Nöstlinger i leksikonet Wikipedia med en bibliografi over udvalgte værker samt oversigt over litterære priser.