Baggrund
Monica Hughes var en berejst dame. Hun blev født i Liverpool i 1925, men sine første seks år tilbragte hun i Egypten. Derefter gik turen til Skotland og senere tilbage til England. - Hun var uddannet designer og arbejdede som sådan i London efter krigen.
I 1950 rejste hun til Rhodesia og senere til Canada, hvor hun sammen med sin mand arbejdede og boede mange steder. Ind imellem flytningerne fik hun fire børn.
Det var mere eller mindre en tilfældighed, som satte Monica Hughes i gang med at skrive for børn. Under arbejdet som designer stødte hun på en bog om, hvordan man skriver for børn. Hun blev så optændt af den, at hun forkastede hele sin produktion af ufærdige voksenromaner og gik over til at skrive for børn i stedet. Hun blev fuldtidsforfatter fra 1975.
Genrer og tematikker
Selv om Monica Hughes overvejende skrev science fiction, har hun også skrevet realistiske bøger. En af dem - På egne ben - foregår i Canada under 1930'ernes krise. Drengen Blaines forældre går fallit, og familien må flytte ind hos Blaines morfar. Moren stikker imidlertid af til byen, og senere flytter også faren. Selv om Blaine befinder sig godt i det trygge miljø, drømmer også han om at komme væk. Han kommer med i krigen, selv om han egentlig er for ung og vender hjem, omsider parat til at falde til ro. Det er en meget varm og overbevisende historie.
Endnu en realistisk roman, Jagten, handler om den kræftsyge Mike. Han har en drøm om, inden det er for sent, at opleve en jagt i ødemarken i den storslåede, canadiske natur. At nedlægge et bytte, skaffe sig et trofæ. Mike er enebarn og forkælet. Han kan ikke tale med sine pylrende forældre om sygdommen, ligeså lidt som om drømmen om jagtturen. Alligevel realiserer han den. Da han er på vej hjemad, er han opsat på at bruge livet, nu, hvor han ved, hvad det er værd.
Budskabet i Monica Hughes´ forfatterskab er let at få øje på. Det går igen i alle hendes bøger og hedder: Pas på naturen! Vis respekt, inden det er for sent. Man kunne få den tanke, at drivkraften bag hendes science fiction er at vise - så tydeligt som muligt - hvad der sker, hvis vi ikke tager hensyn til naturen.
Men der er også et politisk budskab. De overlevelsessamfund, hun skildrer, er mareridtsagtige. De minder os om noget, vi har hørt før. Kommunisme? Fascisme? Det er nådesløse, overvågede samfund, hvor Monica Hughes skildrer eneren - hunden i keglespillet. Hun viser, hvordan det føles at være uden for.
"Det er ikke noget, jeg vil. Det er noget jeg er nødt til", siger hendes fortvivlede hovedpersoner. For ingen ønsker at være anderledes eller nedkalde de andres vrede over sig. Det er længslen efter frihed, der får dem til at foretage sig desperate ting.
Mod er en betingelse, hvis du vil ændre på forholdene, og hos Monica Hughes starter oprøret altid hos den enkelte, den lille oprørske celle i samfundets krop - for siden at brede sig til resten af kroppen. - Ofte er oprøreren en pige i de kvindefjendske samfund, hvor kun mændene får lov at deltage i de spændende projekter og træffe beslutninger. Og altid får pigerne vist - ikke at de er mændene overlegne - men at de er ligeværdige og uundværlige.
