Victor Hugo

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2023

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre musketerer” – og selvfølgelig ikke mindst Dumas’ landsmand Victor Hugo, i hjemlandet hyldet som den største digter gennem tiderne, og i resten af verden fejret for de store romanværker “Klokkeren fra Notre Dame” og “De elendige”.

Baggrund

Victor-Marie Hugo blev født i Besancon i 1802 som søn af en general under Napoleon. I den tidlige barndom kom han med til Spanien og Italien, inden forældrene blev skilt, og han flyttede med moren til Paris. Han var et opvakt barn, som digtede fra en tidlig alder og var bekendt med sprog og klassikere. Allerede som syttenårig udgav han med sine to brødre tidsskriftet “Le Conservateur Littéraire”. Han er berømt for at have udtalt “Jeg vil være Chateaubriand eller intet” med henvisning til en af tidens store forfattere og repræsentant for den unge Hugos konservative synspunkter.

”Du er trådt ind i kæltringernes kongedømme uden at være kæltring, du har overtrådt vor bys privilegier. Du skal straffes med mindre du er svindler, stodder eller brandlidt, det vil sige i hæderlige folks sprog, tyv, tigger eller vagabond. Er du noget af det? Retfærdiggør dig. Hvad dur du til?”

“Klokkeren fra Notre Dame”, s. 106.

Foto: Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Født
Den 26. februar 1802 i Besancon, Frankrig.
Død
Den 22. maj 1885.
Debut
“Bug-Jargal”, 1826 (Bug-Jargal eller negeropstanden på St. Domingo”, 1830).
Uddannelse
Ingen
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Sidste dag for en dødsdømt - roman med mere. Alias, 2023. (Le dernier jour d'un condamné, 1829). Oversat af Rikke Ꜳrøe Carlsen.

Som tyveårig blev han gift med barndomsveninden Adèle, der – akkurat som Hugos mor havde bedraget hans far – bare et par år senere bedrog Hugo med deres fælles ven Charles-Augustin Sainte Beuve, som skulle blive periodens mest betydende kritiker. Hugo forbød ham adgang til deres hjem og fik siden hen ikke mange gode anmeldelser fra den kant, men i modsætning til faren valgte han at blive i ægteskabet og gav sig i stedet hen til en med tiden legendarisk appetit på elskerinder. En af dem hang ved livet igennem som en slags anden kone, den smukke sekundaskuespillerinde Juliette Drouet. Han fik en lille håndfuld børn med Adéle. Den ældste datter Léopoldine omkom som bare nittenårig sammen med sin mand i en drukneulykke på Seinen. Hugo som havde et åbent sind vendte sig i sin sorg mod et medie blandt sine venner og troede det næste par år, at han talte med sin datter gennem et bankende bord. Ved samme lejlighed fik han sig en sludder med Shakespeare.

Victor Hugos voksentilværelse indfriede alle de løfter, hans barndom var fuld af. Han var et renæssancemenneske, en mester i alle litterære og journalistiske genrer, bundløst vidende, i perioder aktiv politiker og hertil en fremragende tegner.

I sine 83 år oplevede han flere politiske omvæltninger og revolutioner end en gennemsnitlig bananrepublik, og frem til 1851 var der et påfaldende sammenfald mellem hans offentlige standpunkter og det til enhver tid siddende styres, men en voksende modsætning til kejser Napoleon den tredje fik ham til at stå ved den liberalt humanistiske åre, der løber hele vejen gennem forfatterskabet. Med en arrestation hængende over hovedet gik han i eksil på Kanaløerne Guernsey og Jersey, hvorfra han revser Den lille Napoleon, som han kaldte kejseren, efter bedste evne, blandt andet i digtsamlingen “Les Châtiments” fra 1853. Efter Napoleons fald i 1870 vendte han tilbage til Paris, hvor han blev fejret som en af nationens store helte med al den pomp og pragt, som kun Frankrig udviser deres intellektuelle.

Udvalgte bøger

Beslægtede forfatterskaber

To millioner franskmænd havde taget opstilling langs ruten, da Victor Hugo i foråret 1885 blev stedt til hvile i Panthéon i Paris, og Triumfbuen var svøbt i sørgeflor. Hans eftermæle er majestætisk. Der er dårligt den by i Frankrig, som ikke har en Place eller Avenue Victor Hugo. Hans bistre kontrafej pryder de gamle 500 francs sedler, nye generationer lærer ham at kende som republikkens bedstefar og terper hans digte i skolen, barndomshjemmet på Place de Vosges er Victor Hugo museum, listen over biografier er alenlang, hundredåret for hans død i 1985 var en national megabegivenhed, tohundrede året for hans fødsel i 2002 var en ny.

Til de talrige indspilninger og opsætninger af “De elendige” og “Klokkeren fra Notre Dame” som film og musical føjer sig mere end hundrede operaer over en bred palet af hans værker, heriblandt Verdis “Rigoletto” og Donizettis “Lucrezia Borgia”. Berlioz, Bizet og Fauré er blandt de mange klassiske komponister, som har ladet sig inspirere af hans digte. Orson Wells lavede i 1937 et radiohørespil over “De elendige”. Blandt de store skuespillere, som har givet Qausimodo liv på lærredet er Anthony’erne Quinn og Hopkins. På Guernsey er Hugo blevet en mindre turistindustri med den biennale Victor Hugo-musikfestival som flagskibet.

Teaterstykket “Mangeront-ils?” tjente som forlæg til Samuel Becketts “Mens vi venter på Godot”. Aïrolo fra samme stykke genkendes i Chaplins vagabond-klovn. Ærkeforbryderen The Joker fra tegneserien Batman er skåret over “Manden der ler” fra romanen af samme navn. Tresser-tv-serien “The Fugitive” (som blev til en langt mere berømt spillefilmsversion i 1993) om en mand, som flygter fra en fangetransport efter at være hængt op på sin myrdede kones død, var inspireret af “De elendige”. Hugos spor i kulturhistorien er endeløse. Herhjemme har Sebastian givet et musicalbud på “Klokkeren fra Notre Dame”, og Bille August har filmatiseret “Les Misérables” i 1998.