Marguerite Duras

Genrer og tematikker

Jo længere man dykker ned i Marguerite Duras’ forfatterskab, des flere glidninger oplever man mellem livet og litteraturen – hun skriver og fortæller sin historie igen og igen i bøger, på film og på tv, så mange gange at hendes liv og især hendes sene værker til sidst bliver om ikke det samme, så i hvert fald uløseligt forbundne og indviklede i hinanden. Hun ”genskrev” sågar sit eget navn, idet hun forkastede både sin fars navn Donnadieu, som også bæres af resten af hendes familie, og sin mands navn Antelme. I stedet tog hun Duras, som er navnet på den by i Frankrig, hvor hendes afdøde far havde et hus. Navneskiftet var en kærlighedserklæring til faren, men også en afvisning af mændenes magt, og kan desuden både forstås som en afstandtagen fra familien og en beskyttelse af dem fra en medieoffentlighed, idet hun udgav så voldsomme beskrivelser af moderen og brødrene i romaner. Som teoretikeren Leslie Hill påpeger i bogen ”Apocalyptic Desires”, er netop denne omskrivning af navnet og af sin egen biografi og persona meget typisk Duras og kan ses som et udtryk for hendes optagethed af kærlighed, sorg, vrede, beskyttelse og territoriel tilknytning.

Duras’ værker arbejder serielt, motiver og temaer gentages, hun bruger sine romankarakterer næsten som hun bruger sig selv, genbruger og fordobler dem, benytter sig af de samme karakterer på tværs af film og bøger. Især Duras' kvindeskikkelser udfordrede tidens seksualmoral, for eksempel i ”Moderato Cantabile”, hvor en gift overklassekvinde mødes og indlader sig med en mand fra arbejderklassen.

Når man læser Duras’ forfatterskab, er der ingen tvivl om, at et særegent blik gør sig gældende, og blikket er også et genkommende tema i hendes værker, både i forhold til kærligheden og hukommelsen. Ofte er teksterne tætte af beskrivelser af landskaber, scener, hverdagslige handlinger – som læser undrer det ikke, at filmen var hendes andet medie. Især i bøgerne ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina” optræder teksterne decideret fotografiske. Duras har et bredt stilistisk spektrum i sin prosa, men korte, prægnante sætninger, som besidder en art overvældende, kategorisk præcision, synes at være hendes særlige kendetegn.

I værker som for eksempel ”Lol V. Steins Henførelse” og ”Vicekonsulen” har Duras eksperimenteret med fortælleforhold, der bestemt ikke er nogen given størrelse i hendes forfatterskab. Hun arbejder meget med usikkerheden i det fortalte, fortællingen bliver hos hende i sig selv en ustabil struktur, hvis orden både skabes og destabiliseres af den fortællende. I ”Lol V. Steins Henførelse” glider tematiseringen af blikket sammen med den eksperimenterende fortælling i en sammenskrivning af blik, beskrivelse og bemægtigelse.

Beslægtede forfatterskaber

I 1963 udgav den franske forfatter Alain Robbe-Grillet essaysamlingen ”På vej mod en ny roman”, som skulle blive toneangivende i læsningen af tidens især franske romaner, og som ligeledes gav fællesbetegnelsen nouveau roman eller den nye roman til en mængde værker, deriblandt flere af Duras. Denne nye form, mente Robbe-Grillet, var karakteriseret ved ikke at tænke i plot, handling og udvikling hos karaktererne, som det ses i mange traditionelle romaner. De nye romaner var i stedet rige på detaljer, objektbeskrivelser, gentagende bevægelser og forkastede den alvidende tredjepersonsfortæller til fordel for forskellige eksperimenter med nye fortælleformer.

Som skønlitterær forfatter arbejdede Robbe-Grillet ligesom Duras med stærkt subjektive fortællepositioner, for eksempel i romanen ”Jalousi” fra år 1957, som handler om en mand, der udspionerer sin kone og en nabo, konens mulige elsker, gennem et vindue dækket af persienner. Som i flere af Duras’ romaner arbejder Robbe-Grillet i ”Jalousi” også med sammenhængen mellem begær, blik og spekulation. Af andre samtidige franske forfattere, som eksperimenterede med romanformer og erindringsstof, kan nævnes Nathalie Sarraute og Claude Simon.

Francoise Sagan skrev om kvinder, seksualitet og kærlighed i 1950'ernes og 1960'ernes Frankrig. Ligesom Duras skriver Sagan om at være en ung kvinde med et seksuelt forhold til en ældre mand i romanen ”Et usikkert smil” fra år 1958. Selvom Sagans tekster er lettere og på sin vis mere humoristiske i tonen end Duras', har hun et lakonisk og klart udtryk, som gør dem beslægtede.

En anden fransk kvinde, som skrev langt mere eksplicit om seksuelle emner, var Anaïs Nin, der udgav allerede i årene før Anden Verdenskrig. Hun er mest kendt for sine erotiske noveller og for sine dagbøger. Ligesom Duras har hun skrevet omfattende om sin selvbiografi, der ligeledes bærer et præg af selvmytologisering. De to har endvidere en stor interesse for især kvindeligt begær og seksualitet til fælles.

Man kan finde forfattere, som benytter sig af nogle af de samme greb som Duras, men det er svært at finde noget som rigtig ligner hendes tekster og det omfangsrige corpus af værk, fortælling og myte som på sin vis er Duras. Stilistisk er der noget virkelig særegent ved hendes arbejde med stoffet og ved hendes sprog, som er så sikkert skrevet, så sikkert også i beskrivelsen af og omgangen med alt det, som ikke kan siges eller forklares.

Relaterede forfattere