Graham Greene
- Niels Bugge Hansen1992
Frustration
Det er i det hele taget karakteristisk for Greenes forfatterskab, at der i henseende til motiver og temaer såvel som til atmosfære er et fællespræg, som hyppigt beskrives med betegnelsen "Greeneland". Det er ikke nogen bestemt geografisk lokalitet, men snarere et mentalt univers, som bøgerne udspringer af, og som sætter sit præg på skildringen af de mangfoldige steder rundt om på hele kloden, der danner rammen om Greenes historier.
Der er en betoning af fysisk og psykisk ubehag i oplevelsen af de forskellige miljøer. Greene har et skarpt blik for det snuskede og tarvelige, det truende og dystre, og i de mere humoristiske bøger det groteske og morbide i tilværelsen. Det er typisk for Greenes personer, især i den tidlige del af forfatterskabet, at de er eller føler sig på en eller anden måde jaget eller trængt. De har en stærk følelse af tilværelsens elendighed, nederdrægtighed og håbløshed og deres egen ufuldkommenhed. Ofte bærer de på en følelse af at have sveget eller svigtet eller et ønske om at unddrage sig medmenneskelige relationer.
Flugtmotivet, der skaber den spændende historie, har således sit modstykke i den psykologiske skildring. Med eller mod deres vilje bliver mennesker involveret i relationer i kraft af bånd, der knyttes af kærlighed og had, ansvarsfølelse og medlidenhed. Der er et spændingsfelt mellem på den ene side individets ønske om uafhængighed og fred, som leder ham til at undgå eller frigøre sig fra menneskelige kontakter og bånd, og på den anden side et træk fra omverdenen, som gør krav på individets engagement og en dertil svarende trang til at knytte bånd og blive involveret. Det er i dette spændingsfelt, at de konflikter, de fleste af Greenes romaner er bygget over, udspiller sig.
Der er således et fællespræg over Greenes fiktionsverden, men samtidig nogle interessante og væsentlige udviklingslinjer i hans 60-årige virke som forfatter.
Religion
Et vendepunkt i forfatterskabet er Brighton Rock (1938). Romanen foregår i det kriminelle miljø omkring væddeløbsbanen i Brighton, hvor hovedpersonen Pinkie, en ganske ung mand, der er leder af en lille lurvet bande, begår et hævnmord og for at undgå afsløring kaster sig ud i en stribe forbrydelser. Med sin forkvaklede barndom har Pinkie en del tilfælles med lejemorderen fra Pistol til salg. Den afgørende forskel er Pinkies katolicisme, som føjer en religiøs dimension til denne roman og gør den til et spørgsmål om godt og ondt, himmel og helvede. Greene var konverteret til katolicismen i tyverne, men først med denne bog kommer de religiøse problemstillinger til at spille en rolle i hans værker.
Spørgsmålet om menneskets synd og Guds nåde tages op igen i Magten og æren (1940). I en mexikansk stat, der er skildret med stor suggestiv kraft som et gudsforladt jordehelvede, har myndighederne systematisk udryddet den en gang så magtfulde katolske kirke. Kirkens sidste repræsentant er en sølle fordrukken præst på stadig flugt, som igennem sin fornedrelse og afmagt bliver et vidnesbyrd om Guds magt og Guds nåde. Han er svag og ufuldkommen, et faldent menneske i en falden verden, fuld af grumhed, usselhed og lidelse. Som sådan bliver han en repræsentant for mennesket i dets tilværelse her på jorden og i dets forhold til Gud.
Menneskets forhold til Gud spiller også en afgørende rolle i historien om Scobie, Sagens kerne (1948). Scobie, som er politiofficer i en afrikansk koloni, er katolsk og en god og hæderlig mand, der lider af en overvættes følelse af medlidenhed med og ansvar over for sine medmennesker. Under sin kones fravær indleder han et forhold til en ung kvinde, og da hustruen vender tilbage, og Scobie føler nettet strammes om sig, vælger han for de to kvinders skyld selvmordet som udvej på sin skyldfølelse, vel vidende at prisen for denne desperate handling er fortabelse. Men som i Brighton Rock og Magten og æren lader Greene det stå åbent, hvorledes menneskers handlinger vurderes i Guds øjne.
Til den fase i Greenes forfatterskab, hvor det religiøse element dominerer, hører også Enden på legen (1951), en raffineret fortalt historie fra krigens London om en romanforfatter, der har en affære med en gift kvinde.
Engagement
Med disse fire romaner slog Greene sit navn fast som romanforfatter og blev samtidig sat i bås som katolsk forfatter. Hans senere romaner har godtgjort, at det kun er en side af hans forfatterskab. Et mere gennemgående aspekt er, hvad man kan kalde engagementets problematik. Det træder tydeligt frem i Den stilfærdige amerikaner (1955). Skuepladsen er her Vietnam, og romanen er en svidende kritik af blåøjet amerikansk udenrigs-politik. Den kontrasterer en ung idealistisk amerikaner og en midaldrende kynisk og uengageret engelsk reporter, der bliver rivaler om en vietnamesisk pige. Deres private forhold sammenkædes med et politisk tema, og den nøgterne reporter tvinges til at erkende umuligheden af at forholde sig uengageret, i krig som i kærlighed. Bogens skildringer af af landet og krigen er meget levende og overbevisende og bygger, som i alle Greenes romaner, på forfatterens egne oplevelser.
Engagementets problematik er også emnet for Udbrændt , som udkom i 1961 og Maskespillet fra 1966, som udspiller sig under Papa Doc´s rædselsregime på Haiti. Det er en dyster skueplads, og det ligger Grenne på sinde at åbne læsernes øjne for de skrækklige politiske og sociale forhold, men hovedaktørerne i stykket er komiske. Det, det kommer an på, er at spille en rolle, i dobblet forstand; at gå op i sin rolle med liv og sjæl, men også at engagere sig i en sag, der er værd at kæmpe for. Over for de engagerede fremstår bogens lunkne og hule hovedperson og fortæller som et underlødigt menneske.
Engagementet er også det, der tæller i Konsulen (1972). Med sans for det aktuelle valgte Greene et gidseldrama som emne for denne meget spændende historie. Gidseltagerne er frihedskæmpere fra Paraguay, der tager kampen op mod det autoritære styre. Sideløbende med politiske engagement handler bogen om menneskeligt engagement i personlige relationer, i konfrontationen mellem de to hovedpersoner, gidslet Charles Fortnum og Dr. Plarr, som har gjort Fortnums kone med barn. Plarr er en kold fisk, Fortnum er en patetisk, halvgammel, fordrukken hanrej - men han har evnen til at elske, til at nære varme og oprigtige følelser, og det er det, der tæller.
Efter en lang stribe romaner, henlagt til eksotiske miljøer rundt om på kloden, vendte Greene med sin næste bog Den menneskelige faktor (1978) tilbage til London og tillige til et af sine tidligste temaer, spørgsmålet om loyalitet og forræderi. Hovedpersonen er ansat i det britiske efterretningsvæsen (som Greene kender indefra), men er samtidig spion for russerne; ikke af ideologiske grunde, men for at betale af på en taknemmelighedsgæld til en sydafrikansk kommunist, der engang hjalp hans sorte kone ud af landet. Den menneskelige faktor er det følelsesmæssige engagement, som har sin pris for systemet for såvel som for individet. ´Den, der knytter et bånd, er fortabt. Kimen til fordærv er trængt ind i hans sjæl´ hedder det i det motto, Greene har valgt til denne roman. I den forstemmende historie om dobbeltagentens lod kombinerer Greene virtuost thrillerens spændingsmoment med psykologisk indlevelsesevne og nye perspektiver på sine centrale temaer.
Engagementet på det personlige og det politiske plan er også temaet i Greenes sidste roman Kaptajnen og fjenden (1989) som kontrasterer to velkendte typer i Greenes fiktionsverden, den anløbne men varmhjertede kaptajn og lykkeridder over for hans lunkne stedsøn, der fortæller historien om sit liv med kaptajnen, som vandt ham i spil, da han var dreng. Historien slutter i Panama i 1970´erne, da kanalaftalen blev stadfæstet. Den aldrende Greenes sidste roman bygger på hans personlige kendskab til landet og venskab med dets daværende leder, general Torrijos, som han i 1984 satte en minderune over i Min ven generalen . (99.4 Torrijos)
Humor
Den stemning af forpinthed, isolation og frustration, som præger mange versioner af "Greeneland", er dog ikke den eneste streng, Greene har på sin bue. Især i sidste halvdel af hans produktion er der komiske elementer, omend der ofte er tale om en besk eller sort humor. Det gælder også den humoristiske agentroman fra 1958, Vor mand i Havana , hvorimod Farligt otium (1969) er en udpræget løssluppen og festlig roman, en historie i dur, som anslår mange af Greenes velkendte motiver og miljøer. Det muntre dominerer også i Monsignore Quixote (1982), som fortæller om en katolsk pater og en kommunistisk borgmester i en lille spansk by og deres eventyr med en motoriseret Rosinante.
Bedst kendt i videre kredse er Greene måske som manuskriptforfatter til filmen Den tredje mand (1950). Det hører med til billedet af ham, at en lang række af hans bøger er blevet filmatiseret, med vekslende held og loyalitet mod teksterne og med blandede følelser fra forfatterens side. Kun undtagelsesvis giver filmene et fuldgyldigt billede af de bøger, der har placeret Graham Greene som en af vor tids betydeligste forfattere.
Bibliografi
Graham Greene
1980
Graham Greene
1984
Graham Greene
Turbine, 2020. (The heart of the matter, 1948). Oversat af Brian Dan Christensen.
Noveller
1967
Andet
1950. Filmmanuskript
Norman Sherry
1989-94 London Vol. 1:1904-1939. Vol. 2: 1939-1955
Graham Greene
2010 (A sort of life, 1972). Selvbiografi. 2. del af Greenes erindringer: Ways of Escape, 1980, foreligger ikke på dansk
Søgning i bibliotek.dk
Om forfatteren
En ganske flot privat side, der indeholder både en god biografi og en god bibliografi. Siden indeholder også små udtalelser af kritikere og forfatterkollegaer som Orwell, samt små Greene-citater om hans forfatterskab. Endvidere er der små omtaler af udvalgte værker af varierende værdi, samt links videre.
En omfattende side med et stort antal henvisninger til online anmeldelser af Greene relaterede værker, både bøger, film m.m.
God artikel om forfatteren.