Arthur Rimbaud

Genrer og tematikker

Rimbaud kan siges at skildre det moderne liv, før det for alvor begyndte at eksistere. Livet i de tidlige moderne europæiske metropoler med larm og røg og støj bliver beskrevet i al sin vitalitet og farefuldhed, men før det 20. århundredes digtere tog patent på de beskrivelser i modernismen beskrev Rimbauds sin egen tidlige afrejse fra det franske landsbyliv til Paris’ og Europas storbyers vilde liv. Her fyldte bohemetilværelsen som fritgående flaneur hans tilværelse med voldsomme oplevelser. Den stormende forelskelse og det udsvævende liv med Paul Verlaine indeholder kærlighedens farer såvel som byens.

Særligt ”En Årstid i Helvede” beskriver det store fald fra troens tinder og dykket ned i helvede og de hallucinatoriske syner og tilstande, der dukker op der, men det er også der, den destruktive, smertefulde og vanvittige kærlighed befinder sig.

Rimbauds skrift er mættet af billeder, det er tungt symbolsk men bliver aldrig tungt at læse, fordi de rytmiske sætninger kommer op at køre på en motor af desperation og nødvendighed. Der er simpelthen gang i den, når man læser Rimbaud. Prosadigtene kan minde om den lidt ældre storbydigter Charles Baudelaires, men hvor der er konkretion og narrativ at finde i hans digte, svæver Rimbauds digte frit i en æter af affekt.

Det betyder også, at vanviddet bliver en presserende tematik for Rimbaud, og det kobles tit med det religiøse, synerne og mytologierne. Han kalder sig selv for en seer i det ovenfor beskrevne brev til Paul Demeny, og han siger, at han har drukket giften. Det er altså et megalomant orakel, vi har med at gøre, og på den måde bliver digtenes udsigelse vild, fordi de postulerer et klarsyn, som de ikke selv kan konkretisere. Det hele hvirvler rundt, og det er netop pointen. Klarsynet er annulleret, det moderne og hurtige tillader ingen orakler.

Hele Rimbauds forfatterskab peger fremad i tiden, og det er ikke noget under, at han blev så stor en inspiration for mange af det 20. århundredes digtere og rockstjerner.

Beslægtede forfatterskaber

Arthur Rimbaud har været en stor inspiration for utallige kunstnere. Man kan nævne i flæng: Pablo Picasso, Patti Smith, Jim Morrison fra The Doors, Bob Dylan og herhjemme måske mest bemærkelsesværdigt Michael Strunge. Michael Strunge var helt besat af Rimbauds bohemetilværelse og frie syn på livet, og særligt i sine to bøger ”Nigger” 1 og 2 kredser han om den udsatte position som fattig bohemekunstner i bylivet og retter en bred kritik mod den rationelle og teknologiske udvikling.

Rimbaud forholdt sig ikke det store til sin store forgænger Charles Baudelaire, men deres poesi står som to tårne i den tidligt moderne europæiske tradition. Ligesom Rimbaud skrev Baudelaire om syndefaldet og en rationel opløsning og om flaneurtilværelsen i Paris, måske mest berømt i ”Le Spleen de Paris” (1869. ”Parisisk Spleen”, 1918) og ”Les Fleurs du Mal” (1857. ”Syndens Blomster 1921, 1953. ”Helvedesblomsterne”, 1997).

Hvis man vil kigge på mere nutidig poesi, kan man måske se på en digter som Signe Gjessing, der i sin skrift mest af alt minder om det symbolistiske, man finder ansatser til i Rimbauds digte. Særligt i hendes mest kosmiske digte kan man finde hendes symboltunge skrift, her kan nævnes ”Blaffende rum nænnende alt” (2015).

Den danske digter Peter Laugesen har også nævnt Arthur Rimbaud som et af sine største forbilleder. Den frie digter som figur kan spores som tematik i hele Laugesens forfatterskab. Laugesen har endda skrevet en bog med afsæt i Rimbauds skrift, nemlig ”Artur på genfærd” (1991).

Et andet sted at kigge hen er til den evige outsider i dansk modernisme Rudolf Broby Johansen, der med sin bog ”Blod” (1922) begik et opsigtsvækkende og skandaløst værk om byens vitalisme.

Relaterede forfattere