Morten Korch

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Carsten Berthelsen
forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg, 1999

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner. Morten Korch blev født i Over Holluf på Fyn. Han døde 1954 i Hellerup mæt af dage. Morten Korchs værk omfatter omkring 120 bogtitler, ti skuespil og 18 filmatiseringer af romanerne. I 1990'erne er det samlede bogsalg opgjort til 6 mio. eksemplarer. Det startede i 1898; da udkom et lille tyndt hæfte dialektfortællinger med titlen "Fyensk Humør" på forlaget Jydsk Forlagsforretning. Forfatteren hed Morten Korch…

Foto: POLFOTO

Udvalgte bøger

Fyensk humør
I 1898 udkom et lille tyndt hæfte dialektfortællinger med titlen "Fyensk Humør" på forlaget Jydsk Forlagsforretning i Århus. Forfatteren hed Morten Korch, og værket bestod af ti muntre beretninger ...
Læs mere om bogen

Introduktion

Morten Korch blev født 1876 i Over-Holluf på Fyn. Han døde 1954 i Hellerup - mæt af dage. Morten Korchs forfatterskab omfatter omkring 120 bogtitler, ti skuespil og 18 filmatiseringer af romanerne. I 1990´erne er det samlede bogsalg opgjort til 6 mio. eksemplarer.

Den danske muld og det danske guld

Den kritik, der blev rettet mod forfatterskabet fx i 1940´erne, tog sit udgangspunkt i bøgernes form. Man mente, at Korch skrev for dårlig litteratur. Kritikerne kastede sig over det æstetiske. Bøgerne var teknisk set for ringe konstruerede og alt for forudsigelige. Den obligatoriske "happy end" gav især rynker på kritikernæsen.

Men man overså i mange år, at Morten Korch var (og er) en meget ideologisk forfatter med fasttømrede meninger om livet i Danmark. Eller snarere hvordan det bør leves. Når Morten Korch lader helten vinde sejr over sine modstandere, så er det fordi, at netop han repræsenterer de værdier, som bør overleve alt. Morten Korchs romaner er ikke banale eventyr om kampen mellem abstrakt ondskab og godhed. Korch er helt klart "den lille mand"´s repræsentant i en verden, der er styret af storindustri, storfinans, storbanker, storbrug og fæle socialdemokratiske agitatorer. I Korchs romaner får disse institutioner og deres repræsentanter én over snuden. Og manet besværgende ned i den kernesunde danske muldjord.

Hovedværket

Morten Korchs hovedværk er romanen Det gamle Guld - forfattet i 1922 og udsendt det følgende år. Med dette værk kunne han fejre sit 25-års jubilæum som forfatter.

I forordet bliver Korch hyldet af sin gode ven P.A. Rosenberg for hans ..."omfattende, roddybe Fædrelandskærlighed". I 1909 var denne Rosenberg hovedmanden bag et oprør i Dansk Forfatterforening, som Korch støttede med sin ildsjæl. Man var dødtræt af bestyrelsen, der bestod af Georg Brandes-tilhængere, så man dannede en fraktion uden for foreningen, der ville tilbagegive Folket en national, etisk og religiøs grundholdning. Således stik mod den rationelle og pessimistiske Naturalisme, som var styrende i dansk litteratur på det tidspunkt.

Titlen Det gamle Guld er hentet fra Oehlenschlägers digt "Guldhornene", som udtrykker den danske universalromantik i begyndelsen af 1800-tallet. En pointe i digtet er, at historien kan og vil gentage sig, hvis ægte og renhjertede individer er modtagelige over for gudernes gaver. Disse forestillinger vil Korch genindføre i det 20. århundrede. Han sammenstiller derfor - i bogens to hovedafsnit - bonden Niels Sværke i 1920´ernes Danmark med vikinge-høvdingen Vermund den Lyse i 900-tallet. På trods af denne betydelige tidsafstand har de to en parallel skæbne og er grebet af samme ånd. Vermund bekæmper hedenskabet i 923 og Sværke materialistiske og åndløse tendenser i sin samtid. Niels bliver leder af en folkebevægelse, der arbejder på, at: "... hver eneste Mand selv skulde sætte sin Skulder ind under Fædrelandets Drageskib, saa det atter kunde skyde frem gennem Fremtidens Hav med spændte Sejl". Morten Korch er således dybt grebet af en romantisk vision om et samfund, hvor alle stænder slutter sig sammen for at få samfundshjulene til at rulle organisk.

Morten Korch vil også harmonisere den gamle og den nye tid i sit hovedværk. Den gamle tid repræsenteres af Dines Mikkelsen, der besidder "Magerhedens Guld". Hans gård er gældfri, og han udtaler sig bittert om den dag i 1870´erne, hvor bønderne på egnen stiftede en andelsforening og anlagde et forsamlingshus. De lånte penge, investerede i en maskinpark og bandt sig til bankernes uærlige kapital, der har rod i de fordærvede storbyer. Dines taler med malmrøst mod 1920´ernes pjattede bønder. Men han tror på Niels Sværkes ærlighed og hans dybe kærlighed til jorden. Og det er denne jord, der er gudernes gave til det danske folk.

Dybt begravet i mulden finder den uskyldsrene heltinde Vermunds guldskat, der ombyttet til dagens kolde kontanter kan løskøbe Niels Sværkes slægtsgård og vriste den ud af hænderne på den slibrige godsejer Karius, der styrer lokalsamfundet. Guldet har bevaret sin værdi gennem 1000 år som det eneste ægte betalingsmiddel, men også som et symbol for den gærende og livgivende jord, for den er i sig selv guld værd som basis for enhver økonomi i fædrelandet.

Det korch´ske liv

Morten Korchs forfatterskab bygger på hans dyrekøbte livserfaringer. Livet i den sindige fynske fødeby, Over-Holluf, bliver tematiseret mange gange, bl.a. i En Husmand (1915). Korch elskede den harmoniske tilværelse i landsbyen før andels- og brugsforeninger - efter hans mening - ødelagde bønders og småkårsfolks indbyrdes forhold.

Korchs videre levnedsløb er bl.a. sat i fiktive rammer i fem solide romaner Indenfor Voldene (1940), Under Byens Tage (1941), Det gamle Teglværk (1942), Frodige Dage (1952) og Fare, fare krigsmand (1953), hvor Morten Korch under navnet Nikolaj optræder som helten i sit eget liv.

Morten Korch har virkelig haft en bevæget karriere. Først som købmandslærling (1890-96) - skildret bl.a. i Sejrgaarden (1913) - siden som handelsrejsende og grosserer (1896-1910). Derefter følger en periode som direktør for Hakkemose Teglværk ved Høje Taastrup (1910-12). Sidstnævnte virksomheder måtte lukke efter en bragende fallit.

Mellem 1912-15 prøvede han sig som forlægger under navnet "Morten Korchs Forlag" i København, men heller ikke denne metier lykkedes for den myreflittige mand. På forlaget udgav han dog tre romaner Guldglasuren (1912), Sejrgaarden (1913) og En Husmand (1915).

I 1915 måtte virksomheden standse sine betalinger, og Morten Korch satsede derefter hårdt på at overleve - nærmest på trods - af sit forfatterskab. Han afsatte en byge af føljetoner til tidens populære ugeblade og tidsskrifter og indledte i 1914 en succesfyldt karriere som foredragsholder. I 1916 fik han romanen En Æreskrans udgivet på Det schønbergske Forlag, der udgav Morten Korchs bøger frem til 1927. Så overtog Steen Hasselbalch rettighederne fra 1927-37, derefter købte sønnen forfatterskabet og bragte det med sig over i forlagssamarbejdet Branner og Korch fra 1949-74.

Det var 2. Verdenskrig, der gjorde Morten Korchs forfatterskab til en forlagsmæssig drøm. Perioden lige efter 1. Verdenskrig havde bragt bøgerne ud til de mange hjem, men nu gik oplagstallene grassat. Man satsede på store førsteoplag, og de blev afsat uden problemer - ikke mindst på grund af romanernes patriotiske indhold. Under besættelsen blev Korchs bøger nemlig et skjold mod den nazistiske indflydelse. I 1942 kunne Morten Korch prale med at have solgt én million eksemplarer af sine bøger, og han lænede sig op ad en stejlt stigende salgskurve.

I 1949 fik filmselskabet ASA enerettighederne til Morten Korchs romaner, og den 9. januar 1950 var der Danmarkspremiere på De røde Heste - instrueret af Alice O´Fredericks og Jon Iversen. Filmen blev en kolossal succes, og 2,3 millioner mennesker vandrede i løbet af de to første år i biografen for at overvære dette ægte danske skæbnedrama.

Denne begivenhed er aldrig overgået i dansk underholdningslivs historie, og gjorde Korch til en nagelfast institution, som man måtte forholde sig til - enten med afsky eller glæde.

De bedste

Det er romanen Kongemøllen (1918), der gjorde Korch til en "rigtig" forfatter. Det er et helstøbt værk, hvor han med fuld kraft anslår den korch´ske tone. Romanen afdækker konflikten mellem "Bryderne" - repræsenteret af den stoute og slægtsbevidste Niels Bryde - og den ny tids mand, Henry Hammer, der har sylespidse albuer og er helt fordærvet af amerikansk liberalisme. Kampen om Kongemøllens skæbne bølger frem og tilbage. Mellem traditionelle værdier og tidens krav om fornyelse. Romanen giver også Korch lejlighed til at hudflette periodens "gullaschbaroner", der spekulerer i tidens stigende og faldende kurser. De prøver at blive rige på arbejdsfrie indtægter. Og det huer ikke den folkelige forfatter.

Allerbedst er Korch således, når han forholder sig til et konkret historisk materiale, som I Morgen faar vi Sol (1932), der handler om 1930´ernes landbrugskrise. Og i dobbeltromanen Manden paa Naur I-II (1945), hvor han ridser konflikten op mellem det politiske Højre og Venstre i 1890´ernes Danmark.

En kærlig psykolog er Korch i kvindeportrætterne Fru Sara paa Enø (1919) og Fruen paa Hamre (1937). Som decideret letløbende underholdningsforfatter er han på hjemmebane i fx Der brænder en Ild (1920), Uhrene i Rørby (1921), Junker & Co (1922) og Bertil Lynge (1939). De sidstnævnte romaner kan anbefales til læsere med dårlige nerver. Man hviler trygt i den korch´ske favn.

Den korch´ske hygge?

Jo, de 18 film (1950-77) gjorde navnet Morten Korch til et begreb i dansk åndsliv. Det blev synonymt med dansk hygge og en tilværelse fjernt fra storbyens kolde skygger og lejekasernerne. Her var inderlige billeder af stokroser og bølgende kornmarker.

Men filmatiseringerne banaliserede også Morten Korchs budskab og alt det, han ville fortælle danskeren. Helt grotesk er filmatiseringen af Det gamle Guld (1951), hvor Niels Sværkes alvorlige politiske møde (i romanen) er blevet forvandlet til et sommerbal (i filmen) ved den solplettede Roskildefjord. Her synger Niels (Poul Reichhardt) duet med røgteren Jens (Peter Malberg). Sidstnævnte har været vaskeægte cowboy på de prægtige amerikanske prærier og giver landeplagen "Jeg har min hest, jeg har min lasso" til bedste. Ved hvert andet vers afbrydes han af Sværke, der fortæller: "Jeg kender bare Danmark, men det er nok for mig./ Min fødeegn jeg elsker, jeg kender hver en egn". I 1951 er Morten Korchs agitation for et organisk samfund og hans dybe engagement således blevet udblødt til lidt sludren om Danmark kontra den store, vide verden.

Filmene giver hygge i den lune stue foran videomaskinen, men bøgerne er til opbyggelse. De fortæller nemlig om mange danskeres drøm i dette århundrede bl.a. om et liv, der ikke er styret af Christiansborg og magtens andre institutioner. Morten Korchs bedste romaner er derfor også udtryk for et oprør fra Folkedybet. De er derfor interessante tidsdokumenter, som man bør læse, hvis man vil vide mere om Danmark i vor tid.

Bibliografi

Om Morten Korch:

Morten Korch - et folkeligt Forfatterskab

N. P. Jensen

1946

Intro