
Daniel Zimakoff
- Redaktionenjuli 2025
- Damián Arguimbaukritiker, 2004
Zimakoff har primært skrevet bøger for børn og unge, hvor han især er kendetegnet ved sit mundrette sprog, hårdtpumpede humor og sin store solidaritet med børnene. Der er fart over feltet i alle hans bøger, der ofte henvender sig til drengene og svage læsere, som er en meget svær målgruppe at skrive gode historier til. Blandt andet derfor modtog forfatteren undervisningsministeriets Skriverpris i 2003. Men han har også skrevet et par meget roste voksenlitterære titler i krimigenren. Også når han skriver for voksne er Zimakoff blottet for sentimentalitet og har herudover en meget sjælden evne til at beskrive kontroversielle og tabubelagte oplevelser, holdninger og miljøer uden at forarges eller at virke fordømmende. Se også børneportrættet af Daniel Zimakoff.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Filmisk handling
Zimakoffs første voksenroman, Mod bedre vidende (1998), handler om Simon, der er i starten af fyrrerne og lever problemfrit sammen med Maria, som han længe har forsøgt at få et barn sammen med. Livet er god mod Simon. Han har sit eget litteraturprogram på tv og er, som en kendt tv-personlighed, feteret af mange. Da han interviewer den unge debuterende forfatter, Christina, går det imidlertid galt. Hun er datter af hans ungdomskærlighed, og Simon går i seng med hende en sen aften. Dagen efter findes hun død, og Simon er hovedmistænkt i sagen. Langsomt og nærmest metodisk falder hans liv sammen: Maria smider ham ud, han fritstilles fra sit arbejde, og således kæreste-, venne- og boligløs begynder en vandring mod hans og Christinas fælles fortid: En indre- missionsk inspireret kristen menighed, som han i mange år har undgået, blandt andet ved stort set at fornægte sin familie. Som hjælp har han en tidligere bekendt, som han har et anstrengt forhold til, og der er, ud over politiet, også en anden efter ham, der tilsyneladende forsøger at tage livet af ham. Zimakoffs baggrund som tv-skribent fornægter sig ikke, for romanen bugner af frække vinkler, effektive dialoger og scener, der på forbilledlig vis sætter tingene på spidsen, ligesom slutningen falder med en overraskende pointe.
Bjergtaget (2000) er Zimakoffs anden voksenroman og handler om William, der tilkaldes da hans far forsvinder under en rejse til Kasakhstan med sin unge kone Elisabeth. Hvor hans første voksenroman er handlingsmættet, er denne afdæmpet. Personerne er mere sammensatte og fokus er på Williams langsomme udvikling efterhånden som han af begivenhederne tvinges ud af sin puppe. William er lidt af en vatnisse, der ikke helt kan finde ud af det med sin ekskone, som han delvist er sammen med igen uden dog helt at have besluttet sig for det. Forholdet til sønnen er også lidt uafklaret. Værst er dog hans forhold til den forsvundne far, der som pensioneret rigmand fører sig frem som passioneret eventyrer og verdensmand. Hans unge kone, Elisabeth, er forfatter og William har svært ved at acceptere, at de to er sammen. Det er derfor særdeles modvilligt William trodser sin flyskræk og tager af sted til Kasakhstan for at hjælpe Elisabeth med at lede efter faren. Gennem såvel farlige som besynderlige situationer, får William og Elisabeth et endog meget tæt forhold under eftersøgningen, hvilket giver såvel den vægelsindede William som den stærkere Elisabeth en del følelsesmæssige problemer. Her beviser Zimakoff igen evnen til at blande en lettere kulørt filmisk handling med realistiske persontegninger. Det er en stærk cocktail med stor underholdningsværdi, og hvor der takket være personkarakteristikken nås en dybde i beskrivelsen, der gør personerne levende og vedkommende. Heller ikke i denne roman glemmer Zimakoff sin tv-erfaring, så også her falder slutningen med en overraskende pointe.
De sexgale mænd
Et gennemgående tema for Zimakoff er mænds dobbeltmoral. Populært sagt, så tænker mændene hos Zimakoff primært med genitalierne frem for med indersiden af hovedet. Det gælder begge hans voksenromaner, hvor Simon i den første netop igangsætter hele handlingen via sit utroskab, og i den anden, hvor drivkraften i høj grad er Williams stigende og forbudte betagelse af Elisabeth. Samme tematik kan man finde i de ungdomsbøger, som han har skrevet for de ældste unge.
Det gælder Vild i varmen (1992), om to 17-åriges rejse til Kreta, og den elegante Et enkelt skridt fra livet (1996), som handler om 20-årige Alexander, der starter på et forfatterkursus, og har sat sig for at lykkes med pigerne. Med en mesterlig sproglig lethed får han læseren til at engagere sig i Alexanders liv og levnet – og græmmes med ham, efterhånden som hans problem kommer for en dag.
Drengedriften er også hovedtemaet i Jomfrurejsen (1996), som primært handler om Johans svære vej til sin seksuelle debut. Samme tema genfindes i Katinka, Katinka (1998), dog er der her blandet problemstillinger omkring venskab og utroskab med en handling, der ikke lader de amerikanske serier noget efter: 15-årige Jakob, der fortæller historien har været venner med Ulrik og Astrid hele skoletiden igennem. Men i takt med at følelserne udvikler sig fra venskab til kærlighed, opstår problemer. For Astrid er vild med Jakob, der føler han svigter Ulrik. For Ulrik elsker Astrid. Jakob er vild med Katinka, der kommer sammen med motorcykelbøllen Max. Katinka bliver lun på Jakob, men Astrid, jaloux, beslutter sig for at sladre til Maxs venner, der næsten slår Jakob ihjel.
Den lidt filmiske handling er også tilstede i Zimakoffs personlige udgave af Rifbjergs "Kroniske uskyld", Noget mellem venner (2000), hvor især dialogerne mellem de to venner, der portrætteres i historien, virker utrolig virkelighedsnære. Zimakoff for unge er dog bedst, når han ikke lader drifterne bestemme handlingen, men i stedet giver tid til at alvoren får fodfæste midt i al handlingsvirvaret. Det gør han blandt andet i En dødssyg ven (2004) – en tvetydig titel, som netop handler om Vitus, der er dødssyg med leukæmi, men som også er dødssyg – i alt fald i set ud fra hovedpersonen Olivers synsvinkel. Det er en spændende bog og dvæler – ganske som målgruppen - ikke unødigt ved nederlagene. Måske er det i virkeligheden manglen på sentimentalitet, der gør romanen til en af Zimakoffs absolut bedste. I Strømsvigt (2004), som han har skrevet sammen med sin kone, Ida-Marie Rendtorff, skrives der videre ud fra samme tematik, men denne roman er samtidigt et vellykket fortællermæssigt eksperiment, hvor bogens to halvdele hver især fortæller næsten den samme historie ud fra de to forskellige hovedpersoners synsvinkler.
Hårdkogte noveller
Et andet kendetegn ved Zimakoff er hans lyst til at lege med effekterne, en lyst, der må stamme fra hans erfaring som tv-manuskript forfatter. Det ses tydeligst i hans noveller, hvoraf især Drab fra A-Z (i samlingen Flaksende hjerter, 2000), og Svinemusklen (2003) er hårdkogte og bittersøde historier. I sin novellesamling, Skarpe sving (2004), som også indeholder de to førnævnte noveller, bruger han filmiske, korte og handlingsmættede historier, som typisk starter med en eller flere drenges søgen efter enten sex eller kærlighed, som af en eller anden grund går galt undervejs.
De er næsten for krasse, hans historier, der ofte indeholder voldsomme scener med voldtægt og drab, og fokuserer meget på en deterministisk og visuel stærk handling frem for en mere litterær form. Bedst er Zimakoff når han giver sig tid til at udfolde fortællingen og lader personerne komme ind under huden på læseren.
Web og tv
Ud over novellerne er det værd at opleve den interaktive webfortælling for unge, Soldaten i baghaven , som Zimakoff også har stået fadder til, ligesom han har skrevet manuskripter for tv, herunder Katapult-tv (1989), Hvide løgne (1999-2001) og Hotellet (2001).
Bibliografi
For større børn og voksne
For børn
Daniel Zimakoff
Gyldendal, 2019. Illustrator: Lars Horneman. (Elliot, 1)
Film & tv-produktioner
1989. DR-TV Ungdomsredaktionen
1990. DR- TV Ungdomsredaktionen
1992 Novellefilm
2001. TV2
Om forfatteren
Links
Bibliografiske oplysninger. E-mail til Daniel Zimakoff.
Litteratursidens forfatterportræt indeholder biografi, bibliografi, liste over priser, forfatterens yndlingslæsning, og mulighed for at skrive til ham.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
