*Seneste udgivelse

Robert Musil

Emneord:

Hovedforfatter

Christian Jess Rasmussen
cand.mag., 2014

Robert Musil var en af pionererne inden for det modernistiske gennembrud i litteraturen i starten af det 20. århundrede. Hans hovedværk ”Manden uden egenskaber” efterlod han ufærdigt ved sin død i 1942 efter at have arbejdet på værket i 21 år. Historien om Ulrich, manden uden egenskaber, og hans oplevelser i Wien i 1913 er ofte nævnt som en af de vigtigste tysksprogede bøger fra det 20. århundrede.

Baggrund

Robert Musil blev født i Klagenfurt i Østrig i 1880. Hans far var ingeniør og hans mor hjemmegående. Musil blev sendt på militær kostskole i Eisenstadt og Hranice fra 1892 til 1897. Den strenge disciplin og elevernes grusomhed mod hinanden skulle senere inspirere ham til debutromanen ”Disciplen Törless’ forvirringer”. Musil startede på officersskole, hvor han opdagede sin interesse i teknik. I 1898 skiftede han til maskiningeniørstudiet i Brno, hvor hans far var professor, og i 1901 færdiggjorde han sin doktorafhandling. Ved siden af sine ingeniørstudier læste han flittigt litteratur og dyrkede kulturlivet.

”I dette øjeblik ønskede han at være en mand uden egenskaber. Men helt uligt er der vel ingen, der har det. I grunden er det få mennesker, der ved livets midte ved, hvordan de egentlig er kommet til sig selv (…) men de har følelsen af, at der ikke længere er meget, der kan ændre sig.”

“Manden uden egenskaber 1” s. 141.

Efter at have fået sin universitetsgrad, arbejdede han som assistent ved universitetet i Stuttgart og startede med at skrive ”Disciplen Törless’ forvirringer”. I 1903 brød han med ingeniørfaget og startede studier på ny i Berlin, hvor han læste filosofi og psykologi. I 1905 mødte han Martha Marcovaldi, som han giftede sig med i 1911. I 1906 blev debutromanen publiceret. I 1909 fik Musil sin nye dobbelte doktorgrad og blev tilbudt en stilling ved universitetet, som han afslog til fordel for forfattergerningen.

Foto: Forlaget Basilisk

Født
6. november, 1880.
Uddannelse
Maskiningeniør (1901), doktorgrad i filosofi og psykologi (1909).
Debut
Die Verwirrungen des Zöglings Törleß, 1906.
Priser
Nomineret til nobelprisen i litteratur.
Seneste udgivelse
Disciplen Törless’ forvirringer. Basilisk, 2009. Oversat af Karsten Sand Iversen.
Inspiration
Ernst Mach, Fjodor Dostojevskij, Franz Kafka, Rainer Marie Rilke.

For at forsørge sin nye familie (Martha havde to børn fra et tidligere ægteskab) arbejdede Robert Musil som bibliotekar på det tekniske universitet i Wien og som redaktør på forskellige litterære tidsskrifter. Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 meldte Musil sig til hæren og tjente som officer i Italien, hvor han modtog flere udmærkelser. Efter krigen flyttede Musil tilbage til Wien og fortsatte med at skrive skønlitteratur og kritik. I 1921 udkom hans prisbelønnede drama ”Die Schwärmer”. Han udgav novellesamlingen ”Tre kvinder” i 1924, og i 1930 udkom første bind af hans ufuldendte hovedværk ”Manden uden egenskaber”.

Musil fortsatte med at arbejde med værket til sin død. Værket var ikke en kommerciel succes, men blev rost af Musils forfatterkolleger. Nazisterne bandlyste Musils bøger, og sammen med sin kone flygtede han til Schweiz, efter at Østrig blev indlemmet i det tyske rige. Her døde Musil i 1942 af et hjerteslag.

Musils kompakte stil og hans filosofiske udflugter gør ham svært tilgængelig, hvilket måske er en grund til, at han ikke er så udbredt i dag.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Robert Musil beskæftigede sig primært med prosa men skrev også teaterstykker og journalistik. Et af hans temaer er forholdet mellem erotisme og sjælelig transcendens, hvilket er et af hovedtemaerne i novellesamlingen ”Tre kvinder”. Musil var yderst civilisationskritisk, hvilket han oftest udtrykte på ironisk eller satirisk vis, og han hudflettede sin samtids intellektuelle for deres dumhed på sin sædvanlige lakoniske, humoristiske vis. Musil var selv ikke-troende men havde en stor interesse i religion og mysticisme, hvilket han også inkorporerer i både ”Manden uden egenskaber” og ”Disciplen Törless’ forvirringer”.

Musil havde selv en videnskabelig baggrund som ingeniør, ja hans baggrund var primært teknisk frem for litterær. Den præcision og grundighed, der hører sig til det naturvidenskabelige arbejde, tog han i høj grad med sig over i sit forfatterskab. Formmæssigt, hvor han arbejdede med en utrolig præcision i sine sætninger, men også på indholdssiden, hvor et grundlæggende tema hos ham er tiltrækningen og frastødelsen af det videnskabelige rationale vilkår.

Genremæssigt kan man placere ”Manden uden egenskaber” i, hvad der nogle gange kaldes den intellektuelle roman eller det spirituelle essay, foruden at placere den i den litterære modernisme (ofte er de to genrer sammenfaldende). Musils værk er nok den stærkeste repræsentant for denne genre, ja hele bogen med dens små, humoristisk betitlede kapitler, kan læses som en lang essaysamling. Essayet tager sin form og metode fra videnskaben og dens emne fra kunsten, som Musil selv skriver, og bliver derfor den perfekte syntese for forfatteren.

Beslægtede forfatterskaber

Robert Musils hovedværk ”Manden uden egenskaber” er et af den litterære modernismes hovedværker og et af det 20. århundredes vigtigste tysksprogede værker. Den sammenlignes derfor ofte med andre af den litterære modernismes hovedværker: James Joyces ”Ulysses” og Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Samtidig placerer romanen sig som nævnt ovenfor i genren det spirituelle essay med dens mange essayistiske ekskurser. Andre vigtige repræsentanter for denne genre er Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” og Hermann Brochs ”Søvngængerne”.

De mange filosofiske ekskurser, der er i ”Manden uden egenskaber”, trækker især på samtidens store filosofiske tænkere, mest kendt er Friedrich Nietzsche. ”Manden uden egenskaber” er samtidig en undersøgelse af det nihilistiske filosofiske standpunkt, hvor alle værdier er lige meget værd og intet derfor er noget værd. Af samtidige tysksprogede, modernistiske romaner er værd at nævne Alfred Döblins ”Berlin, Alexanderplatz” fra 1929, som bruger nogle skæbner i Berlin som mikrokosmos for en samtidsanalyse. Endelig kan man trække tråde til Franz Kafka, som på samme måde som Musil bruger absurdisme og ironi til at fortælle sine historier.