”Hva er det du vil ha.
Jeg vet ikke. Så jeg kan like gjerne spise det riktige.
Og hvordan er det.
Jeg vet ikke. Systemet slutter ikke. Det kan alltid bli
bedre. Jeg kan alltid bli bedre.”
”48 rue Defacqz”, s. 161.
Et simpelt handlingsplan ridses op: efter en tragisk familieulykke, hvor moren dør og efterlader en voldelig, dominerende far invalid i en kørestol, som kort herefter også dør, starter to søskende deres eget liv i et hus, de selv har tegnet. Paul er arkitekt og Rakel kunstmaler, og de lever sammen et stilfærdigt, tavst liv, hvor omdrejningspunktet er begges begær til den livsglade Samuel, Pauls chef og Rakels forlovede. Der mangler dog noget: ”Hvor er bevegelsen. Hva er det med dem, med Rakel, Paul og Samuel, de bare står sånn. Er det som et tomrom, i dem, eller mellom (...) en mekanisk innretning” (s. 92). Ørstavik problematiserer menneskers manglende evne til at nå hinanden samt endda evnen til at give sig hen til egen krop og køn, som både Rakel og Paul har et forkvaklet, fornægtende forhold til, ”... jeg ser ikke meg selv, kjenner ikke meg selv, kjenner ikke kroppen, har ingen skygge, ingen vekt, ingen føtter som går i gresset” (s. 56-57).
Historiens tableauer bliver i tiltagende grad abstrakte, og modsætningspar som blød-hård, fyldt-tom, åben-lukket opløses i takt med at tvillingeparrets betændte og frustrerede indre udkrænges. ”48 rue Defacqz” rummer dog også ideer om æstetik, når Ørstavik undersøger mænd og kvinders forskellige tilgange til kunst. Det er et forførende, fascinerende univers, og Ørstavik giver langsomt afkald på det fornedrede og traumatiserede for i stedet at lade skønheden vinde.
Drøm, tanke og virkelighed infiltreres i det tilsyneladende klare, ligefremme sprog, som dog dækker og slører mere end det forklarer.
Ligesom i ”kaldet – romanen” gør Ørstavik her op med den traditionelle fortælling og udfordrer sig selv og læserne i anvendelsen af nye litterære greb, der favner bredt i udforskningen af komplekse elementer som længsel og frigørelse, kunst og kærlighed, mænd og kvinders seksualitet og følelsesangst samt forældres magtfulde overgreb på deres børn.
Hanne Ørstavik
Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i ...
Læs hele forfatterportrættet
