Foto: Bridgeman Art Library

*Seneste udgivelse

William Shakespeare

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2023

Hovedforfatter

Caspar Haarløv
cand.mag., 2007

William Shakespeares skuespil har opnået status som en slags sekulær bibel – men en bibel blottet for påbud og læresætninger, og som det ikke er nødvendigt at have et andagtsfuldt forhold til. Her møder vi menneskeheden på godt og ondt: fra konger og dronninger til ludere og lommetyve, romerske politikere, græske helte og unge elskende. Alle træder de frem på scenen og viser os deres menneskelighed – og formulerer sig guddommeligt. Shakespeares værste skurke kalder på vores medfølelse, og hans største helte er fulde af fejl. Samme dobbelthed findes i stykkernes opbygning med komiske elementer i tragedierne, og en tragisk dimension i komedierne. Hos Shakespeare er der aldrig langt fra de store spørgsmål til de store branderter.

Baggrund

William Shakespeare blev født i 1564 i Stratford-upon-Avon som søn af John Shakespeare, en handskemager med sociale ambitioner og illegal handel med uld i bagbutikken. Shakespeares mor, Mary Shakespeare, var i modsætning til faren, født i en velstående familie. Muligvis var Johns far en husmand ved navn Richard, der lejede sin jord af Marys far, Robert Arden. Uanset hvem farfaren var, har Shakespeares forældre tilhørt forskellige sociale klasser. John Shakespeare formåede at komme frem i tilværelsen og blev i 1568 udnævnt til High Bailiff, hvilket har svaret nogenlunde til at være borgmester. Fra 1570’erne har han tilsyneladende været i økonomiske vanskeligheder og måtte i 1586 opgive sin status i byens råd.

”Hamlet: ... lad jeres egen smag vejlede jer; lad bevægelsen svare til ordet og ordet til bevægelsen, og pas især på at I ikke overskrider naturens mådehold, for enhver sådan overdrivelse er imod skuespillets væsen, hvis opgave fra begyndelsen har været og stadig er at holde ligesom et spejl op for naturen, at vise dyden dens egne træk, skændselen dens eget billede og at vise selve vor tidsalder og vort samfund deres skikkelse og udtrykte billede. Hvis nu dette bliver overdrevet eller mat fremstillet, kan det måske få den ukyndige til at le, men det kan kun bedrøve den der har forstand på det; og hans kritik, må I da indrømme, vejer tungere end et fuldt hus af de andre.”

“Hamlet”: 3.2.16-29

William har sandsynligvis gået i the King’s New School i Stratford, en gratis drengeskole, hvor han har lært latin og læst Æsops fabler, Ovids Metamorfoser, Plautus, Terence, Virgil, Cicerea og muligvis Erasmus af Rotterdam.

Shakespeare forlod sandsynligvis skolen som 15- eller 16-årig. Som 18-årig blev han gift med den otte år ældre Anne Hathaway, der seks måneder efter fødte deres første barn, Susanna. To år efter, i 1585, fik parret tvillingerne Hamnet og Judith og fik derefter ikke flere børn.

Foto: Bridgeman Art Library

Født
1564 i Stratford-upon-Avon, England. Præcis dato ukendt.
Død
23. april 1616 i Stratford.
Uddannelse
Ukendt, sandsynligvis ingen.
Debut
The Two Gentlemen of Verona, ca. 1590 (De to herrer fra Verona, 1975). Rækkefølgen af de tidligste stykker er omstridt.
Seneste danske udgivelse
Krebs, Kitter: Shakespeares tragedier og renæssancefilosofi. Ravnerock, 2023.
Periode
Middelalderen-Reformation og renæssance
Genre
Drama
Film på Filmstriben
Macbeth

I 1592 findes den første kilde, der refererer til Shakespeare som forfatter i London. Denne henvisning, som har form af en latterliggørelse af en replik fra tredje del af “Henry VI” og afviser Shakespeare som en ulærd opkomling, er eneste kilde til at bestemme, hvornår han begyndte sit forfatterskab. I 1593 og 94 udgiver han to narrative digte, “Venus and Adonis” og “The Rape og Lucrece”, og i 1594 underskriver han en kvittering sammen med to skuespillere fra “The Lord Chamberlain’s Men”, hvilket antyder, at han allerede på dette tidspunkt er en ligeværdig, hvis ikke ligefrem ledende skikkelse i det teaterkompagni, han vedblev at være tilknyttet igennem hele sin karriere.

Dernæst er Shakespeares liv mindre ukendt. Shakespeare var en succes i sin levetid. Han både skriver, instruerer, spiller skuespil, investerer i ejendomme, bliver medejer af teaterkompagniet, er sandsynligvis deres forretningsfører og er med til at bygge et teater – The Globe – fra bunden.

Hans søn Hamnet dør i 1596 og begraves i Stratford, hvor hans kone er blevet boende. Shakespeare selv bor i London indtil 1613, hvor han trækker sig tilbage til Stratford. Allerede i 1597 køber han dog et stort hus i fødebyen, og i de følgende år investerer han yderligere i land i området. Hans kone flytter aldrig til London.

Shakespeare dør i Stratford den 23. april 1616 mindre end en måned efter at have skrevet sit testamente. Han blev 52 år.

Udvalgte bøger

Hamlet: Alting og ingenting

“Hamlet” er et af verdens mest spillede og mest diskuterede stykker. I følge “the Shakespeare Quarterly Annual Bibliography” udkommer hvert år mere end 400 bøger om “Hamlet”. Men hvad handler dette stykke egentlig om? I en vis forstand handler “Hamlet” om ingenting. Tragedien om den sortklædte, danske prins Hamlet er et stykke fuld af spørgsmål, der ikke besvares, og handlinger, der ikke forklares. Under det hele ligger den store gådefulde tomhed, alt det vi ikke ved noget om. Alle replikker er dobbelttydige, og alle spiller roller, lyver, hvisker og mistænker hinanden for det værste.

Mystikken starter fra allerførste replik: “Hvem der?” (1.1.1) spørger en vagt, men ikke den der er på vagt og hvis opgave det er at spørge om den slags, men derimod afløseren, som jo burde vide, hvem han afløser. Replikken bliver straks korrigeret, og derefter forlader vagten Francisco både scenen og stykket, og vi får aldrig en forklaring på hans bemærkning “det er bittert koldt, og jeg er syg om hjertet.” (1.1.7) (egen oversættelse). Hvorfor er han syg om hjertet? Ingen spørger til det, og ingen får svar.

Når man kan sige, at “Hamlet” handler om Ingenting, er det selvfølgelig, fordi det også handler om Alting: Om livet og døden, sandhed og løgn, og kærlighed og had. Stykkets gådefuldhed, det som er blevet kaldt “Hamlets” “interrogative tilstand” (Maynard Mack, “The World of Hamlet”, in: David Bevington (red.): “Twentieth Century Interpretations of Hamlet”. Englewood Cliffs, New Jersey: Prentice-Hall, 1968., s. 49) understreges ved de mange spørgsmålstegn i stykket. Overalt stiller karaktererne spørgsmål, og som læser eller publikum tvinges man til at gøre det samme. Det er blandt andet dette, der gør, at man kan blive ved at se “Hamlet” hele livet igennem og stadig ikke forstå stykket. Det er også denne ubestemthed, der gør, at enhver fortolkning kan modsiges i det uendelige. Og derfor kan diskussionen fortsætte.

Hamlet: Kilder

Der findes tre udgaver af “Hamlet”, den såkaldte “bad quarto” (“quarto” referer til størrelsen, hvor hver side er et kvart ark) fra 1603, den såkaldte “good quarto” fra 1604, som er den tekst, der normalt benyttes, og endelig Folio-udgaven fra den første samlede udgivelse af Shakespeares stykker i 1623. Teksterne adskiller sig væsentligt fra hinanden, og hvilken udgave, der er “den rigtige Hamlet” eller hvordan “den rigtige Hamlet” skal sammenstykkes ud fra de tre udgaver, er til stadighed genstand for debat. På grundlag af nogle henvisninger til begivenheder i samtiden mener man, at “Hamlet” første gang er blevet opført i nogenlunde den udgave, vi kender i dag, fra omkring 1599 eller måske senere. Desuden findes adskillige kilder, der tyder på eksistensen af en endnu tidligere udgave. Denne udgave, der i dag er ukendt, betegnes “Ur-Hamlet”, og normalt antages den at være skrevet af Thomas Kyd, mens enkelte forskere regner med, at forfatteren har været Shakespeare selv.

Figuren Hamlet stammer fra Saxo Grammaticus, men Shakespeare har sandsynligvis kendt til historien via den franske forfatter Francois de Belleforests “Tragiske fortællinger” (“Histoires Tragiques”). I begge fortællinger hører vi om en jysk konge, der efter en succesfuld krig mod Norge dræbes af sin bror, hvorefter broren gifter sig med dronningen. For at undgå selv at blive dræbt, lader den unge prins Amleth som om, han er sindssyg. En smuk kvinde ansættes til at afsløre, om Amleth virkelig er tosset, men han gennemskuer tricket og under en anklagende samtale med sin mor, dræber han en spion. Amleth bliver sendt til England sammen med to følgesvende, der medbringer et brev med anvisninger om at Amleth skal slås ihjel ved ankomsten. Amleth forfalsker brevet således, at det er følgesvendene, der bliver dræbt og vender selv tilbage til Jylland, dræber sin fars morder og bliver hyldet som konge.

Det grundlæggende plot i både Saxo og Shakespeares udgave af historien er altså det samme: mord, incest, vanvid, sex, spionage, forvisning, tilbagekomst og hævn. Den filosofiske dybde er derimod fraværende i det gamle danske sagn. Til gengæld er præmissen for den oprindelige historie mere logisk: Amleth er et barn, da hans far bliver dræbt, og derfor bliver han ikke selv konge. Han foregiver at være sindssyg for at beskytte sit eget liv, hvorimod Hamlet, der er en voksen mand i stykket, ikke har samme åbenlyse grund til at spille tosset.

Shakespeare har flyttet historien fra Jylland til Helsingør. Hvorfor Shakespeare har valgt at placere dramaet i Helsingør og ikke i landets hovedstad, kan man kun gætte om. En mulig forklaring kunne være, at Kronborg på grund af Øresundstolden har haft større international betydning end Københavns slot. En anden teori går ud på, at en del af skuespillerne i Shakespeares kompagni muligvis har været forbi Kronborg på turné, inden kompagniet slog sig ned i London. Muligvis har Shakespeare selv været med. Den sidste teori har dog vundet større fodfæste i Danmark end i England.

Hamlet: Danske opførelser og oversættelser

At verdens mest berømte skuespil finder sted i Danmark og med en dansk prins i hovedrollen, har naturligvis givet “Hamlet” en særlig plads i dansk teaterhistorie. Den første kendte opførelse i Danmark har sandsynligvis fundet sted i Odense i 1792, hvor stykket blev opført i en tysk oversættelse. Den første kendte opførsel på dansk fandt sted på Det Kongelige Teater i København i 1813. Oversætteren var Peter T. Foersom, der også spillede titelrollen. Tre år efter opførtes den første “Hamlet” på Kronborg af en garnisonsgruppe, muligvis indledt med en prolog af Adam Oehlenschläger, hvori det fremgår, at “fra stille hvælving viger mørkets gys… Her spilles Hamlet. På terrassens sti derude ånden selv i natten ganger.”

”Hamlet: At være eller ikke være, det er sagen; - er det et mere ædelt sind der tåler den vilde skæbnes pileskud og stenkast, end det der går i kamp mod sorgers hav og ender dem i strid? - At dø, at sove, - kun det, - at tro at vi med søvnen ender den hjertekval, de tusind lidelser som kødet fik i arv, - det er en slutning, vi inderligt må ønske. - Dø - at sove, - at sove! Muligt drømme! - Det er knuden; for hvilke drømme dødens søvn kan bringe, når vi har smøget støvets lænker af os, - det får os til at tøve; det er dette som gør elendighedens liv så langt.”

“Hamlet”: 3.1.56-82

Foersoms oversættelse var dominerende indtil 1883, hvor en svensk oversættelse af August Lindberg første gang blev fremført på Folketeatret. I 1902 opførtes “Hamlet” på fransk i Folketeatret med Sarah Berhardt i hovedrollen, og samme år opførtes stykket for første gang i Edvard Lembckes oversættelse på Dagmar Teatret. I 1911 havde den første danske “Hamlet”-film premiere.

Fra 1916 genoptog man traditionen med udendørs forestillinger på Kronborg, denne gang med Det Kongelige Teater i anledning af 300-året for Shakespeares død. Den første radio-udgave af “Hamlet” blev sendt den 29. december 1928 med Nicolai Neiiendam i titelrollen. I 1934 have Betty Nansen Teatret premiere på en udgave “i omarbejdning til nutiden” af Kaj Munk, og i 1937 havde Det Kongelige Teater premiere på en oversættelse af Johannes V. Jensen med den berømte sætning “Gå i Klosterstræde…” (hvor bordellerne lå).

Samme år blev stykket opført på engelsk på Kronborg med Laurence Oliver som Hamlet. Herefter bliver Kronborg-spillene en fast årlig begivenhed, og Laurence Oliviers teaterkompagni har opsat “Hamlet” flere gange på Kronborg, blandt andet med John Gielgud i 1939, Michael Redgrave i 1950, Richard Burton i 1954 og Derek Jacobi i 1979.

I 1939 sendte Danmarks Radio “Hamlet” i en oversættelse af Tom Kristensen, der tilførte stykket en fortæller. Denne oversættelse blev genindspillet i 1949 med Ebbe Rode i hovedrollen. I 1953 havde Århus Teater premiere på Valdemar Østerbergs oversættelse med Erik Mørk i hovedrollen. Samme år indspillede Erik Mørk “Hamlet” i Lembckes oversættelse i et radiospil og Jørgen Reenberg spillede for første gang Hamlet på Det Kongelige Teater.

Jørgen Leth og Per Kirkeby samarbejdede om en opsætning på Svalegangen i 1964, og samme år samarbejdede DR og BBC om en tv-dramatisering med blandt andet Christopher Plummer som Hamlet, Michael Caine som Horatio og Donald Sutherland som Fortinbras. Den danske tekstning var en oversættelse af I. C. Lauritzen.

Ole Sarvigs oversættelse opførtes første gang i Odense i 1967, og samme år vistes Laurence Oliviers film fra 1948 på tv med dansk oversættelse ved Asmund Rostrup.

Kaspar Rostrup iscenesatte “Hamlet” på Aalborg Teater i 1969 i Ole Sarvigs oversættelse.

1970’ernes “Hamlet”-bearbejdninger begyndte med Charles Marowitz’ “Hamlet Collage”, som blev vist i Århus i 1972 i en udgave baseret på Lembckes oversættelse. Bearbejdningerne fortsatte med “Der er noget rådent – et eventyr om ejendomsret – frit efter Hamlet” af Jane Rasch, der havde premiere på Fiolteatret i 1978. Jan Kotts politiske modernisering af teksten havde premiere i 1979 på Saltlagret i en oversættelse af Henning Krabbe, der delvist baserede sig på Lembckes tekst.

Søren Spanning spillede Hamlet i Johannes Sløks oversættelse fra 1971, der havde premiere på Det Kongelige Teater i 1982 og transmitteret i tv året efter.

Dr Dante opførte “Hamlet” med Michael Birkkjær i titelrollen i 1990 og i 1992 åbnede Betty Nansen Teatret med Peter Langdals opsætning med Søren Pilmark som den danske prins.

Cantabile 2 opførte i kulturbyåret 1996 “Hamlet” i og udenfor Kronborg slot, samt i industrihavnen omkring slottet. To gange er “Hamlet” blevet opført på Kronborg som ballet, i 1996 af Schauffuss-balletten med musik af Sort Sol og Ruud Langgaard.

I år 2000 afbrød skuespillerne et “Hamlet”-prøveforløb på Det Kongelige Teater i protest mod at rollen som Ophelia skulle spilles af en mongolid kvinde. Jens Albinus skulle have spillet Hamlet i Stefan Bachmanns iscenesættelse. Året efter modtog Kasper Bech Holten en Reumert for bedste instruktør for sin opsætning af “Hamlet” på Aalborg Teater.

I 2004 opførte og producerede Hamlet Sommer/HamletScenen "Hamlet" på Kronborg, iscenesat af Lars Romann Engel og med Catia Hauberg Engel som scenograf. En forestilling med Thure Lindhardt som Hamlet, der var en stor anmelder- og publikumssucces i slotsgården. Øvrige skuespillere var Ulla Henningsen som Gertrud, Henrik Jandorf som Claudius samt Claes Bang, Zlatko Buric, Laura Drasbæk, Hans Henrik Voetmann m.fl.

I 2007 opsatte Gladsaxe Ny Teater “Hamlet” i Kaspar Rostrups iscenesættelse og med Thure Lindhardt i hovedrollen. Ophelia præsenteredes her som gravid.

I 2008 åbnede Det Kongelige Teater det nye skuespilhus med en opsætning af “Hamlet” i Niels Brunses oversættelse fra 1997 og i iscenesættelse af Alexander Mørk-Eidem. Hamlet blev spillet af Nicolas Bro.

Tematikker og kontekst

Shakespeare står temmelig alene, når man i dag ser på den engelske renæssances dramatik. Ingen af hans samtidige opføres eller udgives bare tilnærmelsesvist så meget som Shakespeare. Sådan var det (naturligvis) ikke på Shakespeares tid. Shakespeare var allerede dengang den mest berømte dramatiker, men han var ikke den eneste. Særligt en enkelt anden forfatter synes i begyndelsen af Shakespeares karriere at have været Shakespeare overlegen.

Christopher Marlowe blev født i 1564, samme år som Shakespeare. Begge blev født i provinsen, begge havde en far, der var håndværker og hed John til fornavn, og begge tog til London og blev berømte som skuespilforfatter og digtere i deres egen levetid. Ellers er det svært at forestille sig to mennesker mere forskellige: Marlowe havde i modsætning til Shakespeare en universitetseksamen fra Cambridge, han var det førende medlem af forfattergruppen kendt som the University Wits, han var berygtet for sin vilde livsstil, var indblandet i adskillige retssager og mindst ét mord, der måske var i selvforsvar, var falskmønter og spion, og blev dræbt inden han fyldte tredive i et værtshusslagsmål, enten over regningen eller fordi han muligvis var hemmelig agent.

Det var Marlowe, der introducerede mange af de karakteristika, vi finder hos Shakespeare: urimede blankvers, verdslige problemstillinger, og amoralske protagonister. Sammen med vennen og bofællen Thomas Kyd skabte Marlowe rammerne for det elizabethanske drama ud af næsten ingenting. Selv brugen af navngivne karakterer var en nyskabelse i tiden. Det engelske drama før Marlowe benyttede sig primært af personificerede begreber som “Hvermand”, “Gode Gerninger” eller “Venskab” Og så var Marlowe berømt som ateist, hvilket har været temmelig kontroversielt. Som indledning til hans ualmindeligt brutale stykke “The Jew of Malta” (Jøden fra Malta) lader han en karakter ved navn Machevil udtale, at “Jeg regner religion for et barnligt legetøj, og mener at der findes ingen synd udover dumhed.” (prol. 14-15), og i en anklage indbragt få dage før hans død blev han tillagt udtalelser som, at Moses var en svindler, at Jesus var en bastard og hans mor løs på tråden, at jøderne valgte klogt, da de frigav Barabas, at det nye testamente var dårligt skrevet, og at han selv kunne gøre det bedre, at Jesus og evangelisten Johannes var homoseksuelle elskere, at sakramentet ville være bedre udført med en pibe tobak og at “religionen opstod med det ene formål at holde menneskene i skræk” .

Den form for udtalelser har vi ingen af hos Shakespeare. Tværtimod synes den tilsyneladende selvlærte teatermand gennem hele sit voksne liv at have holdt sig uden for ballade. Han er omtalt i samtiden som vellidt, men også som en, der takkede nej til selskaber med dårlige undskyldninger. Hans forestillinger var populære både hos publikum og ved hoffet – James I gav hans teatertrup betegnelsen “The King’s Men” (Kongens mænd) – og hans arbejde var kun i begrænset omfang generet af censuren. En del af de få dokumenter, der findes med Shakespeares navn på, viser, at han havde god styr på pengesager, og da han døde i sin hjemby i 1616, var han en rig mand med en velforberedt pensionisttilværelse foran sig.

Teatret før Marlowe og Shakespeare var udpræget religiøst og éndimensionelt. Marlowes stykker er, selvom de er fortalt i et overlegent sprog, der til tider er på niveau med Shakespeares, næsten ligeså éndimensionelle som de tidligere religiøse stykker, bare med modsat fortegn. Shakespeare er langt fra så radikal som Marlowe. Om Shakespeare siger man som regel, at hans værk er sekulært, menneskeligt eller uden religiøse motiver. Det har dog ikke forhindret en rig tradition for religiøse tolkninger. Præster elsker generelt Shakespeare, og herhjemme kan vi medregne så prominente teologer som Søren Kirkegaard, Johannes Møllehave og Johannes Sløk i gruppen af Shakespeare-fans. Ikke desto mindre er det grundlæggende kendetegn ved Shakespeares stykker, at de netop ikke er religiøse og de er heller ikke propaganderende ateistiske som Marlowes. Men Marlowe har muligvis banet vejen for en verdsliggørelse af dramatikken. Hos Shakespeare er mennesket i centrum. Gud og guder anråbes, biblen citeres, men som svar synes Gud fraværende. Gud blander sig ikke, der findes aldrig en religiøs løsning på stykkernes dramatiske konflikter, og Gud er aldrig igangsætter af disse. Denne menneskeliggørelse af teatret er, sammen med det enorme sproglige overskud, Shakespeares store bedrift. Shakespeares bedste karakterer er mennesker der tvivler, handler, fortryder og påvirkes af andre mennesker. Lige som du og jeg.

Spørgsmålet om forfatterskab

Til tider kan det synes, at Shakespeares rækkevidde og dybde som forfatter har en næsten overmenneskelig karakter. Det kan synes ufatteligt, at en søn af en handskemager skulle kunne rumme alle disse menneskeskikkelser, hele den engelske og klassiske historie, og samtidig sætte det i perspektiv med sin tids største moralske, politiske, filosofiske og religiøse dilemmaer. I modsætning til størstedelen af Shakespeares samtidige forfattere havde Shakespeare ikke gået på universitetet. Og hvorfra kendte han til intrigerne ved hoffet? Måske, lyder det fra tid til anden, er Shakespeare slet ikke forfatter til sine egne værker.

De mest berømte kandidater til rollen som Shakespeare i stedet for Shakespeare er Francis Bacon, Christopher Marlowe og Edward de Vere (Earl of Oxford), hvoraf især den sidste har en stor gruppe tilhængere, kaldet “oxfordians”. En almindelig søgning på internettet på de tre navne, vil give adgang til et mylder af teorier. Langt størstedelen af denne særprægede disciplin består af konspirationsteori i den forstand, at den er meget let at afvise ved brug af almindelig kildekritik og sund fornuft. Der er ganske mange kilder i Shakespeares samtid, der henviser til Shakespeare som forfatter. Konspirationen, hvis der har været en sådan, har altså været temmelig stor. Desuden må det siges, at selvom mange forfattere skriver under synonym, så er det temmelig unikt for en forfatter at finde en anden levende person som stråmand for sine værker. Den vigtigste grund til at lade være med at spekulere over spørgsmålet om forfatterskab, er imidlertid, at det jo i en vis forstand kan være fuldstændigt ligegyldigt. Værkerne findes, nogen har skrevet dem, og vi kan læse dem.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Alle citater, undtagen fra “Shakespeares sonetter” og “Julius Cæsar”, er fra “Samlede Skuespil 1-12”, oversat af Edv. Lembcke, bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P

Haase & Søns Forlag 1984. Sonetterner citeret af Line Krogh (overs.): “Sonetter – Sonnets”, Attika, 2006. “Julius Cæsar” citeret fra Ole Sarvigs oversættelse, Gyldendal, 1964

Større udvalg og samlede værker i oversættelse

William Shakspear’s Skuespil. Oversat af N. Rosenfeldt

William Shakespeare

1790-92

Link

Tragiske værker 1-9. Oversat af Peter Foersom og P. F. Wulff

William Shakespeare

1807-25

Link

Lystspil. Oversat af Simon Meisling

William Shakespeare

1810

Link

Samtlige dramatiske værker 1-9. Oversat af H. C. Wosemose

William Shakespeare

1834

Link

Dramatiske værker 1-18. Oversat af Edvard Lembcke

William Shakespeare

1861-73

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Seneste danske udgivelse

Periode

Genre

Film på Filmstriben

Udvalgte bøger

Hamlet: Alting og ingenting

Hamlet: Kilder

Hamlet: Danske opførelser og oversættelser

Tematikker og kontekst

Spørgsmålet om forfatterskab

Relaterede forfattere

Bibliografi

Større udvalg og samlede værker i oversættelse

De enkelte skuespil

Digte kronologisk

Om William Shakespeare

Generelle introduktioner

Om Hamlet

Om sonetterne

Andre monografier

Biografier

Links

Søgning i bibliotek.dk