Charles Baudelaire

Genrer og tematikker

Charles Baudelaire startede som kunstkritiker, men er mest kendt for en af den moderne verdens mest skelsættende digtsamlinger, ”Les Fleur du mal” fra 1857. Både i sin kunstkritik, sin lyrik, sine prosadigte og sine dagbogsnotater er Baudelaire placeret som en forløber for den franske symbolisme, der er et overgangsled mellem romantikken og det moderne. I sin kunstkritik er det tydeligt, at Baudelaire holdt meget af den romantiske kunstner Eugène Delacroix, men samtidigt forsøgte han at opdage fremtidens nye kunstnere på udstillingerne og understregede det modernes fastholdelse af det flygtige som et vigtigt kendetegn ved den nye kunst.

Spændingen mellem natur og abstraktion betinger desuden ifølge Baudelaire kunstværkets liv, ligesom han understregede, at kunsten skal skildre naturen men også det, der åbenbares i sjælen. For Baudelaire var beskuerens følelser og tanker af afgørende betydning. Alt dette stod ifølge Baudelaire i modsætning til det traditionelle landskabsmaleri, som han ikke havde meget tilovers for. Baudelaire var ligeledes moderne i sin kunstkritik ved sin påpegning af, at kunsten kan forny sig i nye former for skønhed, som den udleder af det forbigående og flygtige – af tiden, som den skabes i. Baudelaire er blandt andet blevet kaldt den vigtigste litterære kunstkritiker efter Denis Diderot.

Også i sin egne litterære værker formåede Baudelaire både at besynge det forgangne og være det nyes digter. Han følger i sit sprog og sin versopbygning klassiske regler, men benytter sig af et helt nyt billedsprog, der tager udgangspunkt i metropolen og livets mørke sider. Han behandlede mange af de samme temaer som romantikerne, men lod sine temaer være placeret i moderniteten. I Baudelaires ”Les Fleur du mal” eksisterer det perverterede og onde i mennesket side om side med den menneskelige higen efter guddommelig skønhed og åndelig forening. Det modbydelige og moralsk deforme bliver ligeledes konfronteret med det kunstneriske formfuldendte. Han skaber en samtidighed af kærlighed og kras kropslighed, idealitet og lede, higen efter livsintensitet og ensomhed. Midt i en æstetisk harmoni med klassisk metrik har skildringer af f.eks. det kropslige, det ækle og det onde til formål at fremkalde et slags chok hos læseren. Hos Baudelaire kan man således sige, at der er tale om en form for afromantiseret romantik, som også afspejler sig i digtsamlingens titel, der sammenstiller den skønne blomst og det onde, ”Les Fleur du mal”.

Der er også en nostalgi efter det, der var, hos Baudelaire: ”Det Gamle Paris forsvandt (i en By må Trækkene vige med større Hast, ak, end i en dødelig Sjæl)” (”Svanen” i ”Syndens blomster”, s. 179). Som det hedder i en artikel af litteraturanmelder Bo Tao Michaëlis: ”Baudelaire var paradoksalt nok det modernes modernistiske angriber, en indigneret og ironisk iagttager af alt det chokerende nye. Og af det opskydende borgerskab omkring ham.” [1]Bo Tao MichaëlisBaudelaire var 1800-tallets rockpoetPolitiken, 2009-08-29..

Også i sine prosadigte i ”Parisisk spleen” er det episoder fra storbyen, der er udgangspunktet for de små hverdagshistorier og de overvejelser, det afstedkommer hos digterjeget. Baudelaire kombinerer her hverdagssprog med billedsprog og lader de små lyriske fortællinger lede frem mod mere eksistentielle refleksioner. Også her fastholder Baudelaire det dobbeltsidede tema af beruselse, kvinder og poesi på den ene side og fattigdom, fortvivlelse og forgængelighed på den anden, men viser også det moderne menneskes psykologiske og moralske kompleksitet og et moderne samfunds sammensatte struktur.

Beslægtede forfatterskaber

En af Charles Baudelaires forbilleder og inspirationskilder var den tyske forfatter Heinrich Heine, som levede i eksil i Frankrig fra 1831 og de følgende to årtier. En anden var den franske romantiske digter Louis-Jacques-Napoléon Bertrand, der skrev under pseudonymet Aloysius Bertrand, og som er kendt for at have været en af de første franske forfattere, der har skrevet inden for prosadigtgenren. Edgar Allan Poe, som Baudelaire også oversatte, er også en inspirationskilde til ikke mindst Baudelaires prosadigte.

En række store franske forfattere efter Baudelaire har fremhævet hans poesis store indflydelse på deres forfattergerning. Det drejer sig ikke mindst om Arthur Rimbaud, hvis formsprog lægger sig i forlængelse af Charles Baudelaires litteratur, samt Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé. De anses alle tre som franske symbolister og modernister, hvis litterære udtryksformer ligger i forlængelse af Charles Baudelaire.

Inden for den engelsksprogede verden har Baudelaire også haft stor indflydelse på nogle af de store modernistiske forfattere som den amerikanske digter Ezra Pound og den amerikansk-engelske forfatter T.S. Eliot, som i starten af sin karriere var inspireret af den franske symbolisme og overgangen til det moderne, og som især er kendt for sit modernistiske hovedværk ”The Waste Land” fra 1922 (”Ødemarken”, 1948). T.S. Eliot mente, at Charles Baudelaire var enestående i sin markante fornyelse af litteraturen. Han kaldte ham bl.a. ”selve digterens arketype i moderne tid og til alle tider”. Den tyske filosof, essayist og litteraturkritiker Walter Benjamin er også kendt for at fremhæve Baudelaire som moderne digter i sin store kulturanalytiske bog ”Passageværket”, som Benjamin arbejdede på fra 1927 til sin død i 1940. Den tyske digter Rainer Maria Rilke kan ligeledes siges at skrive inden for den tradition af den moderne lyrik, der startede hos Baudelaire.

Herhjemme er det forfattere som Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Per Lange, som er inspireret af Baudelaires poesi. Da Sophus Claussen i en poetik fra 1918 forestillede sig en ny forbindelse mellem kunst og videnskab, tog han også bl.a. udgangspunkt i Baudelaires værker.

Endelig har Charles Baudelaire også haft stor indflydelse på andre kunstneriske genrer. Inden for musikken har Claude Debussy bl.a. lavet musik til fem af Baudelaires digte, Serge Gainsbourg satte i 1964 musik til Baudelaire-digtet ”Le Serpent qui danse”, og britiske The Cure brugte en oversættelse af et Baudelaire-digt som tekst til sangen ”How Beautiful You Are” for at nævne et par eksempler. Inden for malerkunsten siges den franske moderne maler Paul Cézanne at være meget inspireret af Baudelaires forfatterskab.

Relaterede forfattere