”Problemet: Vi har slået for mange ihjel. Hvordan nogensinde finde et vidne, der har set vores zek med hanen på skulderen?”
”Dødszoner”, s. 89.
Det står hurtigt klart, at det formentlig er en jøde, der står bag drabet på Steiner som hævn for de tusinder af jødiske liv, SS-generalen havde på sin samvittighed, men hermed er hele historien om mordet ikke fortalt, og Heinrich og Manfred afslører undervejs ubehagelige sandheder om ondskabens væsen og dens konstante nærvær.
De to venner er meget forskellige. Mens barndomsvennen Manfred trives i rollen som bøddel i krigens moralske morads, har Heinrich væsentlig sværere ved at finde sig til rette i den nazistiske verdensforståelse, der er blevet trukket ned over hovedet på ham, og han begynder i mere og mere udtalt grad at betvivle gyldigheden af nazityskernes motiver. I et område, hvor hele landsbybefolkninger systematisk myrdes, fremstår det at finde en enkelt mands morder som en mere og mere grotesk mission.
Den potentielt enorme forskel på værdisætningen af menneskeliv bliver tydeligt udstillet i romanen. I en krigszone har ondskaben frie tøjler, og det at placere mennesker i kategorien ’fjender’ legitimerer enhver form for adfærd over for disse mennesker, herunder helt at undlade at opfatte dem som mennesker. Men for at kunne gøre det, må den moralske forestilling om medmenneskelighed tilsidesættes, og romanen stiller spørgsmålet: Hvordan kommer man som moralsk individ overens med kravet om at lægge sin moralske overbevisning fra sig?
Simon Pasternak
Et af de mest interessante navne på spændingsromanens stjernehimmel er Simon Pasternak. Allerede som del af krimimakkerparret Dorph/Pasternak viste den rutinerede redaktør håndelag for forfatterger...
Læs hele forfatterportrættet
