BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Jørgen Stamp

Senest opdateret
  • Redaktionen
    marts 2026
Hovedforfatter
  • Sonja Larsen
    stud. cand. comm., 2007

Intro

Jørgen Stamp er bedst kendt for sine illustrationer til børnebøger som for eksempel “Dragens halsbrand” og pegebøgerne “Flyv!” og “Kør!”, men hans navn er også at finde andre steder. Blandt andet leverer han illustrationerne til børnesiderne i DSBs blad Ud&Se, og han laver illustrationer for Codan, Samvirke, SAS og mange andre. Stregen er enkel, øjet forvirres ikke af uvedkommende elementer, og indtrykket er en velkomponeret illustration, der gør det, den skal, nemlig fortælle en historie. Mød for eksempel den dovne elg Helge eller den lille hvide hund, der siger vov til alt og alle. Fælles for Stamps figurer er, at de er tegnet meget simpelt, uden de store detaljer, men på samme tid med så meget talent, at han med helt enkle midler får et udtryk frem, der både bevæger, betager og bringer smilet frem.

Baggrund

Jørgen Stamp blev født i den midtjyske by Silkeborg den 27. oktober 1969. Tidligt begyndte han at tegne. Han tegnede alt, hvad der optog ham. Han tegnede steder, han så, når han var på ferie, og da han som tiårig begyndte at læse tegneserier, øvede han sig ved at tegne det, han så i bladene. Det var blandt andet tegneserieillustratorerne Franquin (Splint og Co.), Peyo (Smølferne, Henrik & Hagbart og Benny Bomstærk) og Lee Falk (Fantomet).

Bogforside
Stamp, Jørgen
Foto: Jørgen Stamp / Privatfoto
  • Født

    27. oktober 1969 i Silkeborg.

  • Uddannelse

    Grafisk designer fra Designskolen Kolding, 1996.

  • Debut

    Dragens halsbrand, 2001.

  • Priser og legater

    100.000 kr. legat fra “10 mio. kr.-puljen” under Statens Kunstfond (2006).

  • Seneste udgivelse

    Detektiv Snif i Den Spejlvendte By. Carlsen, 2026. (Billedbog).

Hermed var de første frø til fremtidens karriere sået, og efter endt skolegang søgte Stamp ind på Designskolen Kolding, hvor han de følgende fem år studerede på Institut for Visuel kommunikation. I 1996 tog Stamp sin afgangseksamen, og i de følgende år arbejdede han som freelance grafiker for Jyllands-Posten, Monopol og Reuters i London, indtil han i 1998 blev fastansat på Politiken som nyhedsgrafiker. Her blev han i fire år, og det var i denne periode, han debuterede som børnebogsforfatter og illustrator med bogen “Dragens halsbrand”, der udkom i 2001. Året efter udkom de to pegebøger “Vov” og “Kvæk”, som kom til verden i samarbejde med hustruen Anne Misfeldt, der også er uddannet fra Designskolen Kolding.

I 2003 slog Stamp sig ned som freelance illustrator og lever i dag af at illustrere for reklamebureauer, blade og magasiner og, ikke mindst, af at forfatte og illustrere børnebøger. For som han siger “visionen er at nogen børn vil huske mine tegninger og historier – også når de bliver voksne.” (Jørgen Stamp i interview via mail med Sonja Larsen, maj 2007).

Udvalgte bøger

Masser af streger og farvekridt

Bøgerne “Dragens halsbrand” (2001) og “Højt at flyve” (2002) er både skrevet og illustreret af Jørgen stamp. Illustrationerne er humoristiske og udtryksfulde med masser af streg og udtværet farvekridt.

I “Dragens Halsbrand” møder vi drageungen August, der har så frygteligt ondt i halsen. Alle hans venner forsøger at hjælpe ham, men det er først, da en lille flue sætter sig på hans næse og får ham til at nyse, at problemet løser sig.

“Højt at flyve” er historien om Giraffen Valter, der ikke vil invitere sin ven skildpadden med op i sin hjemmebyggede flyver, men da Valter pludselig skal reddes, får tonen en anden lyd, og han bygger en ny flyvemaskine med plads til to.

Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer. © Jørgen Stamp
Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer. © Jørgen Stamp

Figurerne er meget udtryksfulde og levende, og deres reaktioner og humør er let aflæseligt via deres tydelige kropssprog og store øjne. Som eksempel kan nævnes en scene fra “Højt at flyve”, hvor Sofus netop har reddet Valter op af søen efter at være styrtet ned med sin flyver. Valter sidder på jorden med hovedet lidt på skrå og ser noget så brødebetynget og flov ud, fordi han tidligere havde sagt, at Sofus ikke måtte flyve med ham, og nu har Sofus vist sig som en rigtig ven ved at redde Valter. Og Sofus, den lille skildpadde, står med store øjne og tungen ud af halsen og puster og stønner efter at have svømmet i land med giraffen. Den situation, at Valter pludselig indser, at den lille skildpadde Sofus faktisk er en rigtig god ven, fordi han lige har gjort alt for at redde ham, kommer så fint frem i figurernes ansigter og holdning, at pointen og moralen træder ekstra tydeligt frem..

Hver side i historien vrimler med små dyr, der kigger på eller er en del af det, der sker; en lille snegl med store øjne, et par køer eller en fisk. De er med til at skabe fokus omkring hovedpersonerne i det, de ikke fortæller en egen sideløbende historie, men altid følger med i, hvad der sker med hovedfigurerne.

I samme stil findes også “Helge elg” (2003) med tekst af forfatteren Tomas Lagermand Lundme.

På opdagelse

De fire pegebøger “Vov” og “Kvæk” (2002) og “Kør!” og “Flyv!” (2006) er for de allermindste børn. “Vov” og “Kvæk” handler om en lille hvid hund der siger vov til alt og alle, og en fræk grøn frø der springer rundt over det hele og siger kvæk. I “Kør!” og “Flyv!” møder vi en lille hvid hund, der henholdsvis kører rundt i en rød bil og flyver rundt i en grøn flyver. Her handler det om modsætninger og bevægelse; op og ned, foran og bagved, højre og venstre, varmt og koldt.

Bogforside

Fortællingen har tre lag; figurer, baggrund og tekst, der er lavet i et samarbejde mellem Jørgen Stamp og hustruen Anne Misfeldt, der er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding.

Figurerne er tegnet med tyk sort konturstreg og én fyldfarve, for eksempel er bilen rød, der er en brun gravhund og en flok gule kyllinger. Der er ingen skygger eller detaljer ud over ører, næse, mund og øjne. Og dog er figurerne levende. De skifter position og ansigtsudtryk alt efter, om det går op eller ned, om den lige er kørt med fuld fart gennem en bunke blade eller bliver gøet i hovedet af en endnu større hund. Stilen er enkel og lidt naiv i sit udtryk.

Baggrundene har en stor grad af stoflighed over sig, i det der er brugt forskellige teknikker og materialer, såsom fortovsfliser og avisudklip, til at skabe liv og struktur. Farverne er afdæmpede grå, brune, grønne og blå nuancer. Baggrunden står i stilmæssig kontrast til figurerne og skaber derved opmærksomhed om både sig selv og figurerne. Samtidig har kontrasten den virkning, at figurerne ser ud, som var de klistret på. De står på en måde ud fra baggrunden, så man får lyst til forsøge at ryste dem ud af bogen.

Teksten består af enkelte ord som “op”, “ned”, “over” og “under”, “vov” og “kvæk” og er således enkle som figurerne og sætter på simpleste vis ord på billederne. Ideen bag bøgerne var ifølge Jørgen Stamp “at lave bøger til helt små børn, som er visuelt udfordrende og skiller sig ud, men stadig kommunikerer enkelt og direkte” (Jørgen Stamp i interview via mail med Sonja Larsen, maj 2007).

Alle fire bøger har fået meget ros med på vejen af anmelderne, og de to forfatteres uddannelse som grafisk designer og tekstildesigner forbliver heller ikke ukommenteret. En positiv anmelder skrev: “Det er tydeligvis to grafikere, der har været på spil. Her er mere kommunikation end digt.” (Steffen Larsen: Billedbog: Til den søde tand. Anmeldelse af “Kvæk” og “Vov”, Politiken, 2002-11-02). Og en anden skriver “en fantastisk fornyelse af genren” (Jens Raahauge i forbindelse med udvælgelse af kandidater til Illustratorprisen 2003).

Ti børn – ti næser

Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer © Jørgen Stamp
Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer © Jørgen Stamp

Jørgen Stamp har illustreret Lotte Sallings to bøger om ballademagerne fra 1. B, “1. B” (2002) og “1. B i byen” (2005). Der er ti elever i 1. B, og der er ingen grænser for, hvad de kan finde på af sjov og ballade – faktisk mest ballade. Får de eksempelvis lov at male, ja så går der ikke lang tid, inden der er gule håndaftryk på væggen, en hinkerude på bordet eller måske er plantens grønne blade pludselig blevet malet røde og gule. Og på en tur til København er der næsten heller ingen grænser for, hvad de frække unger finder på.

På hvert af bogens opslag er der en dobbeltsidet illustration, der viser de ti ballademagere i fuldt vigør i klasseværelset, i skoven, i København og så videre. Børnenes store hoveder er det første man lægger mærke til. I ansigtet en mund der går fra det ene øre til det andet og en lille fin næse, der er helt forskellig fra barn til barn. Som i Stamps øvrige illustrationer er denne også holdt i en enkel stil. Børnene ligner stort set hinanden (bortset fra næserne), men detaljen ligger i hvert enkelt barns balladestreg. Alle har de gang i et eller andet, og det er netop det, der gør illustrationerne spændende, at få øje på alle de skøre ting, ungerne er i gang med. Der er brugt en tynd sort tusch til illustrationerne, som siden er farvelagt med farvekridt i dæmpede nuancer. Den sorte tusch er også brugt til at lave stregede skygger med, hvilket giver et lidt tilfældigt og hurtigt udtryk, der stemmer godt overens med de vilde unger.

Som en genganger fra tidligere illustrationer, eller som et lille varemærke, sniger der sig også ind i mellem små dyr med på billederne. I musiktimen vrimler det for eksempel med små mus, og da det endelig bliver fredag, og børnene lukkes ud af skolens dør, springer der en lille grå mus og en rød mariehøne med. Smådyrene kan i disse fortællinger symbolisere børnenes nysgerrighed og frækhed, og at man aldrig rigtig ved, hvor man har dem.

Illustrationer i UD&Se og andre blade

Kører man tit i tog, er man måske bekendt med DSBs blad Ud&Se, der kommer en gang om måneden, og så har man nok set en eller flere af Jørgen Stamps tegninger. Han lægger nemlig streg til børnesiderne “For børn...”, der har overskrifter om alt fra “Lånte fjer” og “Spidse tænder” til “Pyramidens hemmelighed” og “Kroppen som lærred”. Her er stilen en helt anden. Fra at være håndtegnet og for eksempel malet med vandfarve har Stamp her brugt computerprogrammet Adobe Illustrator og skabt en ren og klar stil uden håndtegningens til tider tilfældige og skitseagtige udtryk. Figurerne er prototypiske, karikerede og humoristiske og fungerer som akkompagnement til en faktatekst. De har altså ikke, som i en børnebog, karakter af at være en del af historien.

Teknikken i disse billeder går igen i illustrationer lavet for blandt andre SAS, Samvirke, Sampension, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Codan, men hvor figurerne er knapt så karikerede, og mere naturalistiske.

Når tegningen fortæller historien

Jørgen Stamps illustrationer fortæller en historie i sig selv. Det ser man tydeligt i for eksempel de små pegebøger. Men også i “Dragens halsbrand”, der er for de lidt større og har mere tekst, er illustrationerne og figurerne fulde af liv og historie. Og det er netop det, der er vigtigt for Stamp i hans arbejde: “at skabe liv i figurerne og få børn og voksne til at sympatisere med dem” (Jørgen Stamp i interview via mail med Sonja Larsen, maj 2007). Og man må sige, det lykkes. Som læser er man altid med på, hvordan figuren har det, om den er stolt, ked af det, glad eller frustreret. Ikke mindst figurernes store hvide øjne med små sorte pupiller husker læseren på, hvor meget et blik kan sige. Udtrykket kommer således frem med helt enkle og direkte midler, tegningerne er ikke plastret til med uvedkommende detaljer, men har den ene detalje, for eksempel øjnene eller en gestus, der gør, at meningen går rent igennem.

Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer © Jørgen Stamp
Eksempel på Jørgen Stamps illustrationer © Jørgen Stamp

Overvejende er stilen humoristisk og uden ironi og slutter altid af med en god og til tider overraskende pointe, som i for eksempel “Vov”, hvor den lille frække hund bliver gøet omkuld af en meget større en af slagsen. Ofte er illustrationen en ligeså stor del af historien, som teksten er det, og nogle gange taler illustrationen helt for sig selv.

Sidst, men ikke mindst, må nævnes de små dyr. De dukker op overalt i Stamps tegninger; en lille fugl på cykel, en snegl der ser interesseret på, mens historien udvikler sig, eller en mus, en flue, et egern eller en lille mariehøne der leger rutsjebane på en regnorm. Oftest er de beskuere til historien og øger derfor fokus på hovedpersonerne, men enkelte gange, som for eksempel i serien om Kalle, udspiller der sig små historier, eksempelvis om sneglen og skildpadden der er på tur, men hvor sneglen lader sig bære af sted på ryggen af skildpadden, indtil skildpadden bliver træt og falder i søvn. Overalt følger disse forskellige smådyr med i historierne, og man kan vel nærmest sige, at de er et af Jørgen Stamps små varemærker.

Lignende illustratorer

Eksempel på Jørgen Stamps plakatkunst © Jørgen Stamp
Eksempel på Jørgen Stamps plakatkunst © Jørgen Stamp

Jørgen Stamps illustrationer er helt deres egne, men enkelte elementer kan drages til sammenligning. For eksempel kan figurerne i de små pegebøger “Vov”, “Kvæk”, “Kør!” og “Flyv!” sammenlignes med Brian Patersons figurer i blandt andet bøgerne om Zebraen Zigurd. De er tegnet med den samme tykke sorte tuschstreg fyldt ud med farve, hvilket skaber en figur, der nærmest står ud fra baggrunden. Desuden er Patersons figurer også ledsaget af alverdens smådyr.

Stilen i “Dragens halsbrand” og “Højt at flyve”, der er karakteriseret af en løs streg fyldt ud med farvekridt, kan sammenlignes med Charlotte Pardis illustrationer til blandt andet billedbogen “Græd blot hjerte...”. Pardi er som Stamp uddannet fra Designskolen Kolding. Rent farve- og stilmæssigt er Pardis illustrationer spændende at se på, da de blander akvarel, olie og farvekridt. Stregen er let og løs, og farverne er lagt på med en velovervejet skødesløshed. Baggrunden er holdt i grågrønne nuancer der bliver brudt af en glaskande med rød saft eller en kop med lyseblåt mønster. Alt i alt minder det grafiske udtryk om det man ser i de fire pegebøger, hvor baggrundene er lavet af tekstildesigner Anne Misfeldt.

Bibliografi

Pingvinen som mistede sin jakke
Pingvinen som mistede sin jakke

Jørgen Stamp

1997. Pixi-bog

Dragens halsbrand
Dragens halsbrand

Jørgen Stamp

2001. Børnebog

Gab

Jørgen Stamp

2001. Pegebog

Højt at flyve
Højt at flyve

Jørgen Stamp

2002. Børnebog

Kvæk
Kvæk

Jørgen og Anne Misfeldt Stamp

2002. Pegebog

Vov
Vov

Jørgen og Anne Misfeldt Stamp

2002. Pegebog

1.B
1.B

Lotte Salling

2002. Børnebog

Helge Elg
Helge Elg

Thomas Lagermand Lundme

2003. Børnebog

Umulige Jannik
Umulige Jannik

Thomas Lagermand Lundme

2004. Børnebog

Vild ferie
Vild ferie

Bo Skjoldborg

2004. Børnebog

EU som en landsby
EU som en landsby

Peter og Kim Boye Holt Bejder

2004. Børnebog

Store bjørn

Poul Larsen

2004. Børnebog

1.B i byen
1.B i byen

Lotte Salling

2005. Børnebog

Kalle og Giraf bygger en bil
Kalle og Giraf bygger en bil

Jørgen Stamp

2005. Børnebog

Kalles nye cykel
Kalles nye cykel

Jørgen Stamp

2005. Børnebog

Super Kalle

Jørgen Stamp

2005. Børnebog

Prinsessen der selv ville børste tænder om torsdagen
Prinsessen der selv ville børste tænder om torsdagen

Birgitte Gärtner

2005. Børnebog

Øv
Øv

Peter Mouritzen

2005. Billedbog

Det skal du få betalt
Det skal du få betalt

Charlotte Fleischer

2006. Børnebog

Johan og dragen
Johan og dragen

Ulla Raben

2006. Børnebog

Johan og de vilde dyr
Johan og de vilde dyr

Ulla Raben

2006. Børnebog

Johan og det sorte hul
Johan og det sorte hul

Ulla Raben

2006. Børnebog

Johan og skatten
Johan og skatten

Ulla Raben

2006. Børnebog

Folketingets arbejde i sal og udvalg
Folketingets arbejde i sal og udvalg

Ulrik Brandt

2006. Undervisningshæfte

Flyv
Flyv

Jørgen og Anne Misfeldt Stamp

2006. Pegebog

Kør
Kør

Jørgen og Anne Misfeldt Stamp

2006. Pegebog

Kalle og Giraf bygger hule
Kalle og Giraf bygger hule

Jørgen Stamp

2007. Billedbog

Kalles bold
Kalles bold

Jørgen Stamp

2007. Billedbog

Kalles båd
Kalles båd

Jørgen Stamp

2007. Billedbog

Min morfars skattekiste
Min morfars skattekiste

Mette Egelund Olsen

2009. Billedbog

Ti små cyklister
Ti små cyklister

Jørgen Stamp

Carlsen, 2009. Billedbog.

Tæl med mus
Tæl med mus

Jørgen Stamp

Turbine, 2009. Billedbog.

Hvad nu hvis -
Hvad nu hvis -

Jørgen Stamp

Turbine, 2009. Billedbog.

Mons leger ridder
Mons leger ridder

Jørgen Stamp

Carlsen, 2010. Billedbog.

Mons får et kæledyr

Jørgen Stamp

Carlsen, 2010. Billedbog.

Mons i blæsevejr
Mons i blæsevejr

Jørgen Stamp

Carlsen, 2010. Billedbog.

Sigurd og Selma gætter dyr
Sigurd og Selma gætter dyr

Jørgen Stamp

Turbine, 2010. Billedbog.

Hunden og bjerget. Århus Kunstbygning

Jørgen Stamp

2010. Billedbog

Kasper Kamels jul
Kasper Kamels jul

Jørgen Stamp

Carlsen, 2011. Billedbog.

Op og ned ad gaden
Op og ned ad gaden

Jørgen Stamp

Alvilda, 2011. Billedbog.

Ræseranden
Ræseranden

Jørgen Stamp

Alvilda, 2011. Billedbog.

Otto og kufferten
Otto og kufferten

Jørgen Stamp

Alvilda, 2012.

Kalle leger cowboy
Kalle leger cowboy

Jørgen Stamp

Carlsen, 2012. Billedbog.

Kalle og giraf på telttur
Kalle og giraf på telttur

Jørgen Stamp

Carlsen, 2012. Billedbog.

Kalles kusine
Kalles kusine

Jørgen Stamp

Carlsen, 2012. Billedbog.

Kalle er sørøver
Kalle er sørøver

Jørgen Stamp

Carlsen, 2012. Billedbog.

Skrid, Sigurd
Skrid, Sigurd

Jørgen Stamp

Alvilda, 2013. Billedbog.

Hilmar og dværgdragen
Hilmar og dværgdragen

Jørgen Stamp

Carlsen, 2013. Billedbog.

Hilmar og bio-robotten
Hilmar og bio-robotten

Jørgen Stamp

Carlsen, 2013. Billedbog.

Arne i de varme lande
Arne i de varme lande

Jørgen Stamp

Alvilda, 2015. Billedbog.

Hvilken farve er min
Hvilken farve er min

Jørgen Stamp

Turbine, 2015. Billedbog

Jeg lærer om trafik. Bolden
Jeg lærer om trafik. Bolden

Jørgen Stamp

2015

Dyrenes Lege : et sportsstævne for dyr
Dyrenes Lege : et sportsstævne for dyr

Jørgen Stamp

Alvilda, 2016. Kunstner: Jørgen Stamp. Billedbog.

Klokken - en bog om tid. Bolden
Klokken - en bog om tid. Bolden

Fanny Bruun

2016. Illustrationer af Jørgen Stamp

Sort humor. Bolden
Sort humor. Bolden

Jørgen Stamp

2020

Bodil og Einstein sniffer numser
Bodil og Einstein sniffer numser

Gry Kappel Jensen

Turbine, 2021. Illustreret af Jørgen Stamp.

Smag
Smag

Jørgen Stamp

Carlsen, 2022

Lugt
Lugt

Jørgen Stamp

Carlsen, 2022

Mons i regnvejr
Mons i regnvejr

Jørgen Stamp

Carlsen, 2023.

Rodebogen
Rodebogen

Jørgen Stamp

Gads Børnebøger, 2023.

Du fjoller, Fantus! Bolden
Du fjoller, Fantus! Bolden

Jørgen Stamp

2023. (Du fjoller, Fantus!)

Alle aberne
Alle aberne

Jørgen Stamp

Gads Børnebøger, 2024.

Detektiv Snif i Den Spejlvendte By
Detektiv Snif i Den Spejlvendte By

Jørgen Stamp

Carlsen, 2026. (Billedbog).

Illustrationer for

Ud & Se (Jørgen Stamp har siden august 2004 lavet illustrationer til siderne “for børn...” i DSBs månedsmagasin Ud&Se)

Politiken, Radar (SAS), Samvirke, Sampension, Hovedstadens, Sygehusfællesskab, Codan, Widex, Chr. Hansen, NovoNordisk, Komputer for Alle, Reuters, Jyllands-Posten, Hvem Hvad Hvor, Sirene, Sonofon, TDC-Magasinet, Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Digital Foto, HedeDanmark, Euroman, NYH:S, Børn&Unge, Dansk El-forbund, Ballerup Kommune, Kunde&Co, Bysted, Gramstrup Design, Designmatters og Datagraf

Om illustratoren

Jørgen Stamp

På Jørgen Stamps hjemmeside kan man finde hans bibliografi, en kort biografi og en række eksempler på hans illustrationer. Desuden er der en del anmeldelser af hans bøger fra diverse dagblade.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jørgen Stamp