”Paa Lolland jeg den hented,
et Kærtegn fra min Fødeø.
Saa gik jeg her og vented
og tænkte, den maa dø;
den savner jo sit Skovkvarter,
sin lune Luft, sit fede Ler;
i denne fjendske Zone
forgaar min Anemone;
jeg ser den aldrig mer.”
”Sidste Digte – Den Skæbne ej til os”, s. 61.
Digtet skrev Kaj Munk formentlig i det tidlige forår 1943 ved synet af den vestjyske præstegårds første forårsblomster, og i julen 1943 lod han digtet trykke i 300 eksemplarer. Det brugte Kaj Munk som julehilsen til venner og bekendte, og dets første linjer med det næsten mistroiske spørgsmål ”Hvad var det dog, der skete?” fortsætter på sin vis Kaj Munks tidligere beskæftigelse med miraklet. Det er imidlertid ikke bare en botanisk mirakelfortælling om en lille, blå anemones rejse fra Lollands fede muld til Vestjyllands barske klima, digtet handler om. Da Kaj Munk skrev digtet i 1943, var Danmark besat, og den lille blomsts mirakuløse overlevelse i en fjendsk zone var en slet skjult bemærkning om den danske mentalitets spirende modstandskraft. ”Den Blaa Anemone” handler om at være i fortvivlet og sorgfuld krise over tingenes tilstand og alligevel kunne få øje på lyset og på det spirende håb, der findes i livskraften.
De øvrige digte i ”Sidste Digte – Den Skæbne ej til os” er som ”Den Blaa Anemone” opfordringer til at tro på, at det gode vil sejre. Nogle mere billedlige med især naturmetaforer, der skal illustrere danskernes kraft og vilje, andre direkte henvendelser til ministre og kommentarer til danske, navngivne politikere og tanker om ”Brittens Dygtighed”. ”Sidste Digte – Den skæbne ej til os” er i høj grad en digtsamling af sin tid og er stærkt præget af besættelsesmagtens påvirkning på danskerne.
Kaj Munk
Kaj Munk (1898 1944) er paradoksalt nok mest kendt for sin dramatiske og tidlige død. Efter at have kritiseret samarbejdspolitikken, jødeforfølgelsen og nazismen i den offentlige debat blev han d. ...
Læs hele forfatterportrættet
