Kaj Munk

Genrer og tematikker

Gennem Kaj Munks korte liv løb to spor stærkest, nemlig en optagethed af politiske spørgsmål og af troens spørgsmål. Hvor Kaj Munk ikke nødvendigvis troede på demokratiet, så var hans tro på Gud stærk, og Kaj Munk havde sin Gud med i alt. Det var hans elskede plejemor, der opfordrede ham til at læse teologi, men allerede som barn var han dybt troende, og det kristne livssyn gennemsyrede både dramatik og lyrik.

Især ”Ordet”s tematik er åbenlyst kristent, og det er samtidig det stykke, der stod hans hjerte nærmest. Ved skuespillets opførelse i Oslo udtalte Kaj Munk: ”Stykket har ogsaa et andet Bud end det kunstneriske – et religiøst Bud: Du ængstelige, svage Menneske, du har Lov til at bede til Gud” [4]Søren Lodberg HvasKaj Munk: Ordet – set i et teologisk perspektivNyt Nordisk Forlag, 2014..

Kaj Munk var optaget af sin samtid, og som sådan fulgte hans egen politiske holdning verdens udvikling. Som mange andre var han i begyndelsen af 1930’erne frustreret over Første Verdenskrigs eftervirkninger med høj arbejdsløshed og generelt politisk kaos, og de store ledere Adolf Hitler og Benito Mussolini dannede handlekraftige opponenter til den resultatløse ståen-i-stampe, der ellers herskede i Europa. Som sådan var Kaj Munks livsopfattelse uideologisk og udogmatisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier og troede dermed ikke på, at man kunne leve efter et fastlåst verdenssyn. Kaj Munk var også imod den begyndende amerikanisering i Danmark og befolkningens bevægelse fra landet til byerne, og lige fra de første skuespil var der en politisk tematik; om end dens udsigelse ændrede sig drastisk undervejs i Kaj Munks forfatterskab.

I en kronik fra 1938 fandt Kaj Munk det ”(…) umuligt andet end at prise det Hitlerske Styre for Klogskab over Klogskab.” (Søren Schou: På den yderste højrefløj. Den store danske), og dramaet ”En idealist” er formentlig skrevet om Mussolini. Med teaterstykkerne ”Sejren” (1936) og ”Han sidder ved Smeltediglen” skete der imidlertid et skift i Kaj Munks fascination af nazismen og fascismen. Ligesom omverdenen fik Kaj Munk øjnene op for jødeforfølgelsen og Mussolinis diktatur og invasioner, og fra da af var Kaj Munk glødende anti-nazistisk. Kaj Munks kritik af den tyske besættelsesmagt fortsatte i det offentlige rum, og i 1943 fik han af Werner Best, tyskernes øverstbefalende i Danmark, forbud mod at skrive bøger. Teaterstykket ”Niels Ebbesen” fra 1942 var allerede blevet forbudt lige efter første udgivelse, men det blev til stadighed omdelt illegalt, og Kaj Munk var næsten hver dag ude og læse op fra det rundt om i landet.

En måned før sin død holdt Kaj Munk en prædiken i Københavns Domkirke. Her sagde han: ”Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.” (Henning Nørhøj: Kaj Munk (1898-1944) Kristendom.dk, 2008-08-25). Selv endte han sit liv som offer for overmagten, men med sin tro og overbevisning intakt.

Beslægtede forfatterskaber

Det kan være svært at finde et sidestykke til Kaj Munks firedelte virke som samfundsdebattør, digter, dramatiker og præst.

I sin egen tid var han i stadig, men ulige, konkurrence med dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), der dog var langt mere folkelig i stilen med stykker om bl.a. den lille funktionær Larsen. Kulturskribenten og politikeren Arne Sørensen (1906-1978), der i 1936 stiftede partiet Dansk Samling – som var det eneste parti, Kaj Munk identificerede sig med, og det endda kun ved et enkelt valg – byggede sin politik på et kristentsocialt grundlag og afviste såvel liberalismen som den kommunistiske og nazistiske totalitarisme. De var glødende modstandere af samarbejdspolitikken, og i den henseende er der mange ligheder mellem Arne Sørensen og Kaj Munk.

Præsten og salmedigteren K.L. Aastrup (1899-1980) havde – trods et stormfuldt og senere næsten fjendsk forhold til nabopræsten Kaj Munk – også mange ligheder med Munk. Hvor Kaj Munk brugte prædikener, debatindlæg og skuespil til at give udtryk for sine holdninger mod besættelsesmagten, så havde Aastrup forbindelser til det illegale arbejde under den tyske besættelse og måtte grundet det flygte til Sverige i 1944. Efter Kaj Munks død skrev K.L. Aastrup digtet ”Saa skød de Munk”, der udkom i digtsamlingen ”Salmer. Tredie Samling” i 1945. Deres store forskellighed bestod i deres tilgang til det teologiske; mens K.L. Aastrup rent teologisk var fascineret af gruppen omkring det lutherske og mere fundamentalistiske blad Tidehverv, så var Kaj Munk udogmatisk.

I Kaj Munks eftertid har debatten om hans standpunkter floreret, om end hans betydning aldrig har været til debat. Ligesom den indflydelsesrige, tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) – der af hans egen, antisemitiske søster i sit eftermæle blev sat i forbindelse med den nationalsocialistiske ideologi – er Kaj Munks eftermæle og betydning blevet så omdiskuteret, at de forskellige fortolkninger af hans forfatterskab næsten virker modsigende.

Bibliografi