Foto: United Press International via Wikimedia Commons

*Seneste udgivelse

Albert Camus

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2025

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2006

Albert Camus var legebarnet og livsnyderen fra Nordafrika, som endte med at blive folkehelt. Hans forfatterskab sætter eksistentialismen og humanismen op mod absurditeten, ondskaben og angsten i klassikere som “Den fremmede”, “Pesten” og “Faldet”. Det er tunge temaer, som bliver forvandlet til fængslende fortællinger. En stor læserskare, en nobelpris og en mystisk død er med til at fuldende billedet af en myte i moderne litteratur.

Baggrund

Albert Camus blev født den 7. november 1913 i landsbyen Mondovi i Algeriet, som på det tidspunkt var en fransk koloni. Rammerne om Camus’ barn- og ungdom var modsætningsfulde. Han voksede op i materiel fattigdom og fysisk og sanselig rigdom. Han var ud af en arbejderfamilie; faren blev dræbt under Første Verdenskrig, og de boede nu fem personer – farmor, mor, farbror, Camus og Camus’ ældre bror – i en lille lejlighed i Algeriets hovedstad Algier. Albert var ikke ubekendt med at gå sulten i seng, til gengæld havde han en livlig fantasi, en modtagelig sjæl og en høj intelligens, som var nem at stimulere.

”Ude på det dybe lagde vi os til at flyde med ansigterne mod himlen, og solen fjernede de sidste slør af vand, som løb ned i munden på mig. (…) Jeg lagde mig bag hende og holdt hende om livet, og hun brugte armene til at komme frem, mens jeg hjalp til med fødderne. Den stille lyd af plaskende vand fulgte os i formiddagslyset, indtil jeg følte mig træt. Så svømmede jeg væk fra Marie og nåede ind med regelmæssige svømmetag og dybe åndedrag. ( ... ) Lidt efter kom Marie. Jeg vendte mig om og så hende nærme sig. Hendes hud var helt fedtet af saltvand, og hun holdt håret op. Hun lagde sig tæt op ad mig, og i varmen fra hendes krop og solen døsede jeg lidt.”

“Den fremmede”, s. 61-62.

Camus badede i Middelhavet, legede under den nordafrikanske sol og lod sig bombardere af indtryk fra storbyen og naturen omkring den. Han var orienteret mod legen, spillet og konkurrencen, og føjede ad åre kærligheden, erotikken og den umiddelbare sanselige nydelse af livet og naturen til paletten. Essayet “Noces” fra 1939. (“Brudenætter” i “Ungdommens land og sommer” fra 1972) er et fremragende udtryk herfor.

Foto: United Press International via Wikimedia Commons

Født
Den 7. november 1913 nær Mondovi i Algeriet.
Død
Den 4. januar 1960 i Sydfrankrig.
Uddannelse
1930-33 studier i filosofi ved universitetet i Algeriet.
Debut
L’Etranger, 1942 (“Den fremmede”, 2003).
Priser
Nobelprisen i litteratur (1957).
Seneste udgivelse
Samlede taler og foredrag. Etcetera, 2025. Oversat af Hans Peter Lund.

En stor del af hans forfatterskab handler om det absurde i mange af samfundets konstruktioner og institutioner. Hans egne forsøg på at binde an med dem, var heller ikke uden tilbageslag. I 1930 begyndte han på universitetet i Algier, hvor han blev særligt glad for faget filosofi. Alt pegede da også på, at han ville få en ambition om en karriere samme sted opfyldt. Men nogle måneder senere fik han konstateret tuberkulose, en sygdom som forfulgte ham livet igennem. Selv om han fuldførte sine studier i løbet af de næste år, fik han ikke lov til at gå op til embedseksamen på grund af sit dårlige helbred.

I 1933, samme år som hans karriereplaner knækkede, blev han gift med en morfinist og medlem af det kommunistiske parti i Algeriet. Året efter blev han skilt og smidt ud af det kommunistiske parti for en proarabisk holdning, som man blandt andet vil finde uddybet i optryk af hans artikler og dagbøger “Carnets I, II og III” fra 1962 (uddrag på dansk findes i “Dagbøger” fra 1992). Først herefter begyndte skribent- og forfattervirksomheden at tage fart. I 1935 fik han en stilling som reporter på den nystartede avis Alger républicain. I 1937 udgav han sin første bog, en lille essaysamling under titlen “L’envers et ‘endroit” (“Ret og vrang”, 1971) med mere eller mindre biografiske optegnelser fra hans barn- og ungdom. I 1940 arbejdede han for en kort bemærkning på bladet France Soir i Paris.

Albert Camus døde i en bilulykke i Sydfrankrig i 1960 kun 46 år gammel. Ulykken har siden været omgærdet med en vis mystik, ikke mindst fordi den skete ved højlys dag på en lige vej, hvor bilen ramte ind i et træ. Føreren af bilen var vennen og forlæggeren Michel Gallimard, der døde af sine kvæstelser et par dage efter ulykken. Trekantsdrama lød en af spekulationerne. På bagsædet af bilen sad nemlig Jeanine Gallimard – Michels kone og Camus' tidligere elskerinde – samt hendes datter. Den danske forfatter Thorkild Hansen forsøgte at afdække begivenhederne i essayet “Camus' død”, der blev udgivet i 1989.

Udvalgte bøger

Sartres fremmedgørelse

Hovedpersonen står i et stumt modsætningsforhold til de institutioner, som præger kulturen i fransk Nordafrika akkurat som i den vestlige verden. Hvis han har forstået dem engang, gør han det ikke længere. Han lever uden nogen umiddelbar mening i en hverdag, som giver ham mad, varme og sex i et nødvendigt omfang. Og han forstår ikke den mening, resten af samfundet lever efter. Derfor kan han ikke honorere de krav, som en begravelse eller – med et andet eksempel – et parforhold stiller: “Om aftenen kom Marie for at hente mig og spurgte om jeg ville gifte mig med hende. Jeg sagde at det ikke var så vigtigt, men at vi godt kunne gifte os, hvis hun gerne ville have det. Så ville hun vide om jeg elskede hende. Jeg svarede som jeg allerede havde gjort en gang før, at det ikke betød noget, men at jeg vistnok ikke elskede hende.” (s. 51)

”Øjnene kunne intet se bag dette tæppe af tårer og salt. Jeg følte ikke længere andet end solens metalskive mod min pande og, uklart, det blændende skær fra kniven, der stadig var over for mig. (…) Hele min krop spændtes, og jeg greb krampagtigt om revolveren. Hanen gav efter, jeg rørte ved det blanke runde skæfte, og det var da midt i den på én gang tørre og øredøvende lyd, at det hele begyndte (…) Jeg forstod at jeg havde ødelagt dagens ligevægt, den usædvanlige stilhed på en strand, hvor jeg havde været lykkelig. Og jeg skød endnu fire gange på en ubevægelig krop som kuglerne trængte ind i, uden at man kunne se det.”

Albert Camus: “Den fremmede”, s. 70-71

De korte knappe sætninger og tørre registreringer, illustreret ved den berømte indledning, udtrykker Mersaults ‘fremmedgørelse’. Hvis man betænker, hvor mange millioner måder, Camus ellers kunne have udlagt den på, og hvor mange måder fremmedgørelsen var blevet udlagt på i europæisk litteratur (Franz Kafka, Hermann Hesse, Robert Musil, Godot med mange flere), som havde kredset uafladeligt om den de foregående tiår under indtryk af de samme rørelser i samfundet som Camus – så virker det temmeligt genialt og nybrydende. Og modtagelsen af romanen blev da også derefter. Alle som havde et navn og brugte det – franske intellektuelle som Malraux, Paulhan, Blanchot, m.fl. – var begejstrede.

Smagsdommeren over dem alle, forfatteren og filosoffen Jean-Paul Sartre, for i blækhuset og skrev et tyve sider langt essay, “Explication de L’etranger” om romanen. Mere end tres år senere virker “Den fremmede” stadig, som om den var skrevet i går. Den er en af de få romaner, som er blevet kaldt tidløs, der også er det. Og som bliver ved med at komme i nye udgaver og oplag for at møde efterspørgslen fra et nyt publikum.

Erkendelsen af tilværelsens absurditet

Mens Mersault i “Den fremmede” venter på sin henrettelse, erkender han tilværelsens absurditet – eller meningsløshed – som bliver det stærke eksistentialistiske afsæt for Camus’ forfatterskab. Erkendelsen hjælper Mersault til at acceptere, hvem han er – den fremmede – og påtage sig sin skæbne. På den måde opnår han fred. Indsigten fører til forsoning med skæbnen. Det er Camus’ eksistentialistiske pointe – en pointe han gentager omtrent samtidig i tre andre værker, essayet “Le mythe de Sisyphe” fra 1942 (“Sisyfos-myten”, 1973) og teaterstykkerne “Caligula” fra 1944 (“Caligula”, 1957) og “Le Malentendu” fra 1944.

Camus forsøger i forfatterskabets første år at give nogle svar på meningsløsheden: For det første skal man gøre sig sine livsbetingelser klart og ikke flygte ind i andre forestillinger. For det andet er mennesket altid uskyldigt og kan ikke dømmes, da alt i virkeligheden er dømt til undergang. For det tredje skal vi huske passionen – når vi kun har den afmålte tid at leve i, må vi til gengæld leve så meget som muligt her og nu og ikke leve for fremtiden.

Eksistentialismen og humanismen

Camus bandt an med mange genrer: journalistikken, kritikken, essaykunsten og dramatikken. Han lavede teateropsætninger, han redigerede tidsskrifter og han arbejdede som konsulent for forlag. Han gjorde det meste af det med succes. Men hans romaner og noveller rager frem. Måske fordi de bedre end nogen af de andre genrer fusionerer hans kvaliteter som tænker, fortæller, dramatiker og observatør af menneskets natur.

Litteraturhistorisk er de tematiske bånd talrige. Absurditeten er et naturligt tema for litteraturen under indtryk af de religiøse, ideologiske, sociale og kulturelle brydninger i den tid, Camus skriver i. Temaet bliver behandlet i en lang række andre samtidige forfatterskaber med Franz Kafka, Samuel Beckett og Jean Paul Sartre, som nogle af de bedst kendte eksempler. Eksistentialismen og humanismen som et svar på absurditeten øger det tematiske slægtskab med Sartre yderligere.

Filosofihistorisk placerer eksistentialismen Camus i en tradition, der har samme Sartre, som en af sine mest markante repræsentanter sammen med den tyske filosof Martin Heidegger og Søren Kirkegaard.

Camus’ indflydelse herhjemme var anselig blandt flere på det tidspunkt yngre forfattere, som orienterede sig mod Paris. Thorkild Hansen skrev på baggrund af en rejse til Lourmarin essayet “Camus død” – en glimrende introduktion til spændingsforholdet mellem person, myte og forfatterskab i Camus’ liv og eftermæle. Som et popkulturelt kuriosum står de melodiøse goth-rockere og selv ikke-så-lidt-fremmedgjorte The Cures forvandling af nedskydningen på stranden i “Den fremmede” til hittet “Killing an Arab” i 1979.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Franz Kafka

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Bøger

Den fremmede

Albert Camus

1944. (L’Etranger. 1942). Roman

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Priser

Seneste udgivelse

Udvalgte bøger

Sartres fremmedgørelse

Erkendelsen af tilværelsens absurditet

Eksistentialismen og humanismen

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger

Andre tekster

Om Albert Camus

Om forfatteren

Links

Artikel

Bog

Søgning i bibliotek.dk