BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Jens Peder Larsen

Emneord:
    Hovedforfatter
    • Erik Boas Pedersen
      1994

    Intro

    Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner for børn og unge. Jens Peder Larsen har altid vidst, at han ville skrive, at han ville være forfatter. Han har ikke nogen egentlig uddannelse, men har prøvet mange forskellige ting. Jens Peder Larsens forfatterskab spænder vidt. Lige fra de første bøgers hyggelige tilbageblik på den fynske barndom, over de lurende kræfter og konflikter under overfladen i provinsidyllen, til det endelige problem: menneskets overlevelse og fremtid.

    Larsen, Jens Peder
    Foto: John G. Dinesen
    • Født

      6. maj 1952 i Nyborg.

    • Uddannelse

      HF-eksamen, et uafsluttet danskstudium på Odense Universitet og læst på et lærerseminarium.

    • Debut

      Det er dupra!. Fremad, 1984.

    • Priser

      Skolebiblioteksforeningens børnebogspris, 1988. Kulturministeriets børnebogspris, 1991.

    • Seneste udgivelse

      Ridder Lykke. Grøn, 2005. Roman.

    • Inspiration

      Familien og barokmusik.

    Om Jens Peder Larsen

    Jens Peder Larsen er født i Nyborg i 1952. Han har altid vidst, at han ville skrive, at han ville være forfatter. Han har ikke nogen egentlig uddannelse, men har prøvet mange forskellige ting. Han har taget HF-eksamen og har læst på et lærerseminarium, men holdt op, inden uddannelsen var afsluttet. Heller ikke et studium i dansk på Odense Universitet blev gjort færdig. I stedet levede han i mange år af forskellige jobs. Landbrugsmedhjælper, arbejder på en maskinfabrik og på en flydedok, nattevagt, plejer inden for åndssvageforsorgen, og en hel del andet.

    Priser: I 1988 fik Jens Peder Larsen Skolebiblioteksforeningens børnebogspris for sit forfatterskab. I 1991 modtog han Kulturministeriets børnebogspris for Brønden .

    De første bøger

    I de senere år har han boet med sin familie - kone, seks børn, hund, kat, gæs, ænder og heste - på et nedlagt husmandssted syd for Nyborg. Det var her, han for alvor begyndte at skrive. Et par mislykkede voksenromaner var blevet sendt retur fra forlagene.

    Ambitionerne blev justeret ind på en sjov bog for børn, Den er dupra! (1984) og året efter, en fortsættelse, Den er stadig dupra! (1985), om de to 11-årige drenge, Christian og Anders, og deres liv i Nyrup.

    Inspirationen til disse to første bøger er helt klart hentet fra Jens Peder Larsens eget liv, ligesom hans senere bøger "låner liv" fra hans nære omgivelser og egne erfaringer. Landet, lillebyen, de udsatte, de oversete er, i en eller anden form eller sammenhæng, vigtige og tilbagevendende træk ved de fleste af hans bøger.

    Øvrige bøger

    Med Halmbjerget (1987) skifter forfatterskabet karakter, en alvorligere tone anslås. Bogen handler om fem grises flugt fra staldens "umenneskelige" vilkår og søgen efter deres utopia, Halmbjerget.

    En loppe kan også gø (1988) og Paradistræet (1989) er dels en tilbagevenden til lillebyens univers, dels et vellykket forsøg på at drage handicappede ind i et handlingsforløb. Svære og alvorlige problemer i et hyggeligt og genkendeligt univers, hvilket også gør sig gældende for Den tyrkiske prinsesse (1993), der dels handler om tyveriet af et maleri, dels om sammenstødet mellem danskere og fremmede, igen i den opdigtede lilleby, Nyrup.

    Udviklingen i forfatterskabet mod en alvorligere og mere kompleks fremstilling kulminerede foreløbig med Brønden (1991), om den 15-årige Victor, hvis far går totalt i opløsning, da moderen dør.

    Nok foregår Halmbjerget i et griseunivers, men rammen er dog et umiskendeligt dagens Danmark. Det fremmedartede miljø har dog også vundet indpas i forfatterskabet.

    Kejserens krone (1987) er et eventyr med genkendelige træk fra det gamle Kina.

    Den store oversvømmelse (1990) inddrager historien om Noahs ark, i fortællingen om de to slavebørn, der tilsyneladende af guderne udvælges til overlevelse i arken, og i Jens Peder Larsens seneste bog Den giftige tråd (1993) er handlingen henlagt til en fjern, dyster, middelalderlignende fremtid med mandshøje kaniner som skurke!"

    Men, som i forfatterens øvrige bøger, er de problemer og konflikter, der spiller ind i personernes liv, i højeste grad aktuelle, nærværende og vedkommende.

    Personer

    Jens Peder Larsens hovedpersoner er som regel børn, der af den ene eller anden grund er sat uden for fællesskabet. Rosa i En loppe kan også gø har benprotese, og selv om hun er en gæv pige med gå-på-mod, giver det hende mange problemer i puberteten, især og ikke overraskende i hendes forhold til jævnaldrende klassekammerater.

    "Jeg havde altid været en ener og ikke brudt mig om at lege det, andre drenge legede", siger hovedpersonen, den 14-årige Martin i Paradistræet , der bliver drillet og mobbet, da hans åndssvage bror mistænkes for mordet på en lille pige i byen. En typisk replik for en af Jens Peder Larsens hovedpersoner fra Nyrup.

    Victor fra Brønden og Kenneth fra Vejen mod stjernerne er andre outsider-personer i bøgerne, alene med store problemer. Siap og Tut i Den store oversvømmelse er slaver og derfor i egentligste forstand uden for de andres fællesskab, og Christian den tykke, stammende dreng, søn af polske indvandrere, har stort set alle odds imod sig.

    Alligevel klarer de alle sig, på en blanding af kløgt, held, overskud, snusfornuft, og så lidt hjælp, når det virkelig gælder.

    De voksne

    Den hjælp kan synes lidt langt væk i Jens Peder Larsens bøger, når vi ser på et centralt tema i forfatterskabet: børnenes forhold til forældrene, og især til faderen eller en faderlignende figur. Fædrene er nemlig ofte fraværende, svage eller ihvertfald uden indflydelse på eller indsigt i deres egen eller børnenes situation.

    Otto i En loppe kan også gø er en ensom, halvfordrukken sut, Victors far i Brønden går totalt i opløsning efter moderens død, og i Den tyrkiske prinsesse går faderen også ned med flaget, da hans forretning må lukke.

    I Paradistræet er faderen skildret som en idealfigur, en ønskefader, næsten for meget af det gode, et modbillede på den dårlige far - men sådan er der vist ingen der er i virkeligheden!

    Det er bedsteforældregenerationen, bedstefaderen i Dupra-bøgerne, Noah i Den store oversvømmelse og filosoffen og opfinderen Elias Nokkebæk i Den giftige tråd , der repræsenterer varmen, kærligheden, trygheden, forbilledet.

    Forældrene er ofte i Jens Peder Larsens bøger fortravlede voksne, som ikke ser, hvordan børnene har det, som har nok i deres eget.

    Hjælperne

    Det er andre repræsentanter for de voksne, en anderledes robust og socialt bevidst type mennesker, der må drage omsorg for børnene, når forældrene ikke kan.

    I Kejserens krone er det Wungs mor, der må tage sig af børnene fordi "... har de ikke ret til et anstændigt liv, om jeg må spørge? Har de ikke krav på at lære skrivekunsten? Er det retfærdigt, at de skal gå sultne i seng om aftenen?" Det ansvar påtager Wungs mor sig.

    Det er også Karl Gustav, den lidenskabelige flyver, der tager den forældreløse Ulf til sig, og ydermere fungerer som fiktiv faderfigur (endda oldefader!) for Kenneth, der fortæller historien i Vejen mod stjernerne og hvis far er død forud for den fortalte historie.

    Også Nanna i En loppe kan også gø påtager sig forældrerollen for Rosa, støtter og opmuntrer hende og syr en dragt til hende til skoleballet, hjælper hende, da hun har allermest brug for det. Der er heldigvis altid andre voksne til at træde ind i de manglende eller utilstrækkelige forældres plads.

    Andre, der som gymnasielærerparret i Brønden Har den tid og det overskud et egentligt stærkt, begavet, men forsømt barn har behov for i en kriseperiode i livet.

    Ondskab og vold

    De voksne i Jens Peder Larsens bøger er dog ikke alle lige sympatiske. Der finder vi også bærere af dårlige egenskaber, mennesker, der måske selv er forsømte og udsatte i deres barndom. Tumbe-To i Den store oversvømmelse er således indbegrebet af ondskaben, en egoistisk, hadefuld, grådig tigger, der efterstræber Siap og hans halve gældsbevis.

    Bogforside

    Men der er også en forklaring på, at han er, som han er: "... da han var barn oplevede han kun ukærlige og hårde mennesker, der snød ham og blot var ude på at skrabe til sig. Og kunne han gøre andet end at give igen med samme mønt? Gjorde han ikke det ville han gå til grunde. Sådan var tilværelsen nu engang. Den kloge narrer den mindre kloge. Penge er lykken og kun de dumme er hjælpsomme og ejer medlidenhed."

    Indbyggerne i Engbæk i Paradistræet er ikke sene til at gribe til selvtægt og mobning over for Martins åndssvage bror og resten af familien. Kristian, Verner og andre voksne i Den tyrkiske prinsesse er både nogle ynkelige stakler og samtidig racister.

    Konflikterne, de ydre skærpede vilkår, bringer det værste frem i mennesker - og i grise, som i Halmbjerget , hvor vold, frygt og undertrykkelse er de overlevelsesmekanismer, som det grisesamfund, de fem undvegne løber ind i på deres flugt, fungerer på.

    Det er, med andre ord, kendetegnende for Jens Peder Larsens bøger, at personerne ikke adskiller sig så voldsomt fra virkelighedens mennesker: der er gode, der er onde, heltemodige og ynkelige mennesker, men der er altid en forklaring på, hvorfor personerne er, som de er.

    Miljøet

    Mange af Jens Peder Larsens bøger foregår i det samme miljø: provinsbyen. Nyrup eller Engbæk er de opdigtede bynavne, der anvendes i Dupra-bøgerne, Paradistræet , Den tyrkiske prinsesse , m.fl. I En loppe kan også gø er handlingen placeret i Svendborg, i Vejen mod stjernerne i Odense.

    Under alle omstændigheder er handlingen oftest henlagt til et lillebymiljø, et mini-univers, med almindelige forretninger som grillbar og døgnkiosk, skole og parcelhuskvarterer. Altid et begrænset, overskueligt univers, et tilsyneladende trygt miljø. Menneskene er normale gennemsnitsmennesker, miljøet er genkendeligt for de fleste.

    Det er spændingerne, konflikterne, problemerne, der opstår blandt disse normaldanskere i dette normale, danske miljø Jens Peder Larsen er interesseret i og skildrer. Det, der foregår under overfladen, det uudsagte - og hvordan der løses op for de skildrede konflikter.

    Genrer og historier

    Jens Peder Larsen har bevæget sig ubesværet rundt i mange og forskelligartede genrer. Han har skrevet erindringsbøger, Den er dupra! , Den er stadig dupra! , han har skrevet eventyr, Kejserens krone , allegori Halmbjerget , og han har ladet sig inspirere af det gamle testamente, dog uden at skrive en særlig religiøs bog Den store oversvømmelse ! Han har skrevet i fantasy-genren, Den giftige tråd , og berørt mytologien Åmanden, hyldemor og alle de andre .

    Men først og fremmest har han skrevet om den nære virkelighed, lillebyens univers, provinsidyllen, der måske ikke er så idyllisk endda, En loppe kan også gø , Brønden , Paradistræet , Den tyrkiske prinsesse , i de to sidstnævnte med krimien som ramme om fortællingen.

    Et fællestræk ved alle Jens Peder Larsens bøger er den gode historie. Uanset genre, så bærer historien, det han vil med sine bøger, igennem. Bogens bærende ide er, så at sige, omsat i et sprog, nogle personer, et miljø, et spændingsfelt, der fastholder læseren. Derfor er hans bøger også gode at læse op.

    Motiver og temaer

    Jens Peder Larsens forfatterskab spænder vidt. Lige fra de første bøgers hyggelige tilbageblik på den fynske barndom, over de lurende kræfter og konflikter under overfladen i provinsidyllen, til det endelige problem: menneskets overlevelse og fremtid.

    Uanset rammen, genren eller handlingen i bøgerne kredser forfatteren om de samme tematiske forløb: forholdet til forældrene, sammenstødet mellem afhængigheden af andre mennesker og enspænderens, den enkeltes ret til at gå sine egne veje, hvordan omgivelserne former menneskene, deres muligheder og udvikling. Og uanset vilkårene for børnene i bogen, uanset hvordan de voksne behandler børnene, har Jens Peder Larsen nogle holdninger, som han gerne vil give videre til de børn, der læser hans bøger, nogle holdninger, der er helt centrale i forfatterskabet, som, man kan sige, er drivkraften bag det, han skriver. Og disse holdninger bliver sat ind i en større og større, mere og mere alvorlig, sammenhæng.

    Efterhånden som forfatterskabet udvikler sig, udvider verden og problemerne sig. Du skal være glad for dit liv, siger Jens Peder Larsen med sine bøger. Eller, som onkel Leo siger det i konfirmationstalen i "Paradistræet": "... - man skal behandle sit liv som om det var et træ i paradisets have." Og bedstefaderen i Duprabøgerne siger: "Livet er en lyst at leve, når man tør det. Husk på, der findes ingen problemer, der findes blot en masse opgaver, der skal løses."

    Man skal sætte sig mål i tilværelsen og forsøge at leve op til dem. Om halmbjerget siger Pjorke: "Det var den drøm, der fik os til at flygte fra stalden og gav os mange oplevelser. Nogle var gode, nogle var dårlige. Men det var alle oplevelser, der har gjort vores liv rigere. Oplevelser, vi ikke ville have haft, hvis vi var blevet i stalden."

    Det er lykkedes Jens Peder Larsen at sætte disse snusfornuftige, enkle, men vigtige leveregler ind i en dramatisk sammenhæng, i spændende historier, så udsagnene får vægt og opleves som summen af nogle erfaringer. Ved at trække på det bedste i sig selv, ved at være fælles om opgaverne og forholde sig positivt, kreativt til dem, lykkes det for personerne i hans bøger at klare de opgaver og konflikter, de stilles over for, med menneskeligheden i behold og nogle erfaringer rigere.

    Bibliografi

    Bøger for børn og unge

    Den er dupra
    Den er dupra

    Jens Peder Larsen

    1984. 1. del af serie

    Åmanden, hyldemor og alle de andre
    Åmanden, hyldemor og alle de andre

    Jens Peder Larsen

    1985

    Den er stadig dupra
    Den er stadig dupra

    Jens Peder Larsen

    1985. 2. del af serie

    Vejen mod stjernerne
    Vejen mod stjernerne

    Jens Peder Larsen

    1986

    Kejserens krone
    Kejserens krone

    Jens Peder Larsen

    1987

    Halmbjerget
    Halmbjerget

    Jens Peder Larsen

    1987

    En loppe kan også gø
    En loppe kan også gø

    Jens Peder Larsen

    1988. 1. del af serie

    Paradistræet
    Paradistræet

    Jens Peder Larsen

    1989

    Den store oversvømmelse
    Den store oversvømmelse

    Jens Peder Larsen

    1990

    Brønden
    Brønden

    Jens Peder Larsen

    1991

    Den tyrkiske prinsesse
    Den tyrkiske prinsesse

    Jens Peder Larsen

    1993

    Den giftige tråd
    Den giftige tråd

    Jens Peder Larsen

    1993

    Der er langt til Lønneberg
    Der er langt til Lønneberg

    Jens Peder Larsen

    1994

    Olines sang
    Olines sang

    Jens Peder Larsen

    1994

    Så du loppen hoppe
    Så du loppen hoppe

    Jens Peder Larsen

    1995. 2. del af serie

    Her var Thomas og Søren
    Her var Thomas og Søren

    Jens Peder Larsen

    1997

    Ligesom os andre
    Ligesom os andre

    Jens Peder Larsen

    1998

    Sølvskoen
    Sølvskoen

    Jens Peder Larsen

    2000

    Under regnbuen
    Under regnbuen

    Jens Peder Larsen

    2001

    Den er dupra - lidt endnu
    Den er dupra - lidt endnu

    Jens Peder Larsen

    2002. 3. del af serie

    Orions bælte
    Orions bælte

    Jens Peder Larsen

    2003

    Når skorpionen stikker
    Når skorpionen stikker

    Jens Peder Larsen

    2004

    Ridder Lykke. Grøn
    Ridder Lykke. Grøn

    Jens Peder Larsen

    2005

    Video

    En loppe kan også gø
    En loppe kan også gø

    1996

    Læs mere om Jens Peder Larsen

    Jens Peder Larsen
    Jens Peder Larsen

    Erik Boas Pedersen

    1994 (99.4 Larsen, Jens Peder)

    Forfattere fortæller
    Forfattere fortæller

    1995 (81.67)

    Vilde veje
    Vilde veje

    Steffen Larsen

    1995 (81.67)

    Mangfoldighedens veje: temaer og tendenser i 90´ernes danske børne- og ungdomslitteratur
    Mangfoldighedens veje: temaer og tendenser i 90´ernes danske børne- og ungdomslitteratur

    1997 (81.67) Redigeret af Anne Mørch-Hansen

    Litteraturpriser.dk

    Her får man de vigtigste pejlemærker i Jens Peder Larsens forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.

    Litteratursiden

    Lille biografi om Jens Peder Larsen og hans forfatterskab.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Jens Peder Larsen