Michael Ende

Introduktion

Personerne i Michael Endes bøger bliver ofte spillet et puds af kræfter, som de ikke kender eller ikke kender godt nok. Resultatet er, at deres kurs mod et mål er zig-zag´ende. Sådan er Michael Endes egen kurs som forfatter også.

Da han i 50´erne begyndte at skrive var det med en ambition om at blive skuespilsforfatter. Han arbejdede nemlig som teaterregissør og var irriteret over den dominans, det realistiske skuespil havde i teaterverdenen. Men der skulle gå årtier, før han faktisk fik udgivet et skuespil. Derimod fik han skrevet en eventyrlig børnebog, som han fik retur fra de første ti forlag, han sendte den til. Det var Jim Knap og Lukas Lokomotivfører, der udkom i 1960, og som i ´62 blev fulgt op af en fortsættelse: Jim Knap og de vilde 13 . Bøgerne blev pænt modtaget, og der faldt endda en ungdomsbogpris af. Men så skete der i øvrigt ikke mere i forfatterskabet i de næste ti år. Først i 1973 udkom Momo, der også blev pænt modtaget og prisbelønnet og også stabilt solgt, men ikke tilnærmelsesvis i oplag så store som ti år senere.

Da Ende i 1979 udgav sin tredje roman, Den uendelige historie, var både han og forlæggeren stærkt i tvivl om dens økonomiske bæredygtighed: kunne sådan en bog overhovedet sælge de 20.000 eksemplarer, som prisen var baseret på? Deres tvivl var ubegrundet. Som bekendte blev bogen en eksempelløs succes - og ikke blot i en enkelt bogsæson, men gennem hele perioden siden den udkom, har den ligget på bestsellerlisten i Tyskland og mange af de over tyve lande, hvor den er udkommet. Man skønner i dag, at Endes få bøger sammenlagt har nået et oplagstal på over fem millioner. Og hvad Momo ikke kunne klare, da den udkom, har den senere præsteret: et gigantsalg, der også har medført en filmatisering, (også Den uendelige historie er filmatiseret, i øvrigt i en form Ende selv har fordømt). Ende har gennembrudt oplagsmuren. Hvordan er det gået til? Hvorfor blev Momo først en salgsucces efter 1980, og ikke da den udkom?

Succesen er selvforstærkende. Godt salg skaber filmatisering og omtale, der skaber øget salg osv. Men det er næppe tilfældigt at en fabulerende roman som Momo ikke slog igennem i Tyskland i begyndelsen af 70´erne. Allerede i 1971 forlod Ende Vesttyskland for at bosætte sig i Italien, angiveligt fordi han ikke kunne lide de herskende litterære meninger, der helt overvejende var for en fornuftspræget og realistisk litteratur.

Ende, der er født i 1929, er søn af den tyske surrealistiske maler Edgar Ende. I kort begreb søger surrealismen at frigøre oplevelser knyttet til drøm, fantasi og drift. Oplevelser, der af fornuften ofte fortrænges til det ubevidste. Der er ingen tvivl om, at Ende er dybt påvirket af en surrealistisk billedverden, herunder faderens billeder, der indgår i Spejlet i spejlet. I hans forfatterskab hober drømmebillederne sig op, næsten som i den drømmemine, hvor hovedperson i Den uendelige historie bryder billeder, som ligger i uendelige mængder på marieglas, med det formål at finde et, han genkender. Den dybere årsag til Endes gennemslagskraft tror jeg tilsvarende ligger i, at et publikum pludselig kollektivt i hans bøger har genkendt nogle billeder, der har været forvist til underbevidsthedens drømmemine.

Praktisk taget alle Endes bøger er oversat til dansk. Læser man forfatterskabet, ser man, at det er ét stort forsvar for det muntre, fabulerende, kærlige, hele menneske. Tilsvarende angriber det de kræfter, der vil gøre mennesker til redskaber. I Momo er det tidsrøverne, i Gøglereventyr fabrikken og i Den uendelige historie er det kræfter i de enkelte menneske, herskesyge og griskhed, der truer med at gøre mennesket "halvt".

Spejlet i spejlet og Gøglereventyr

Efter Den uendelige historie har Ende skrevet et skuespil, Gøglereventyr, 1982, der i et versificeret og lidt patetisk sprog fortæller om en gøglertrup, hvis cirkus må vige pladsen for en fabrik, men som til gengæld kan få lov at lave reklameshows - hvis de vil skille sig af med den evnesvage Eli ...

Spejlet i spejlet, 1984, består af 30 surrealistiske prosastykker. Her bevæger mennesker sig rundt i en verden fuld af illusioner. Danseren står i positur bag tæppet og venter på, at det skal gå, men teatret er tomt, og tæppet rokker sig ikke. Rejsende tror, de er kommet til en mellemstation, men der afgør aldrig tog. Skuespillere leder efter det ord, der er glemt, og som fik verden til at hænge sammen. De finder det ikke. Andre ser tegn på himlen, der måske er vigtige, men som de ikke forstår. Der er mareridtsagtigt drømmelogik i disse billeder og også brudstykker af græske myter om Ikaros, Ariadne og Minotaurus, men den røde tråd er netop ikke logisk afdækkelig. Det er en stærkt eksperimenterende bog, der i sit værdigrundlag er tæt forbundet med det øvrige forfatterskab, men i sin form peger frem mod nye udviklingsmuligheder for forfatterskabet.

Bibliografi