”Men der var endnu et punkt at tage i betragtning. Forudsat at min teori om forbrydelsen er korrekt – og jeg mener, at den må være korrekt – er det indlysende, at sovevognskonduktøren selv må være med i komplottet. Men i så fald har vi tretten personer at regne med og ikke tolv. I stedet for som ellers at sige: Af så og så mange personer er én den skyldige, stod jeg overfor det problem at af tretten personer var én og kun en uskyldig. Hvem af dem kunne det være?”
”Mordet i Orientekspressen”, s. 151.
Samtlige passagerer i vognen er under mistanke: Et ungarsk grevepar, en svensk sygeplejerske, en italiensk forretningsmand m.fl. og Poirot må bruge al sin snilde for at rede de mange tråde ud og siden flette dem sammen i den mest overraskende forbindelse.
Fortællingen er holdt i tredje person og tager sin begyndelse på perronen i Aleppo, men foregår herefter om bord på toget. Tidsmæssigt strækker den sig blot over fire-fem døgn, fra Poirot stiger på toget, til han har opklaret mordgåden efter en kort og intensiv efterforskning.Den er inddelt i ni kapitler med hver sin titel. Poirot står i fortællingens absolutte centrum, selvoptaget, excentrisk og lynende intelligent, sammen med sin metode, der virkelig sættes på prøve, da han er uden forbindelse til omverdenen og dermed f.eks. ikke kan verificere de mistænktes forklaringer som vanligt.
Altså må han gå yderst metodisk til værks og tænke sig frem – og det er jo netop også, hvad hans metode egentlig går ud på, tog eller ej.
Interessant er det, at den myrdede i dette tilfælde er så usympatisk en karakter, at selv Poirot, efter at have afdækket sandheden, tager personlig stilling.Således kan man måske sige, at både morderen og Poirot gør sig skyldige i selvtægt – og det lader ikke til, at Christie bebrejder dem.
Hun gradbøjer vores almindelige begreb om den enkeltes retssikkerhed og accepterer tilsyneladende, at kombinationen af fejlbarlighed i retssystemet og grænseløs grusomhed i en forbrydelse kan medvirke til at retfærdiggøre, at detektiven kortvarigt træder tilbage fra sin professionalisme og bliver et helt almindeligt menneske.
Agatha Christie
Kun overgået af Bibelen og Shakespeare i salgstal har Agatha Christie med sit enorme forfatterskab begejstret læsere verden over, siden hun i 1920 debuterede med ”Låsede døre”. Hun har skrevet dram...
Læs hele forfatterportrættet