Jin Ping Mei

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Michelle Mølgaard Andersen
journalist, 2012

I den erotiske og dramatiske fortælling ”Jin Ping Mei” fra 1617 gives et indblik i den kvindelige seksualdrift, et forbudt emne, der var hidtil uset i den kinesiske samtidslitteratur. Af frygt for, at værket skulle påvirke kinesernes moral, har værket siden Qing dynastiets magtovertagelse været bandlyst i landet, og heller ikke i dag er ”Jin Ping Mei” tilgængelig for den almene kineser. Forfatteren bag værket kender ingen til.

Baggrund

Forud for det 15. århundrede kunne man i Kina finde alkymistisk-daoistiske tekster, hvor seksuallivet og dets teknikker blev detaljeret beskrevet. Efter 1400-tallet fortsatte skriverierne om erotikken, nu som sovekammerlekture og bordelkunst, og særligt var det, at disse fortællinger ofte indeholdt billeder, som illustrerede de forskellige samlejestillinger. Tegningerne blev sidenhen overført til træsnitskunsten, som anses som den mest almindelige illustrationsform under Ming-dynastiet (1368-1644).

”Begæret næres gennem synet, og kærligheden fødes i hjertet. Kærligheden og begæret fremkalder hinanden; hjerte og øje gennemskuer hinanden. Således har det været til alle tider. Det bør I, mine gode herrer, skrive eder bag øret!”

”Jin Ping Mei, første bog”, s. 23.

Da Qing-dynastiet (1644-1912) overtog magten i 1644, skete der imidlertid store ændringer i forhold til, hvad der blev anset for kunst, og her blev indført et strengt forbud mod den erotiske litteratur og illustration. Grundet dette forbud har ”Jin Ping Mei” siden Qing-dynastiets magtovertagelse været bandlyst i landet, da man mente, at den indeholdt pornografiske elementer, der ville have dårlig indflydelse på kinesernes moral. Ikke mindst var det uset, at værket blotlagde kvinders seksualdrift. Men det var ikke kun den erotiske læsning, man mente var skadelig for folket, værket indeholdt også elementer, der forholdt sig kritisk til tidens politiske og økonomiske korruption, og disse elementer havde Qing-dynastiet absolut ingen interesse i, at folket skulle farves af.

Ukendt, 17. hundredetalstegning fra Suzhou, Kina, via Wikimedia Commons

Debut
Jin Ping Mei cihua, 1617.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Jin Ping Mei, i vers og prosa, 10. bog. Vandkunsten, 2022. Oversat af Vibeke Børdahl.

Til trods for sortlægningen af værket er der gennem tiden udkommet en del udgaver af ”Jin Ping Mei” i Kina, men alle disse er reviderede udgaver, hvor den erotiske del er fjernet. Forbuddet betød således, at det med tiden lykkedes at udrydde den originale udgave af fortællingen. I 1930’erne fik man igen kendskab til den tidligste version ved et fund af 1617-udgaven, der indeholdt de ellers fjernede elementer. Først i 1985 nåede denne tidlige udgave ud over Kinas grænser og blev gjort tilgængelig for den europæiske læser. Det skete i en oversættelse af den franske lingvist André Lévys med titlen ”Fleur en Fiole d’Or”. I Danmark udkom første del af ”Jin Ping Mei” i 2012, og herfra er ni bind planlagt til at udkomme årligt.

Den tidligste udgave af ”Jin Ping Mei” fra 1617 er næsten 3000 sider lang, og fortællingen er fordelt over 100 kapitler. Den er skrevet på talesprogsprosa (baihua) og skifter mellem prosa og vers. Fortælleren er synlig, og der leges med dobbeltbundne udsagn. I den danske oversættelse har man valgt at bibeholde de passager, der knytter sig til historiefortælleren og dennes henvendelse til publikum. Henvendelsen er i den danske udgave fremhævet med versaler og kan eksempelvis lyde: ”HØR HER HISTORIEFORTÆLLER! HVORFOR ER DU SÅ OPTAGET AF AT FORTÆLLE…” (s. 27).

Illustrationerne, der knytter sig til ”Jin Ping Mei”, stammer ikke fra den tidligste udgave fra 1617, men først fra en omarbejdet udgave fra Chongzhen-perioden (1628-1644). I denne udgave var hvert kapitel tilført en dobbeltside med træsnit, i alt 200 billeder. Illustrationerne i den danske udgave er taget fra en genoptrykning af udgaven fra Chongzhen-perioden fra 1933.

Den første udgivelse på dansk indledes med en metatekst, der hjælper læseren til at forstå, hvilken rolle den fiktive fortælling havde i sin samtid. Samtidig forklares det, hvordan fortællingens start er med til at placere handlingen i tid. I første kapitel møder vi den stærke Wu Song, der dræber en tiger med sine bare næver, denne karakter er kendt fra ”Fortællinger fra marsk og mose”, som stammer fra 1400-1500 tallet, mens handlingen i denne fortælling, hvori ”Jing Ping Mei” tager afsæt, udspiller sig i 1100-tallet.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Jin Ping Mei
I fortællingen ”Jin Ping Mei cihua” (1617) (”Jin Ping Mei, bind 1”, 2012) er det uforståeligt for både byens unge svende og den smukke Jinlian selv, hvordan hun, det smukke lamseben, er landet i fl...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Forud for den egentlige fortælling indledes ”Jin Ping Mei” af to korte historier, hvor to ellers hæderlige mænd lader deres viljekraft bøje af smukke kvinder. Begge historier ender tragisk, og således slås temaet for værket an. Tæt forbundet til kærligheden eksisterer begæret, og den som lader sig friste af dette, uden moralske skrupler, vil opleve tragiske følger. Det er imidlertid ikke klart, om denne forbindelse mellem handling og konsekvens skal ses som løftet pegefinger, eller om det er et forsøg på at vise synden som en del af den almene menneskelige væren og som noget, der endda kan tilføre mennesket, herunder kvinderne, livsglæde.

”Jin Ping Mei” kan indskrives under genren psykologisk realisme og adskiller sig fra den kinesiske tradition ved ikke at handle om heltemodige bedrifter, hvilket typisk var temaet for de kinesiske værker, der gik forud for ”Jin Ping Mei”. I stedet beskæftiger den sig med livet i familien, intriger og dramaet mellem kvinderne. Særligt er det, at kvinderne i fortællingen er trådt ud af mændenes skygge og i stedet træder i karakter som fortællingens egentlige hovedpersoner. Der gives et indblik i kvindernes drifter og begær, et tema der i Kina ikke bare var tabuiseret, men også strengt forbudt.

Værkets titel afslører kvindens afgørende rolle for fortællingen. Titlens tre tegn ”Jin”, ”Ping” og ”Mei” rummer navnene på tre af fortællingens vigtigste kvinder. ”Jin” betyder guld og er en reference til den første vigtige kvindeskikkelse i fortællingen, Jinlian (Gyldne Lotus), hvis skæbne vi følger i bind 1. ”Ping” er tegnet for vase og knytter sig til Ping’er (Lille vase), som er navnet på den kvinde, der fører Jinlian ud i mørket og som spiller en afgørende rolle i bind 2. ”Mei” betyder blomme og er en forkortelse af Chunmei (Forårsblomme), den vittige og smarte tjenestepige, der i første bog har en birolle, men som senere stiger op og får en central rolle. Sammensat kan de tre ord guld, vase og blomme sammensættes til betydningen: ’Guldvase med blommegren’ eller ’Blommegren i gylden vase’, hvor vasen med dens snævre åbning skal ses som et symbol på kvindens skede. (”Jin Ping Mei, første bog”, s. 8).

Beslægtede forfatterskaber

”Jin Ping Mei” bliver i den danske oversættelses indledende baggrundsafsnit placeret som det fjerde værk i rækken af ’Forunderlige mesterværker’ fra Ming-dynastiet. Tilsammen udgør værkerne de bedste og mest indflydelsesrige værker i samtiden. (”Jin Ping Mei, første bog”, s. 7). De tre øvrige værker i rækken er: ”De tre riger”, ”Fortællinger fra marsk og mose” og ”Rejsen mod vest.”

Qua ”Jin Ping Meis” berømmelse for de erotiske passager er bogen blevet sammenlignet med italieneren Giovanni Boccaccios ”Dekameron”, der anses som et hovedværk i middelalderens renæssancelitteratur. Bogen blev første gang publiceret i 1886, men skønnes nedfældet 1350-1353, et værk der også behandlede erotik i en tid, hvor det var strengt forbudt. Men i sin form ligger ”Jin Ping Mei” langt fra ”Dekameron”. Selvom begge værker har historiefortællingen som rammefortælling, bliver den brugt på vidt forskellige måder i de to værker.

Rammefortællingen i ”Dekameron” er ti unge (syv kvinder og tre mænd), der flygter fra pesten, der i 1348 ramte Firenze. De ender sammen på et landsted, hvor de fordriver tiden ved på skift at fortælle historier. Gennem disse historier, i alt 100 noveller indeholdende adskillige temaer og moraler, kastes et lys over kvindernes seksualdrifter og begær, som en del af livets mangfoldighed. Sproget er som i ”Jin Ping Mei” humoristisk, og der ses frem mod en bedre fremtid.