
Victor Hugo
- Redaktionennovember 2023
- Niels Vestergaardcand.mag. og journalist, 2010
Intro
Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre musketerer” – og selvfølgelig ikke mindst Dumas’ landsmand Victor Hugo, i hjemlandet hyldet som den største digter gennem tiderne, og i resten af verden fejret for de store romanværker “Klokkeren fra Notre Dame” og “De elendige”.
Baggrund
Victor-Marie Hugo blev født i Besancon i 1802 som søn af en general under Napoleon. I den tidlige barndom kom han med til Spanien og Italien, inden forældrene blev skilt, og han flyttede med moren til Paris. Han var et opvakt barn, som digtede fra en tidlig alder og var bekendt med sprog og klassikere. Allerede som syttenårig udgav han med sine to brødre tidsskriftet “Le Conservateur Littéraire”. Han er berømt for at have udtalt “Jeg vil være Chateaubriand eller intet” med henvisning til en af tidens store forfattere og repræsentant for den unge Hugos konservative synspunkter.
”Du er trådt ind i kæltringernes kongedømme uden at være kæltring, du har overtrådt vor bys privilegier. Du skal straffes med mindre du er svindler, stodder eller brandlidt, det vil sige i hæderlige folks sprog, tyv, tigger eller vagabond. Er du noget af det? Retfærdiggør dig. Hvad dur du til?”

Født
Den 26. februar 1802 i Besancon, Frankrig.
Død
Den 22. maj 1885.
Debut
“Bug-Jargal”, 1826 (Bug-Jargal eller negeropstanden på St. Domingo”, 1830).
Uddannelse
Ingen
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Sidste dag for en dødsdømt - roman med mere. Alias, 2023. (Le dernier jour d'un condamné, 1829). Oversat af Rikke Ꜳrøe Carlsen.
Som tyveårig blev han gift med barndomsveninden Adèle, der – akkurat som Hugos mor havde bedraget hans far – bare et par år senere bedrog Hugo med deres fælles ven Charles-Augustin Sainte Beuve, som skulle blive periodens mest betydende kritiker. Hugo forbød ham adgang til deres hjem og fik siden hen ikke mange gode anmeldelser fra den kant, men i modsætning til faren valgte han at blive i ægteskabet og gav sig i stedet hen til en med tiden legendarisk appetit på elskerinder. En af dem hang ved livet igennem som en slags anden kone, den smukke sekundaskuespillerinde Juliette Drouet. Han fik en lille håndfuld børn med Adéle. Den ældste datter Léopoldine omkom som bare nittenårig sammen med sin mand i en drukneulykke på Seinen. Hugo som havde et åbent sind vendte sig i sin sorg mod et medie blandt sine venner og troede det næste par år, at han talte med sin datter gennem et bankende bord. Ved samme lejlighed fik han sig en sludder med Shakespeare.
Victor Hugos voksentilværelse indfriede alle de løfter, hans barndom var fuld af. Han var et renæssancemenneske, en mester i alle litterære og journalistiske genrer, bundløst vidende, i perioder aktiv politiker og hertil en fremragende tegner.
I sine 83 år oplevede han flere politiske omvæltninger og revolutioner end en gennemsnitlig bananrepublik, og frem til 1851 var der et påfaldende sammenfald mellem hans offentlige standpunkter og det til enhver tid siddende styres, men en voksende modsætning til kejser Napoleon den tredje fik ham til at stå ved den liberalt humanistiske åre, der løber hele vejen gennem forfatterskabet. Med en arrestation hængende over hovedet gik han i eksil på Kanaløerne Guernsey og Jersey, hvorfra han revser Den lille Napoleon, som han kaldte kejseren, efter bedste evne, blandt andet i digtsamlingen “Les Châtiments” fra 1853. Efter Napoleons fald i 1870 vendte han tilbage til Paris, hvor han blev fejret som en af nationens store helte med al den pomp og pragt, som kun Frankrig udviser deres intellektuelle.
Udvalgte bøger
- Hernani
Victor Hugos første væsentlige skridt mod berømmelse er et opgør med det klassicistiske teater, der er kendetegnet ved hierarkisering af genrerne (tragedie, komedie, farce) og en streng dogmatik, d...
Læs mere om bogen - Klokkeren fra Notre Dame
En inspirationskilde for romantikken var gotikken med sine uhyggelige skyggespil i middelalderverdenens dystre bygninger og sjælens dunkle krinkelkroge. Victor Hugo fejrer den i “Notre Dame de Pari...
Læs mere om bogen - De elendige
Victor Hugos andet hovedværk “Les Misérables fra 1862 (“De elendige”, 1862 og 1944) er en episk mastodont på femhundrede tætpakkede sider med en handling fra post napoleon årene 1815 til 32. Den ha...
Læs mere om bogen
Værker af forfatteren
Victor Hugo
1830. 1920. (Bug-Jargal. 1826)
Victor Hugo
1862. (Le Dernier Jour d’un condamné. 1829). Roman
Victor Hugo
1868. 1919. (Les Travailleurs de la mer. 1866). Roman
Victor Hugo
1883. 1930. (Notre-Dame de Paris. 1831). Roman
Victor Hugo
Vandkunsten, 2014. (Les misérables, 1862). Oversætter: Hans Peter Lund. 3 bind.
Victor Hugo
Straarup & Co, 2021. (The hunchback of Notre Dame, 1831). Oversat af Anne-Sofie Duch Teglgaard. (Letlæste klassikere).
Victor Hugo
2023. (Le dernier jour d'un condamné, 1829). Oversat af Rikke Ꜳrøe Carlsen
Søgning i bibliotek.dk
Om Victor Hugo
Links
Godt opslag om Victor Hugo.
Officiel fransk hjemmeside i anledning af 200 året for forfatterens fødsel i 2002.
Victor Hugos tegninger.
Faglitteratur
John Alexander Frey
1999. Leksikon
1994. Litteraturhistorie
André Maurois
1954. Biografi
Paul V. Rubow
1943. Gennemgang af Victor Hugos lyrik
Poul Levin
1902. Biografi

