”– Vi er spærret inde i hver vores lille dåse, og så går vi rundt og tror, vi er så satans frie og kan gøre, hvad der passer os. Men det kan vi ikke. Vi er lukket inde. Det er noget, jeg har tænkt over. Jeg er nok ved at blive skør …”
”Øjet og øret”, s. 94.
”Øjet og øret” har igennem de 33 kapitler et levende og hurtigt sprog, som konstant skifter scenarie og emne. Dorph er tydeligvis inspireret af den amerikanske krimitradition med Raymond Chandler og hans intime skrift i spidsen. Her er det ikke kun kriminaliteten, som er i centrum, men lige så meget detektivens indre liv, og der er plads til, at han tolker og føler.
Med sine skift og sit saftige sprog holder Dorph sin læser beskæftiget og underholdt igennem de 191 sider. Som brud på fortællingen krydrer Dorph med to slags tekst. Den ene slags er Harders små fragmentariske, selvbiografiske indlæg, som står i kursiv og lader Dorphs mere lyriske side komme frem. Den anden slags er tre indlæg blot markeret med en, to eller tre asterisk/*. I disse tre afsnit får man med en alvidende fortæller leveret en mere objektiv beretning om mordet i 1970. På side 52 får man præsenteret det 4-årige offer (Harders bror). På side 118 møder han de to drenge (Pønit og Abildgaard). Og på side 164 oplever man det triste mord.
Harder har i romanen kollegaen Kuhnsen ved sin side, og der er megen mandekultur i romanen. Temaet bliver i romanen bekræftet via boksning, fodbold, onani, porno, prostitution, druk og sex. Disse forhold kan kædes sammen med scenen, hvor den 4-årige i 1970 bliver molesteret til døde. Mordet er nemlig et resultat af afsporet leg blandt drengebørn, og Dorph placerer ad denne vej en kritisk kommentar til forholdet mellem ondskabsfuldhed, barndom og testosteron.
Christian Dorph
Christian Dorph rammer skarpt både krimiens hårdtslående realisme og poesiens fine følsomhed. Karrieren begyndte for knap 30 år siden med poesi, har i mange år rummet sprudlende krimier og er nu ce...
Læs hele forfatterportrættet
