Alfred Döblin

Emneord:

Hovedforfatter

Emil Groth Larsen
cand.mag., 2014

Den engelsktalende verden har Joyce og ”Ulysses.” Tyskerne har Döblin og ”Berlin Alexanderplatz.” Alfred Döblin blev på godt og ondt synonym med sit hovedværk ”Berlin Alexanderplatz” fra 1929 – den første og til stadighed mest kendte tyske storbyroman. Som praktiserende læge og flittig skribent var han en del af den kunstneriske avantgarde i Berlins pulserende 1920’ere og én af første litterære ekspressionister. Han efterlod sig et væld af værker, der spænder over adskillige litterære bevægelser, nærmest alle genrer og mere end 50 års dedikeret skrivning. Men husket blev han for ”Berlin Alexanderplatz.”

Baggrund

Alfred Döblin blev i 1878 født i Stettin af assimilerede jødiske forældre, men da faderen forlod familien og emigrerede til Amerika med sin elskerinde, flyttede Alfred som tiårig med sin mor og søskende til Berlin. Her var han bosiddende det meste af sin skolegang og medicinske karriere som både hospitalslæge og fra egen klinik. I 1905 afsluttede Döblin sit studie af Almen Medicin på Friedrich-Wilhelms-Universität (det nuværende Humboldt-Universität zu Berlin) med speciale i neurologi og psykiatri. Hans afsluttende afhandling beskæftiger sig med om hukommelsesforstyrrelser i forbindelse med Korsakoffs syndrom.

”Han takker foran hver knejpe sin skaber for, at der findes snaps. Hvis nu alle knejper lukkede eller Tyskland blev tørlagt, hvad skulle jeg så gøre? Nå, så måtte man i god tid have skaffet sig et forråd hjemme. Det vil han straks ordne. En udspekuleret fyr er jeg, tænker han, da han står i butikken […]”

”Berlin Alexanderplatz”, s. 213.

Döblin begyndte at skrive allerede i sin studietid og fortsatte sit litterære og politiske engagement i løbet af 1910’erne med sine første romaner og indlæg i diverse tidsskrifter.

Foto: Wikipedia

Født
10. august 1878, Stettin.
Død
26. juni 1957, Emmendingen.
Uddannelse
Almen Medicin på Friedrich-Wilhelms-Universität (nu: Humboldt-Universität zu Berlin) med speciale i neurologi og psykiatri, 1905.
Debut
Die drei Sprünge des Wang-lun. Georg Müller, 1915.
Litteraturpriser
Fontane-prisen, 1916. Literaturpreis der Bayerischen Akademie der schönen Künste, 1957 (posthumt).
Seneste udgivelse
Berlin Alexanderplatz. Rosinante, 2013. Oversat af Johannes Weltzer og Ulrich Knigge, revideret af Thorstein Thomsen.

Dagen efter den påsatte brand på Rigsdagen i 1933 forlod den jødiske Alfred Döblin Tyskland med sin kone. De flyttede til Frankrig, og Alfred Döblin blev fransk statsborger. Men da den tyske hær i 1940 rykkede ind i Frankrig, fortsatte parret til Amerika, hvor de i Los Angeles blev en del af gruppen af eksilerede jøder og intellektuelle. I 1946 vendte han tilbage til sit hjemland som kulturofficer for den franske militærregering. Men han følte sig ikke hjemme i efterkrigstidens konservative klima i Vesttyskland, og i 1953 flyttede han igen til Paris. Få år senere forværredes hans i forvejen dårlige helbred, og han døde i 1957 på hospitalet i Emmendingen.

Alfred Döblins forfatterskab spænder over et halvt århundrede og antager i den tid mange forskellige former. Som del af den ekspressionistiske bevægelse var han en aktiv skribent i tidsskriftet ”Der Sturm,” som han var med til at grundlægge. Foruden sine romaner, fortællinger, rejseberetninger og dramaer skrev Döblin i sine unge år en del politiske og satiriske essays under pseudonymet ”Linke Poot.” Hans politiske standpunkt et sted på venstrefløjen blev endvidere ytret i den tidlige roman ”Wang-luns tre spring,” der omhandler den kinesiske revolution og er et af hans få værker, der er oversat til dansk. Hans hovedværk, den modernistiske storbyroman ”Berlin Alexanderplatz,” blev i 1929 en kolossal succes, der kom til at overskygge hans øvrige værker.

Som forfatter var Alfred Döblin optaget af menneskets vilkår i samfundet, men var samtidig yderst formbevidst og eksperimenterende. Som en af mellemkrigstidens centrale skikkelser i den litterære avantgarde betragtes Döblin især som eksponent for både ekspressionismen og den senere Neue Sachlichkeit-bevægelse, der eksempelvis skildrer de samfundsmæssige forhold med en objektiv distance.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Berlin Alexanderplatz
Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” fra 1929 (”Berlin Alexanderplatz”, 1930) fortæller historien om den småkriminelle, godmodige og stærke flyttemand Franz Biberkopf og hans mange prøvelser i Be...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Alfred Döblins 50-årige forfatterskab spænder over et væld af forskellige værker og genrer, og han associeres med både den tyske ekspressionisme, Neue Sachlichkeit-bevægelsens senere opgør med denne og futurismen. Foruden sin kontinuerlige produktion af romaner skrev Döblin essays af både politisk, religiøs og filosofisk observans, lige som han skabte både dramaer og en lang række fortællinger.

På trods af sine utallige romaner og mange øvrige værker er Alfred Döblin hovedsageligt berømt for ”Berlin Alexanderplatz”, der som den første og mest velkendte tyske storbyroman skriver sig ind i litteraturhistorien og bliver synonym med hans navn. Med ”Berlin Alexanderplatz” og andre af hans tidlige værker som ”Wadzeks Kampf mit der Dampfturbine” udvikler Döblin sin egen ekspressionistiske stil, hvor forskellige handlingselementer sidestilles og perspektivet hele tiden skifter i skildringen af storbyen og dens liv. Den eksperimenterende stil gør ham til en radikal og hyldet fornyer af samtidsromanen, og Döblin bliver kendt som Tysklands første litterære ekspressionist og én af de helt centrale modernister i litteraturen.

De vigtigste temaer hos Döblin afspejler hans venstreorienterede standpunkt og sociale engagement, og der er i den første del af hans forfatterskab, eksempelvis i ”Die drei Sprünge des Wang-lun” (”Wang-luns tre spring,” 1926), en del revolutionære motiver. Han er dybt optaget af det enkelte menneskes svære vilkår i den buldrende moderne verden, og hans romaner skildrer forholdet imellem moderniteten og de politiske kriser på den ene side og naturen, det enkelte menneske og moralen på den anden. Måske er det hans lægefaglige baggrund, som gør ham i stand til at se de dårligdomme, der plager det moderne menneske. Med sin fremtidsroman ”Berge, Meere und Giganten” fra 1924 giver han sit bud på, hvor galt det kan gå mennesket og naturen i fremtiden, hvis udviklingen fortsætter.

Foruden at være en stor eksperimenterende modernist viser Alfred Döblin sig i den sidste del af sit forfatterskab som behersker af den historiske roman, hvilket han især beviser med romanværket ”November 1918. Eine deutsche Revolution” og hans sidste roman ”Hamlet oder Die lange Nacht nimmt ein Ende”. Han gør det til sin opgave at beskrive episoder i den nyere tyske historie og bruger dem som lærestykker til at spejle sine figurer og deres dilemmaer i.

Alfred Döblin var i sin levetid vidne til voldsomme sociale og politiske omvæltninger, og hans mangfoldige forfatterskab bærer præg af, at han undervejs skiftede ståsted både politisk, religiøst og moralsk. Før Anden Verdenskrig var han en del af venstrefløjens litterære avantgarde, men under sit eksil i Amerika konverterede Döblin til katolicismen og anlagde en ny moralsk tilgang til livet, hvilket også fik betydning for hans skrivning. Det faldt ikke i god jord hos hans tidligere ligesindede. Måske er det derfor, at han betragtes som en lidt overset forfatter, der blot huskes for sit ene ikoniske værk.

Beslægtede forfatterskaber

Alfred Döblin gennemgik i sin litterære karriere en udvikling med flere forskelligartede trin, og der kan derfor tegnes paralleller til både mange af den skrevne modernismes øvrige figurer samt til tidligere og senere tiders store navne i litteraturen. Han er sin fortid bevidst og regner forfattere som Heinrich von Kleist, Friedrich Hölderlin, Friedrich Nietzsche og Fjodor Dostojevskij blandt sine forbilleder.

Som uomgængelig figur i den litterære ekspressionisme har Döblin en lang række stilistiske broderskaber i både Tyskland og resten af verden. Blandt de tyske kan nævnes især Thomas Mann, Franz Kafka og Bertolt Brecht. Sidstnævnte har omtalt Döblin som en helt afgørende inspirator for skabelsen af hans teori om det episke teater, og her er der flere ligheder. Begge benytter de sig af lærestykkets distance og næsten kliniske blik på sagernes sammenhæng, de afholder sig fra brug af følelserne som forførerisk moment i fremstillingen og illustrerer deres materiale fra flere perspektiver. Döblins tidlige revolutionsroman ”Die drei Sprünge des Wang-lun” har eksempelvis klare ligheder med Bertolt Brechts politiske teaterstykke ”Die Maßnahme” (”Forholdsreglen”), der omhandler udbredelse af den socialistiske lære i en fjern kinesisk kontekst. Blandt de senere aftagere af Döblins stil kan nævnes Günter Grass, der også nævner Döblin som en helt afgørende personlig inspiration og tilskriver ham en afgørende betydning for efterkrigstidens tyske litteratur. Også Grass beskæftiger sig med den tyske historie og engagerer sig i de spørgsmål og traumer, som den har åbnet.

Af beslægtede kolleger fra den litterære ekspressionismes eftervirkninger i Danmark finder man eksempelvis Tom Kristensen og Emil Bønnelycke. Også de kaster sig ud i eksperimenterende skildringer af den moderne storby, og ”Hærværk” fra 1930 er nok det nærmeste, vi kommer en dansk ”Berlin Alexanderplatz”. Præcis som Döblin arbejder Kristensen ud fra det princip, at den kaotiske modernitet med storbyen som katedral skal formidles med nye former. Lige som Döblin eksperimenterer Kristensen til at finde et nyt sprog, der kan beskrive og indfange den snurrende modernitet og dens virkelighed.