Gustave Flaubert

Genrer og tematikker

Gustave Flaubert hører til blandt den realistiske genres ophavsmænd. Med stor sans for de detaljer, der gør en fortælling levende og realistisk, skildrer Flaubert både i sine romaner og sine kortere fortællinger verden, som den er uden forskønnende filter. Med sin vekslende brug af indre monolog, sigende dialoger karaktererne imellem og sanselige overfladeiagttagelser leder Flaubert både sin læser ind i og omkring sine karakterer. Det gør han på en så elegant og diskret måde, at læseren næsten får fornemmelsen af selv at være vidne til begivenhederne som en slags alvidende flue på væggen.

Tematisk vidner Gustave Flauberts forfatterskab om en gennemgående forkærlighed og forståelse for menneskelivets tragikomiske sider. I begge sine hovedværker ”Madame Bovary” og ”Følelsernes opdragelse” kredser han om karakterer, der fanget af deres egne vrangforestillinger og ydre samfundsmæssige forhold aldrig kan blive tilfredse i tilværelsen. Gennemgående i skildringen af menneskets bristede illusioner er desuden et blik for det ironiske og til tider komiske i den menneskelige tragedie. Dette ses f.eks. i beskrivelserne af Emma Bovarys teatralske romaninspirerede tilgang til kærligheden og Frédéric Moreaus voldsomme følelser for Madame Arnoux, der forsvinder som ved et trylleslag, da hans stolthed ikke kan bære hendes afvisning.

Selvom han udstiller sine karakterers ucharmerende, triste og latterlige sider, er fortællestemmen imidlertid ikke fordømmende, men altid loyal og til en vis grad forstående over for sine karakterer. Mennesket skildres godt nok som et overvejende egoistisk og driftsstyret væsen, men på den anden side også som et forsvarsløst produkt af det afstumpede samfund, det lever i – et samfund hvor den enkeltes tilværelse bestemmes af køn og klasse og afhænger af enten rige onkler eller fordelagtige ægteskabsforbindelser. Flauberts fortællinger er på den måde ualmindeligt triste samtidig med, at de indbyder læseren til at grine forløsende og medfølende af sig selv og sine egne ynkelige artsfæller.

Beslægtede forfatterskaber

Gustave Flaubert skrev sin realisme i direkte forlængelse af sit litterære forbillede Honoré de Balzac (1799-1850). Hvis Flaubert er realismens fader, må Balzac således betegnes som bedstefaren. Med sin værkserie ”La Comédie humaine” (”Den menneskelige komedie”) forsøgte Balzac netop at skildre alle aspekter af det franske samfund fra høj til lav. Men hvor hans stil med den store detaljerigdom og uendelige landskabsbeskrivelser er realistisk og levende som Flauberts, er plottene i hans fortællinger stadig præget af den romantiske genres sensationslyst.

Tematisk deler Gustave Flaubert den samtidige digter Charles Baudelaires interesse for den moderniserede storby Paris og dennes uhensigtsmæssige indvirkning på dens indbyggere. Ligesom Flaubert i ”Følelsernes opdragelse” er Baudelaire optaget af den parisiske dandy- eller flaneurfigur – altså den unge velklædte mand, der promenerer retningsløst rundt i Paris med storbymenneskets afstumpede distance til verden omkring sig. Flaneuren hos Baudelaire tager bad i byens masser uden at lade sig tynge af ulykken og mørket i bylivet omkring ham – præcis som Frédéric Moreau i ”Følelsernes opdragelse”.

En fransk romanforfatter, der skrev i forlængelse af Flauberts realisme, er den yngre Émile Zola, der lige som forgængeren interesserer sig for den realistiske fremstilling af det almindelige og ofte ucharmerende menneskeliv. Med Zola trækkes interessen dog i en mere naturalistisk retning, hvor den malende og let sentimentale fortællestemme, som ses hos Flaubert, træder i baggrunden til fordel for en endnu mere rå og naturalistisk virkelighedsfremstilling. Også en senere forfatter som Louis-Ferdinand Céline har taget kraftigt ved lære af Flauberts detaljerige realisme og brug af det tragikomiske i sine dystopiske fortællinger om menneskets tilstand efter 1. Verdenskrig.

Relaterede forfattere