*Seneste udgivelse

Najib Mahfuz

Emneord:

Hovedforfatter

May Tcélébi
1991

Egyptisk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner. Najib Mahfuz, født i 1911 og død 2006, er uden tvivl den mest læste forfatter i den arabiske verden. Mange af hans værker er filmatiserede og på den måde nået ud til en større del af befolkningen. Hans popularitet er ikke blevet mindre efter modtagelsen af Nobelprisen. Han er vokset op i et af Cairos gamle kvarterer og studerede filosofi ved universitetet. I årene 1939 44 udkom hans tre første romaner, der foregik i Egyptens oldtid under faraonerne. De sigtede mod at gøre egypterne stolte af deres fortid og styrke deres selvbevidsthed i en periode, hvor landet var under britisk mandat.

Foto: Peter Oftedal / Pressens Bild

Født
11. december 1911 i Old Cairo, Egypten.
Død
30. august 2006 i New Cairo, Egypten.
Litteraturpriser
Nobelprisen i litteratur, 1988.
Seneste udgivelse
Heart of the Night. Oxford University Press, 2011.

Introduktion

"En høj, grov stemme, der lod som torden, steg op til vinduet: Forbandet være denne verden, råbte den og gentog råbet, akkompagneret af to hårde håndfladers klappen."

Med dette voldsomme udbrud fra naboen, kalligrafen Mester Nunu, vågner Ahmad Akif op i ti nye kvarter, nær Husayn-moskeen i Cairo. Han er lige flyttet dertil med sine forældre, af angst for nazisternes bombninger over Cairo under 2. verdenskrig.

I romanen Liv og skæbne i Cairo fra 1946 følger vi Ahmad Akif og hans families forsøg på at tilpasse sig de nye og fremmede omgivelser. Mester Nunu er en venlig mand, der tager livet, som det kommer. Hans slogan Forbandet være denne verden er blot udtryk for denne enkle livsfilosofi. Denne excentriske mand har en stor familie at ernære, fire koner og mange børn, eller som han selv så poetisk udtrykker det elleve planeter, fire sole og én måne.

Med Mester Nunus venlige støtte, og deres aftenbesøg på caféen, lærer Ahmad Akif en del af kvarterets honoratiores at kende. Her diskuterer de politik og udveksler sladder over en kop te og en vandpibe. Ahmad Akif er funktionær i et ministerium, og alle hans forsøg på at opnå et eksamensbevis i jura, eller at få trykt forskellige artikler i tidsskrifter, mislykkes for ham, derfor er han bitter og pessimistisk. Han glemmer dog sine skuffelser for en stund, da han forelsker sig i naboens datter Nawal. De udveksler ømme og generte blikke fra deres respektive vinduer, og Ahmad genvinder noget af sin tro på fremtiden. Romanen giver et fint tidsbillede på arabisk familieliv og på forholdet mellem kønnene.

Farverigt kalejdoskop

I 1947 udkom "Zuqaq al-Midaqq" (Middaqgyden) , der ligesom Liv og skæbne i Cairo foregår i et gammelt kvarter, en lille sidegade til Husaynmoskeen i Cairo, under 2. verdenskrig. Den har ikke nogen egentlig handling, men beskriver den lille gydes brogede liv, som et farverigt kalejdoskop.

Alle bor tæt ved hinanden, og denne nærhed knytter deres skæbner uløseligt sammen på godt og ondt. De er alle fattige eller beskedne småhandlende, der prøver at klare sig, så godt de kan i disse svære tider. Vi møder en række af gydens beboere, den rige forretningsmand Ali Alwan, ægteskabsmæglersken og hendes datter Hamida, der drømmer om et liv i rigdom og luksus, Dr. Booshy, "tandlægen", der tjener penge på at stjæle guldtænder fra nylig afdøde, og den frygtelige Zaitah der lemlæster tiggere på bestilling. Caféejeren indtager en central plads i historien. Han er homoseksuel, hvilket gør hans kone så rasende, at hun en dag prygler ham offentligt for øjnene af hans kunder. De går i forbøn for ham, og hun slipper ham uden dog at få ham på bedre tanker.

Gyden er et mikrokosmos, hvor alle dyder og laster er repræsenterede, og den er fyldt med dramatiske scener og livlige dialoger, der portrætÿÿrer beboerne med varme og humor.

Året efter kom to romaner "al-Sarab" (Luftspejling) og "Bidaya wa-nihaya" (Begyndelsen og enden) , der er en skarp anklage mod social uretfærdighed og fattigdom. Den skildrer en middelklassefamilies sociale og moralske nedtur efter tabet af deres forsørger.

Trilogien

Mellem 1956 og 1958 udkom Najib Mahfuz´ trilogi, der bragte ham Nobelprisen i litteratur i 1988. Den omfatter "Bain al-Qasrain", "al-Sukkariyya" og "Qasr al-shawq".

Det er en stor slægtsroman, der skildrer en middelklasse familie igennem tre generationer, fra 1919 til 1944. Familiemedlemmernes skæbne er vævet sammen med de store politiske og sociale omvæltninger i landet. Det gamle styre kæmper mod voksende krav om selvstændighed og reformer, og opløsningstendenserne er mærkbare såvel i samfundet som i familien. Værket er både Egyptens og familiens historie gennem 30 år. Revolutionen kom i 1952, Kong Faruk blev sendt i eksil, og det nye styre bebudede reformer, men Najib Mahfuz stillede sig afventende, ligesom andre intellektuelle.

Syv år efter revolutionen kom Mahfuz´ næste store værk "Awlad haratina" (Children of Gebelawi) . Den udkom som føljeton i en avis, men blev aldrig udgivet i bogform i Egypten. Denne roman, der helt bryder med socialrealismen, er skrevet i en fabulerende og til tider lyrisk stil. Den kan læses både som slægtsroman og som nøgleroman, hvor forfaderen, Gebelawi, kunne være Gud og hans efterkommere Adam og Eva, Kain og Abel, Moses, Jesus og Mhuammad samt en senere reformator, der mener at frelsen ligger i viden. Den er meget spændende og en betydelig fornyelse i arabisk litteratur, men den er dog gennemgående pessimistisk, idet den antyder, at enhver reform er dømt til forfald med tiden på grund af menneskets egoisme og ufuldkommenhed.

Temaerne i Mahfuz´ følgende bøger er især menneskets søgen efter åndelige værdier, den enkeltes kamp mod samfundet og tiden, der forandrer alting, både menneske og samfund. I romanen "al-Liss wa-al-kilab" (Tyven og hundene) fra 1961 skildrer Najib Mahfuz en mand, der efter at have udstået sin fængselsstraf, er besat af ønsket om hævn over sin kone og hendes elsker, der er skyld i fængslingen. Forfatterens brug af bevidsthedsstrøm giver læseren mulighed for at følge hovedpersonens inderste tanker og reaktioner. Hans tvangstanke fører ham til drabet på to uskyldige. To mennesker prøver at redde ham, den gamle mystiker han har kendt i sin ungdom og en prostitueret pige, der elsker ham. Men hans besættelse er for stærk, og han dør under politiets kugleregn mellem gravene på en kirkegård. Tempoet er hæsblæsende, og man føler ham i hans flugt, på vej mod det uafvendelige.

I Pension Miramar , der udkom i 1967 kort før seksdageskrigen, gør Mahfuz brug af samme metode. Handlingen vinder i intensitet og læseren får indblik i historien set med fire personers øjne. En græsk enke, der driver et pensionat i Alexandria, har nogle faste pensionærer om vinteren. Fire af dem er forelsket i tjenestepigen Zohra, den kønne og stærke pige, der har forladt landsbyen for at undgå et ægteskab med en langt ældre mand. Hun er ambitiøs og ønsker at lære at læse for at forbedre sin fremtid. De fire personer fortæller historien fra hver deres synsvinkel, og man får indblik i deres tanker og motiverne bag deres handlinger. Romanen giver et godt indblik i de politiske forhold i Egypten i 60´erne. Rammen om historien er pensionatet med dets elegante forfald, det står som et symbol på fortiden, der er uigenkaldeligt forbi.

Mod det symbolske og fantastiske

Najib Mahfuz har med held undgået censurens opmærksomhed, måske fordi han har været forsigtig og bevæget sig hen mod det symbolske og fantastiske. Hans store værker "Malhamat al-Harafish" der kan oversættes som De Fattige menneskers legende , "Layali alf laylah" (Tusind og én nats nætter) er blot et par eksempler på romaner, der er inspireret af legender og folkeeventyr. Samtidig bevarer han det nære miljø som ramme om sine historier, og ved at bruge disse nye elementer opnår han en dybere filosofisk og psykologisk dimension.

Najib Mahfuz´ forfatterskab er alsidigt og spændende. Det belyser mange facetter af livet i Egypten i dette århundrede, og de problemer, han beskriver, er samtidig almenmenneskelige, derved hæver hans bøger sig fra det lokale og specifikt arabiske til det universelle.

Hans stil er enkel, og han mestrer alle nuancerne i det arabiske sprog samt den svære kunst at slå bor mellem det klassiske arabisk og talesproget i dialogerne. Najib Mahfuz´ bøger kan bidrage til en større forståelse for den arabiske verden og dens problemer.