- Abigail Josephsenmag.art., 2011
Intro
Tranströmer debuterede som 23 årig med digtsamlingen ”17 dikter” fra 1954 (”17 digte”), og han blev med det samme udråbt til at være et ungt geni. ”17 digte” består af 17 digte af varierende længde og form. Det første i samlingen er digtet ”Præludium”, som betyder et musikalsk forspil: orgelspillet før gudstjenesten går i gang. Digtet er urimet som alle Tranströmers øvrige digte og består af to strofer. ”Præludium” handler om at vågne op fra nattens drømme og om, hvordan bevidstheden vender tilbage til den fysiske virkelighed. Tranströmer kalder i digtets første line den tilstand for ”et faldskærmsudspring fra drømmen”. Rejsen fra søvnen og ind i den vågne tilstand går igennem et storslået natursceneri, der næsten som en fabrik med pumpeværk og skakter og turbiner sender bevidstheden lodret op fra ”de mægtige trærodssystemers underjordisk svingende lygter”, til rejsen ender på jorden under et træ. Den surrealistiske rejse, der beskrives, er så konkret, at det kan minde om en fødsel. Digtet sluttes med spørgsmålet: ”Vil, efter styrtet gennem dødens hvirvel, et stort lys foldes ud over hans hoved?” Der er ikke nogen endelig afslutning på rejsen, for digtet fastholder øjeblikket mellem de to tilstande drøm og opvågen. Det er uvist, hvad der vil åbenbare sig, når det øjeblik er gået; om lyset vil foldes ud. Men der er et håb om åbenbaring, præcis som der er hos kirkegængerne, når orglet spiller præludium.
