BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
hanne ørstavik
Foto: Linda B. Engelberth
*Seneste udgivelse

Hanne Ørstavik

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2022
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2014
Hovedforfatter
  • Susannah Larrabee Sønderlund
    cand.mag., 2022

Intro

Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i Hanne Ørstaviks romaner, for hun har absolut et mellemværende med eksistensen. Der kredses om identitetsproblematikker, familiære konflikter, tro, sorg, selvmord, begær, magt og afmagt, som skildres med indfølt psykologisk sans og rammende præcision og dybde. Forfatterskabet præges af en insisterende alvor, og det kan være direkte ubehageligt at læse Hanne Ørstaviks beskrivelser af f.eks. et klaustrofobisk, besidderisk mor datter forhold eller en ubærlig menneskelig afstand mellem mor og søn, der får fatale konsekvenser.

Baggrund

Hanne Ørstavik er født nord for polarcirklen i den norske Finnmark i 1969, hvor familien boede indtil de flyttede til Oslo, da Ørstavik var 16. Det var et kristent hjem, og Hanne Ørstavik var medlem af det kristne studenterforbund, mens hun studerede i Oslo, men har som voksen meldt sig ud af kirken: ”Når man er vokset op i et kristent hjem, er der alle de sætninger, der bare er sandheder, som man aldrig sætter spørgsmålstegn ved: »Du skal være ydmyg« eller »Du skal vende den anden kind til«. Det er fraser om selvudslettelse…”(Rikke Rottensten: De gode intentioners terror. Interview i Kristeligt Dagblad, 2001-10-27). Ørstaviks gudslængsel er i dag erstattet med et kunstnerisk kald og ihærdig søgen efter det sande og ægte – også mellem mennesker. Hun er uddannet cand.mag. i fagene psykologi, fransk og sociologi fra universitetet i Oslo og har desuden to grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Herudover har Ørstavik taget det etårige skrivekursus i skønlitteratur på forfatterskolen i Bø, Telemarken.

”Jeg kan jo ikke skrive sådan, tænker jeg. Og det er den forpulede fandens skide lortekusse, der står der og kniber og stritter. Det er hende, tænker jeg, det er mig og jeg er hende og hun står og gynger der med ryggen til og godter sig over at have mig her klynkende og afmægtig. En satans kælling er hun.”

”Kaldet – romanen”, s. 39.
hanne ørstavik
Foto: Linda B. Engelberth
  • Født

    28. november 1969 i Tana, Finnmark i Norge.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i psykologi, fransk og sociologi, grundfag fra den norske Lærerhøgskole i drama og formning. Forfatterstudiet i Bø, Telemarken.

  • Debut

    Hakk, 1994.

  • Litteraturpriser

    Tanums kunststipendium, 1998. Sult-prisen, 1999. P2-lytternes romanpris, 1999. Oktoberprisen, 2000. Havmannprisen, 2000. Amalie Skram-prisen, 2002. Doblougprisen, 2002. Brageprisen, 2004. Klassekampens litteraturpris, 2004. Aschehougprisen, 2007.

  • Seneste udgivelse

    Kærlighed. Grif, 2022. (Kjærlighet, 1997). Oversat af Charlotte Jørgensen.

Både opvækst og uddannelse danner tematisk grobund for Ørstaviks forfatterskab, hvor hun med særegen inderlighed inddrager barndomserindringen og et ofte psykologisk smertefuldt forhold mellem barn og forældre. Det er ligeledes det eksistentielle, konkrete hverdagsdrama, der til stadighed optager Ørstavik. Albert Camus’ ”Den fremmede” er en af de bøger, som har gjort størst indtryk. Den starter så enkelt, men siger samtidig så meget om vigtige og grundlæggende ting: livet er meningsløst, men alligevel lever vi og elsker til stadighed livet. Min livsvilje kommer til udtryk i skriften, og jeg skriver for at forholde mig til livet, har Ørstavik sagt.

En lang række udgivelser er det blevet til siden debuten og kortprosabogen ”Hakk” udkom i 1994, og Ørstaviks forfatterskab har siden ligget til grund for adskillige akademiske opgaver og afhandlinger. Senest i 2008 med udgivelsen af festskriftet ”Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap”, hvis uforbeholdne hyldest til så ung en forfatter hører til sjældenhederne. Nogle af romanernes selvbiografiske elementer har ligeledes skabt røre i hjemlandet Norge, da en af Ørstaviks tidligere ungdomsveninder offentligt opponerede mod at blive brugt så eksplicit og med navns nævnelse i romanen ”Uge 43”. Privat har Ørstavik en datter sammen med forfatteren Håvard Syvertsen, som hun levede sammen med i flere år. Nu er hun bosat i Oslo, hvor hun sideløbende er praktiserende rosenterapeut.

Udvalgte bøger

Der alt er klart

I samarbejde med den franske billedkunstner Pierre Duba udgav Hanne Ørstavik i 2008 ”Der alt er klart”, som er en indbydende kaffebordsbog med Dubas imponerende naturfotografier/-collager akkompagneret af Ørstaviks minimalistiske prosa – ofte blot få linjer omkredset af en klippet, vild landskabsillustration. Bogen er resultatet af en bestillingsopgave i anledning af 100-året for den svensk-norske unionsopløsning i 1905. Ved midsommer i 2004 blev 15 franske og norske kunstnere og filosoffer sendt til Svalbard på en fem dage lang inspirationstur, der skulle resulterer i værker, som året efter skulle gives i gave fra den franske stat til den norske. Ørstavik og Dubas ”Der alt er klart” fortæller historien om en voksen kvinde, som er kommet til Svalbard for at arbejde i minerne og herigennem komme tættere på sin far, som omkom i Kings Bay-ulykken i 1960'erne.

”Om morgenen trekker jeg rullegardinerne opp og ser ut. Når det ikke er vind, ligger alt helt stille. Som om ikke noe har beveget seg i hundre år. Snøen, fjellene, fjorden.”

”Der alt er klart”.

Kvinden forsøger at bearbejde sin sorg og forstå hvorfor faren forlod familien til fordel for den øde, barske minetilværelse: ”Du reiste fra meg. Du reiste hit, til gruvene. Du sa du gjorde det for oss. For pengene, huset du skulle bygge, de lave skattene”. Bogen kredser om et barns savn samt det nu voksne menneske, som via barndommens minder også søger efter noget i sig selv. Kvinden husker tilbage, men søger tilmed svar i de nuværende lyse nætter, minernes voldsomme skakter, de nøgne fjelde, den blikstille fjorde og omsluttende kulde. Naturen er allestedsnærværende og almægtig, og mennesket kan kun beundre og lade sig opsluge. Denne stemning rammes klokkerent i det fine samspil mellem Dubas billeder og Ørstaviks ord.

Genrer og tematikker

En gennemgående tematik i Ørstaviks forfatterskab er forholdet mellem litteratur og hverdagsliv, der ifølge den eksistensinteresserede forfatter er uadskillelig. I flere af hendes romaner er projektet at hive litteraturen ned fra en ofte ophøjet piedestal, for at nå frem til ægtheden og sandheden i dagligdagens konfliktfyldte fortælling (Kjersti Bale: Litteraturen og livet. Forlaget Oktober, 2008, side 97). I Ørstaviks romaner skabes rum efter rum fyldt med nøje udvalgte og formulerede eksistentielle spørgsmål: ”Det er helt, helt afgørende for mit liv at stille mig selv spørgsmål. Det er disse spørgsmål, der gør, at jeg i det hele taget skriver”, har Ørstavik udtalt [1]Dorte Hygum SørensenJeg skriver for at forholde mig til mit livInterview i Politiken, 2009-02-23..

Ørstavik er optaget af at undersøge forbindelsen mellem sprog, tanke og handling, som den udspilles i kunsten og livet. I flere af hendes romaner invaderer sproget (personen) og sætter den selvstændige evne til at selv at tænke over styr. I ”Kærlighed” er det reklamens sprogbrug, som besætter hovedpersonens tanker i sådan grad, at hun glemmer sit ansvar for sønnen Jon. I de efterfølgende romaner har det religiøse sprog samme effekt på den undertrykte studine Johanne og teenageren Signe.

I Ørstaviks litterære univers afsøges især det intime og afgrænsede mikrokosmos mellem forældre og børn. Ørstavik er optaget af familiestrukturens skiftende og meget betændte magtforhold. Hvad er familiens muligheder for at rumme det allerbedste og allerværste og især foregivelsen og romantiseringen af det perfekte?

Begær, kvindelighed og kropslighed er også temaer, der vendes og drejes i Ørstaviks værker. Her udforskes seksuelle lyster og individets fysiske behov for nærhed, intimitet og bekræftelse.

Beslægtede forfatterskaber

Norsk samtidslitteratur fylder meget i det litterære landskab i disse år med store navne som Per Petterson, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård, Lars Saabye Christensen og ikke mindst Hanne Ørstavik, der er blevet oversat til flere sprog. Ørstavik udgør sammen med bl.a. Erlend Loe, Tore Renberg og Linn Ullman 90-00'ernes produktive norske generation, der bl.a. er optaget af at skildre de sociale forandringer i familiemønstrene samt erkendelsen af, at vi har brug for hinanden som mennesker og familiemedlemmer. Ørstavik arbejder især med det psykologiske samspil i og omkring familien samt de afhængigheds- og undertrykkelsesmekanismer, der findes i forhold mellem barn og forældre. Familien og den psykologiske realisme er også i fokus i den prisbelønnede landsmand Per Pettersons forfatterskab.

Hanne Ørstavik har selv udtalt, at hun er inspireret og optaget af bl.a. Virginia Woolf, William Faulkner, Marguerite Duras, Inger Christensen, Tarjei Vesaas, Gro Dahle, Per Olov Enquist, Henrik Ibsen og Stig Larsson (Henning H. Bergsvåg: Interview fra Nettbiblioteket, juni 2003). I forhold til fascinerende sproglige universer er Ørstavik bl.a. inspireret af Birgitta Trotzig, Robert Kangas og Mirja Unge, hvis udforskning af sprog og erfaringsniveauer især er interessant. Desuden minder Ørstaviks karakteristiske sproglige beskrivelser flere steder om danske Ida Jessen, Solvej Balle og Christina Hesselholdt – der også kredser om inderlighed og problematiske familiekonstellationer i deres værker. Ligesom hendes to første minimalistiske og kvadratiske udgivelser minder om nogle af dansk kortprosas udøvere, som f.eks. Peter Adolphsen, Simon Fruelund og Helle Helle.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Hakk
Hakk

Hanne Ørstavik

1994. Roman

Entropi
Entropi

Hanne Ørstavik

1995. Roman

Den tid det tager
Den tid det tager

Hanne Ørstavik

2001. (Tiden det tar. 2000). Roman

Uge 43
Uge 43

Hanne Ørstavik

2003. (Uke 43. 2002). Roman

Præsten
Præsten

Hanne Ørstavik

2005. (Presten. 2004). Roman

Kærlighed; Så sandt som jeg er virkelig
Kærlighed; Så sandt som jeg er virkelig

Hanne Ørstavik

2007. (Kjærlighet.1997. og Like sant som jeg er virkelig.1999) 2 romaner

I morgen skal det være åpent for alle
I morgen skal det være åpent for alle

Hanne Ørstavik

2007. Læsestykke

Der alt er klart

Hanne Ørstavik og Pierre Duba

2008. Tekst- og kunstsamarbejde

Kaldet – romanen
Kaldet – romanen

Hanne Ørstavik

2009. (kallet – romanen. 2006). Roman

48 rue Defacqz
48 rue Defacqz

Hanne Ørstavik

2009. Roman

Hyænerne
Hyænerne

Hanne Ørstavik

C&K, 2012. (Hyenene, 2011). Roman.

På terrassen i mørket
På terrassen i mørket

Hanne Ørstavik

Gyldendal, 2015. (På terrassen i mørket, 2014). Oversat af Karen Fastrup.

Ti amo
Ti amo

Hanne Ørstavik

Grif, 2021. (Ti amo, 2020). Oversat af Karen Fastrup.

Kærlighed
Kærlighed

Hanne Ørstavik

Grif, 2022. (Kjærlighet, 1997). Oversat af Charlotte Jørgensen.

Andre udgivelser

Der alt er klart

Hanne og Pierre Duba Ørstavik

2008. Tekst- og kunstsamarbejde

Hanne Ørstavik om begær

Hanne Ørstavik

Kvinfos webmagasin, 2013-01-25.

Om forfatteren

Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap

Forlaget Oktober, 2008

Interviews

Der stod en kvinde ved vinduet med ryggen til
Der stod en kvinde ved vinduet med ryggen til

Dorte Hygum Sørensen

Politiken, 2009-02-21.

Forfatteren, der maler det indre liv
Forfatteren, der maler det indre liv

Katrine Barslev

Kristeligt Dagblad, 2012-04-16.

Vi har mistet kontakten til kroppen
Vi har mistet kontakten til kroppen

Tine Marie Winther

Politiken, 2012-02-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hanne Ørstavik

Kilder citeret i portrættet

[1]

Jeg skriver for at forholde mig til mit liv

Dorte Hygum Sørensen

Interview i Politiken, 2009-02-23.

[2]

Litteraturen og livet

Kjersti Bale

i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.

[3]

En mordgåde?

Hans Hauge

i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.

[4]

Mellem linjerne

Rikke Andersen Kraglund

i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.

[5]

Idealisme og livsløgn

Lilian Munk Rösing

i: Hauge, Hans og Kristin Ørjasæter (red.): Åpninger. Lesninger i Hanne Ørstaviks forfatterskap. Forlaget Oktober, 2008.

[6]

De gode intentioners terror.

Rottensten, Rikke: Interview i Kristeligt Dagblad, 10-27-2001.