Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Hans-Jørgen Nielsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2017

Hovedforfatter

Lars Bukdahl
litteraturkritikeren, 2001

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet digte og essays samt romanen Fodboldenglen. Der er en hel del Hans Jørgen Nielsen’er, hvilket kun er rimeligt, eftersom en af de mest kendte af dem opfandt den meget misbrugte term Attituderelativisme, der kan betyde sådan noget som, at vi nu om dage uden problemer og med overbevisning kan spille flere roller og rumme flere identiteter såvel i virkeligheden som i litteraturen. Nu om dage var sidst i tresserne, da dagene virkelig føltes splinternye, men Nielsens teori og praksis er ikke mindre aktuel i dag, nærmest tværtimod.

Dansk modernisme

Baggrund

Der er en hel del Hans-Jørgen Nielsen’er (1941-1991), hvilket kun er rimeligt, eftersom en af de mest kendte af dem opfandt den meget misbrugte term Attituderelativisme, der kan betyde sådan noget som, at vi nu om dage uden problemer og med overbevisning kan spille flere roller og rumme flere identiteter såvel i virkeligheden som i litteraturen.

Foto: Jacob Maarbjerg/POLFOTO

Født
23. juni 1941 i Herlufmagle.
Død
10. april 1991.
Uddannelse
Student fra Akademisk kursus i København, 1961. Afbrudte studier i Dansk og Litteraturhistorie på Københavns Universitet.
Debut
Haiku: introduktion og 150 gendigtninger. Borgens forlag, 1963.
Bedst kendte værk
Fodboldenglen, en beretning. Tiderne Skifter, 1979.
Litteraturpriser i udvalg
Statens kunstfonds 3-årige stipendium, 1969. Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1972. Johannes Ewalds Legat, 1982.
Seneste udgivelse
Verden i stykker - rejseessays. Lindhardt og Ringhof, 2017.

Nu om dage var sidst i tresserne, da dagene virkelig føltes splinternye, men Nielsens teori og praksis er ikke mindre aktuel i dag, nærmest tværtimod. Han fremstår stadig som en af vores mest konsekvente og - med et af hans yndlingsord - eksemplariske postmoderne digtere.

Haikunielsen

Den første Nielsen er ham, der var snublet lige ud af den lavere middelklasse på Amager til tressernes fagre nye verden og knap nok våd bag ørerne kreerede den fantastiske og epokegørende bog, ”Haiku / Introduktion og 150 gendigtninger” (1963).

Hvor de tidligere sporadiske forsøg på at fordanske den ekstremt koncentrerede og enkle japanske digtform uundgåeligt havde viklet sig ind i fade lyrismer, gik Nielsen radikalt til værk: al ornamentik holdt han på fem fods afstand, i stedet benyttede han sig af modernisternes brudte syntaks til at skære helt ind til benet, det kunne f.eks. lyde sådan her:

Templets klokke En ildflue Glødende i hvile

Konkret- og flipnielsen

Den anden Nielsen er ham, der fulgte op på haikuernes rensede, klare facon med en interesse i den nye, avantgardistiske såkaldte konkrete eller konkretistiske lyrik, der florerede i Tyskland og Østrig især, og som han i sin debutbog, ”at det at” (1965) med held forsøgte at lave sin egen danske version af.

Nielsens konkretisme var blanke, den mindste smule muntre lege med ord og opsætningen af samme, tekster, der siger selv: når der står ’ned’ går teksten nedad, når der så står ’op’, begynder den at gå opad; bogen var også en slags kærlighedserklæring til sprogets små anonyme ord, bindeord, biord etc.

Effekten var på samme tid mild, venlig og udrensende, ædrueliggørende. I de efterfølgende tre konkretistiske digtsamlinger, ”konstateringer” (1966), ”’output’” (1967) og ”fra luften i munden” (1968) bliver stilen stadig mindre kølig, der ordspilles og filosoferes og vitses og parodieres stadig mere.

I den sidste samling er vi nået helt hen i nærheden af det, Nielsen kalder ’hallucinatorik’, flip- og syreskrift, men hele vejen igennem insisteres der på bogstavernes, ordenes, sprogets vitale selvstændighed: det handler om ingenting og alting og gerne også om vores liv, som vi jo i høj grad lever i sproget: dette ”Læredigt om bygningskunsten” f.eks. er både en rent selvhenvisende sproglig cirkelslutning og et digt om at skrive et digt og et digt om at bygge et hus og et digt om arbejdets væsen og et digt om identitet og skæbne og eksistens som et mellemværende:

”En murer bliver man ikke ved at kalde sig en murer. En murer bliver man ved at mure en mur. Murer en murer ikke en mur bliver en murer ikke en murer./

Det er en mur der murer en murer når en murer murer en mur. En mur bliver man ved at mure en murer. Murer en mur ikke en murer bliver en mur ikke en mur./

Murende murer en murer en mur eller en murer bliver ikke en murer og murende murer en mur en murer eller en mur bliver ikke en mur./ Både en murer og en mur murer. Både murer og mur mures. Det er mellem murer og mures både en mur og en murer bliver til.”

(Dengang var Nielsen endnu ikke marxist, men det er svært at overhøre, at den murer også murrer en smule).

Propagandanielsen

Den tredje Nielsen er ham, der i disse voldsomt intense sene tresserår fungerede som propagandist og kritiker og var eminent til at sælge og præsentere sig selv og sin generation, men ikke nøjedes med at engagere sig i litteraturen, med brask og bram interesserede han sig også for både musik, billedkunst og film og alt derimellem.

Han var primus motor bag tidsskriftet Ta’ (1967-69), han redigerede generationsantologien ”Eksempler” (1968) og udgav frem for alt et udvalg af sine egne artikler selvsikkert betitlet ”’Nielsen’ og den hvide verden” (1968), der opsamlede alle hans medrivende introduktioner til den udenlandske og hjemlige avantgarde og hele føljetonen om det ovennævnte trylleord attituderelativisme side om side med tekster om James Bond, superheltetegneserier og den nye engelske modeindustri, for det var lige præcis det, attituderelativismen gik ud på: at styrte hierarkierne i grus og uden fine fornemmelser dyrke alt det, der siger en noget, noget NYT!

Monsternielsen

Den fjerde Nielsen er ham, som i diverse frikvarterer finder på mærkelige bogværker, som hverken er fugl eller fisk. Der er f.eks. den lillebitte såkaldte ’hvidbog’, ”vedr. visse foreteelser” (1967) med hvide rammer og strimler over ingenting og kryptiske visdomsord som hvidt – det usynlige fravær af alt . Der er collageværket ”diletariatets proktatur” (1969), som i en punket pærevælling samler mere eller mindre fiktive fragmenter af tekster om og af den galsindige berlinske dadaist Johannes Baader.

Der er den såkaldte roman ”Den mand der kalder sig Alvard” (1970), som skulle forestille at være et hovedværk, men simpelthen bare blev for vild i sin elektriske blanding af dygtig cut-up af alskens høj og lav litteratur (den pornografiske såkaldte p-værdi er virkelig høj) og almindelig fræsende nielsensk syre og meta, den ligner ikke noget, men der er i den grad fart på.

(1973), som samler tekster om oprøret mod bolsjevikkerne i 1921, herunder og frem for alt en stærkt fascinerende og livlig, fuldstændig udgave af oprørernes dagblad Izvestija, der inkluderer både partiudmeldelser, smædeviser og rationeringslister.

Revolutionsnielsen

Den femte Nielsen er ham, der var en af de mest kvalificerede halvfjerdservenstreorienterede i Information og Hug og Politisk Revy og frem og tilbage gennem Fælledparken, og som i næsten ti år ikke skrev skønlitteratur, fordi han alligevel var for forpligtet af sine konkrete og flippede erfaringer til at kunne skrive ordentlige revolutionære digte og romaner, han måtte nøjes med de revolutionære artikler, selvom de måske heller ikke var rigtig sjove at skrive (eller læse); de bedste, bl.a. den om Gøg og Gokkes progressive potentiale, er opsamlet i udvalget ”Billeder fra en verden i bevægelse” (1980).

Fodboldnielsen

Den sjette Nielsen er ham, der fik en god, kreativ hovedpine ovenpå halvfjerdserne, som resulterede i den nyklassiske roman ”Fodboldenglen” (1979), langdigtet ”Hælen” (1981) og essaysamlingen ”Efter den fjerde whisky trak han pistolen” (1982).

”Fodboldenglen” kører fermt den amagerkanske barndom med den altopslugende fodboldinteresse sammen med ungdomsoprørets optur og nedtur i fortælleren Frands’ flashbackturbine, med i mixet er også nogle teskefulde fodbold- og Amager- og klassehistorie og ægte blodig melodramatik.

Det kommer næsten til at hænge for godt sammen og blive for flot gennemskuet. I essaysamlingen finder man de fleste af de samme ingredienser, men i mere rådvilde, frit konkrete og flippede udgaver. Digtsamlingen kører lidt på samme måde som romanen noget græsk mytologi og psykoanalyse ind over en achilleshælskade, det er hittepåsomt anstrengt og sprogligt veloplagt på samme tid.

S/H-nielsen

Den syvende og sidste Nielsen er ham, der efter endnu en tiårspause var gået i gang med at genopfinde sig selv på ny og arbejdede hårdt på en ny digtsamling, da han døde pludseligt og meningsløst.

I det utrolig flotte bind med samlede digte, ”Nielsen sort på hvidt” (2000), finder man et udvalg af de efterladte digte, og det er, som om han på nye skrøbelige betingelser står og bladrer i sig selv, hele sit sitrende identitetskatalog: efter vi har været igennem samtlige litterære og politiske rollespil er vi tilbage igen ved haikuets klare øjeblik, hvor verden og en selv næsten er det samme næsten ingenting:

”Det er hvad det er øjeblikket og ryster sig som kat og strækker sig så i øjeblikket nærmest hund i hvert fald regn under disse omstændigheder blik og øje således himmel plus en gren der tikker tid mod et fortov på stationen i Farum –”

Bibliografi

Digte

Haiku – Introduktion og 150 gendigtninger

Hans-Jørgen Nielsen

Borgen, 1963.

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Bedst kendte værk

Litteraturpriser i udvalg

Seneste udgivelse

Haikunielsen

Konkret- og flipnielsen

Propagandanielsen

Monsternielsen

Revolutionsnielsen

Fodboldnielsen

S/H-nielsen

Bibliografi

Digte

Romaner

Essays

Andre udgivelser

Om Hans-Jørgen Nielsen.

Søgning i bibliotek.dk

Links

Links

Søgning i bibliotek.dk