Foto: Bridgeman Art Library

*Seneste udgivelse

Franz Kafka

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2024

Hovedforfatter

Michael Andersen
cand.mag., 2002

Kafka bliver født i 1883 i Prag og dør i 1924 af tuberkulose. Han tilhører dermed generationen af modernistiske forfattere, en forfattergeneration, der har mistet tiltroen til de overleverede værdier og traditioner, det være sig litterære, moralske, m.m. Friedrich Nietzsche havde få år forinden foretaget en ”omvurdering af alle værdier”, som også virker hos disse forfattere.

Foto: Bridgeman Art Library

Født
3. juli 1883 i Prag.
Død
3. juni 1924 på et sanatorium i Kierling i nærheden af Wien.
Uddannelse
dr. jur. fra Charles-Ferdinand Universitet i Prag i 1906.
Debut
Dommen, 1913.
Seneste udgivelse
Dalager, Stig: Kærlighedens spøgelser : En roman om Franz Kafka – Bind 1. EC Edition, 2024.
Bedst kendte værk
Forvandlingen, 1915 og Processen, 1925.
Inspiration
Gustave Flaubert.

De endeløse fortolkninger

”Nogen måtte have bagtalt Josef K., for uden han vidste af at have gjort noget forkert, blev han en morgen arresteret.” Sådan lyder indledningssætningen i Kafkas vel nok mest berømte roman Processen (påbegyndt 1914). Herefter sendes Josef K. til retsmøder på beskidte loftskamre, til samtaler med advokater og andre mennesker tilknyttet retten, men det lykkedes ham aldrig at få svar på, hvorfor han er blevet arresteret.

Det, ikke at kende den bagvedliggende mening med det, der overgår én, syntes at være noget af det mest karakteristiske ved Kafkas værker. Alligevel har især den tidlige Kafka-forskning ikke været bange for at give os svarene på, hvad den bagvedliggende mening er hos Kafka. Hans værker er blevet læst som religiøse lignelser, som profetier om det totalitære samfund, som psykologiske drømmebilleder og meget andet. Men hos Kafka selv er næsten hver eneste sætning skrevet som blot en fortolkning af den handling, de videregiver: ”Nogen måtte have”

Når ”Gud er død”, som Nietzsche skulle formulere det, er der ikke længere noget fast holdepunkt i tilværelsen, ikke længere nogen mening. Hvor man i den kristne verden og i det nittende århundredes filosofier og ideologier har en tro på, at der er en bagvedliggende mening (”Guds plan” eller ”Åndens kommen til bevidsthed om sig selv” som Hegel udtrykte det), så er denne tro væk hos Kafka og andre modernister. Alt er overladt til principielt endeløse tolkninger.

Proceduren

Men, kan man spørge, hvad er der tilbage i en verden, hvor troen på en bagvedliggende mening er forsvundet? Kafkas romanpersoner bliver ved med at søge meningen med den situation de står i, Josef K. ønsker at kende meningen bag sin proces, og i Kafkas anden store roman Slottet (skrevet i 1922), søger K. en forklaring på, hvorfor Slottet har tilkaldt ham til landmåler, når de siger, at de ikke har brug for ham. Ingen af dem når frem til et svar. Der sker det, at de blot bliver mødt med procedurer. Det synes nemlig at være det eneste, der er tilbage.

Den tyske sociolog Niklas Luhmann har i værket ”Legitimation gennem procedure” argumenteret for, at i den moderne verden, hvor troen på både religiøse, politiske og teknologiske sandheder er væk, bliver proceduren det eneste, der retfærdiggør en handling. I en retssag er det f.eks. de rent formelle ting (proceduren for hvordan dommer og anklager forholder sig), der legitimere retssagen, snarere end kosmologiske ideer om godt og ondt. Det er med andre ord blot rutinen, vanen, traditionen i sig selv.

Kafkas romaner, der for det meste forgår i bureaukratiske gange, hos slotsmyndigheder og domstolsmyndigheder, kan netop siges at beskrive en sådan verden, der er hul som en skal og hvor det eneste grundlag for vor handlen er traditioner og vaner. Det er betegnende, at da Gregor Samsa i Forvandlingen (1912) forvandles til en bille, er hans højeste ønske at komme på arbejde, for at fortsætte den dagligdags rutine.

Det er også i dette perspektiv man skal forstå ordet ”kafkask”, der er gået ind i daglig sprogbrug. Vi taler om, at noget er kafkask, hvis det forløber med en lovmæssighed, der på den ene side er absurd, men som alligevel - på et konkret plan - giver mening. Denne mening er dog vel at bemærke blot lokal: Den gælder kun for den enkelte situation og bygger ikke på et overordnet religiøst eller etisk system. I det kafkaske er der nok en procedure for, hvordan man skal handle, men ikke nogen bagvedliggende grund for denne procedure.

Domstolen

At den kafkaske verden er uden mening, betyder også, at den er uden mål. Det er ikke længere muligt at tro, at ens liv skulle have et mål, når der ikke længere er nogen mening. Og uden mål, intet formål. Nok kan hovedpersonerne i Processen og Slottet (Kafkas to væsentligste romaner), siges at stræbe efter noget, men det er en pointe, at de aldrig opnår dette mål - og at det måske end ikke eksisterer. I den bureaukratiske verden bliver målet labyrintinsk forskubbet i et endeløst spil.

Det er også i dette perspektiv, man kan forstå domstolens betydning hos Kafka. Domstolen er nemlig ikke kun tilstede i Processen , men faktisk overalt hos Kafka. Personerne i hans historier kan knap nok banke på en dør uden at rummet derinde straks bliver omdannet til et retslokale. Hos Kafka er det ikke verden som et teater, men verden som en retssal.

Domstolen fungerer hos Kafka som et pres på den enkelte for at forklare og retfærdiggøre, at det overhovedet er til. Hvorfor er du her? Hvorfor kunne vi ikke lige så godt undvære dig? Det er det spørgsmål, der møder K., da han ankommer til landsbyen neden for Slottet, og det er det spørgsmål, der overalt stiller Kafkas personer overfor en mere eller mindre synlig domstol, som de skal forsvare og forklare sig overfor. Spørgsmålet bliver aktuelt, netop fordi de står udenfor den meningssammenhæng, der kunne forklare deres liv.

Hvor mange af de postmoderne filosoffer tættere på vores tid har hilst den tilstand velkommen, hvor meningssammenhængen er væk, så ser Kafka og mange af hans samtidige forfatterkollegaer på denne meningsløshed med mere blandede følelser.

Kafkas personer ser sig tvunget til at finde den mening, der kan retfærdiggøre deres eksistens, og det er også tydeligt, at Kafka selv led af denne manglende meningssammenhæng - i hans eget liv var han ude af stand til at indgå i de traditionelle konventioner (han blev forlovet tre gange, men blev aldrig gift - som sekulariseret jøde søgte han en sand jødedom, men fandt den ikke, osv.)

For Kafka var det i sidste instans kun kunsten og især litteraturen, der kunne retfærdiggøre eksistensen (noget også den unge Nietzsche mente). I sine dagbøger og breve overvejer han muligheden for gennem litteraturen at konstruere en alternativ verden til bureaukratiets verden, hvor han kunne finde meningssammenhængen. Dette lykkedes efter hans egen mening ikke, set i dette perspektiv kunne hans værker lige så godt brændes, men dialogen om en mulig retfærdiggørelse af eksistensen bliver stående i hans værker, som et af de centrale temaer.

Tabet af den meningssammenhæng, der kunne forsvare ens eksistens, smitter også af på formen i Kafkas værker. For det første ved, at Kafka havde svært ved at afslutte sine værker, udover en række fortællinger blev alt udgivet af vennen Max Brod efter hans død og mod hans vilje. Ligesom hovedpersonerne i Processen og Slottet ikke når frem til en afklaring på deres sag, kan heller ikke romanerne komme til en afslutning. Det kræver jo netop, at man har den bagvedliggende mening, hvorfra man kan overskue helheden. For det andet smitter tabet af en meningssammenhæng af på formen i Kafkas værker derved, at de er uden en klart fremadskridende struktur.

De enkelte kapitler i Kafkas romaner har således en høj grad af selvstændighed, og ydermere er rækkefølgen af kapitler heller ikke så entydig som i andre romaner: Da vennen Max Brod udgav romanerne var han i tvivl om, i hvilken rækkefølge kapitlerne skulle komme!

Magtstrukturer

I oplysningstiden og frem til Kafka var man vant til at tænke magtstrukturer i binære forhold mellem en herre og en undersåt - et system, der kan siges at være inspireret af enevælden. I den bureaukratiske verden, som den beskrives af Kafka, bliver tingene mere komplekse. Embedsmanden er aldrig egentlig ”herre”, han har altid en over sig i en potentiel uendelig kæde. Der er på mange måder tale om et system, der minder mere om det feudale, hvor magtforholdet også mere udgjorde en kæde (man talte i middelalderen om ”Den store verdenskæde”) end et binært forhold mellem en herre og en undersåt. Det er altså ikke kun meningen, der hos Kafka beskrives som værende relativeret og forflygtiget, magten gør det også.

Denne bureaukratiske verden, hvor magten ikke længere lader sig klart definere, opleves samtidig som problematisk for de kafkaske personer. I Kafkas tidlige fortællinger Dommen og Forvandlingen fra 1912, der begge beskriver et far-søn forhold, ser vi nogle groteske eksempler på, hvordan længslen mod klare, entydige magtforhold viser sig.

Dommen, som Kafka livet igennem holdt på var hans bedste fortælling, er ofte blevet fortolket som en beskrivelse af Kafkas problematiske forhold til en dominerende fader (også af Kafka selv i dennes dagbøger). Faderen i Dommen kan imidlertid langt fra siges at udtrykke den patriarkalske orden, som faderen normalt repræsenterer: I fortællingen er han en svagelig, krakilsk olding, mens sønnen er en succesfuld forretningsmand. Når fortællingen ender med, at faderen dømmer sønnen til selvmord, og denne faktisk gør det, så kan det altså ikke tolkes som udtryk for et klart magtforhold. Det kan nærmest tage sig ud som om sønnen ved at efterkomme faderens dom febrilsk og selvmorderisk forsøger at genoprette den patriarkalske orden, som ikke længere er klar og entydig. Det samme kan synes at gøre sig gældende i Gregor Samsas forvandling til bille i Forvandlingen.

Kafkas sprog

Kafkas verden er som sagt en hul skal, hvor meningen kan siges at være sivet ud. På samme måde kan det siges at forholde sig med sproget. Kafkas måde at skrive på er nemlig langt fra svævende og metaforisk, men tværtimod præget af en slags kancellistil, der mere synes at høre hjemme i en lovbog end i et litterært værk. Selv de mest absurde forhold bliver beskrevet i et nøgternt sprog. Sproget bevæger sig altså med en fast, indre logik, der imidlertid står i et misforhold til det, der beskrives - eller ganske simpelt ikke indfanger det. Forholdet mellem fortælleren og det fortalte hos Kafka er også ”kafkask”.

At sproget er blevet en hul skal uden indre mening kan også ses i hans brug af klicheer og knæsatte vendinger. Ligesom en af sine litterære forbilleder Gustave Flaubert, der med pervers glæde indsamlede de klicheer som han stødte på i en særlig ordbog, benytter også Kafka dagligdags klicheer og talemåder, men ofte på en mere eventyrlig måde end Flaubert.

Hos Kafka bliver talemåderne taget på ordet, som når familiens utøj Gregor Samsa bliver til en bille. På denne måde viser Kafka hulheden i klicheerne, samtidig med at han tilfører dem nyt liv. Man kan ligefrem sige, at netop i samstødet mellem det dagligdags og det groteske, det hverdagsagtige sprog og det absurde hændelsesforløb, dukker der en sprække op, der lader os ane en anden virkelighed, som man måske ikke kan sætte ord på, men som viser udover den blot meningsløse og hule verden, vi ellers er overladt til.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Frans Kafkas litterære værker

Processen (Der Process)

Franz Kafka

1925. Oversat af H.C. Branner i 1945 og af Per Øhrgaard i 1981. Den sidstnævnte er mest tro overfor originalteksten

Intro

Født

Død

Uddannelse

Debut

Seneste udgivelse

Bedst kendte værk

Inspiration

De endeløse fortolkninger

Proceduren

Domstolen

Magtstrukturer

Kafkas sprog

Relaterede forfattere

Bibliografi

Frans Kafkas litterære værker

Franz Kafkas breve, dagbøger og samtaler

Samlet udgivelse af det litterære værk på tysk

Litteratur om Franz Kafka

Tegneserie

Søgning i bibliotek.dk

Links

Links