”Natten før denne dag drømte jeg, at min hårbund var fyldt med afgrøder. Knudekål, fennikel, honningurt. Det her er ikke mit hår, skreg jeg, det her er en mark, som er blevet plantet på mit hoved. Jeg vågnede af en meget slem smerte i den hud, som skiller håret fra hjernen.”
”Natten før denne dag”, s. 10.
Pigen sanser overgangen fra barn til voksen gennem sin foranderlige krop, som hun inderligt hader. Det ses her i bogens begyndelse, hvor også stil og tema slås an: ”I dag fylder jeg tretten. I dag har jeg redt mit hår i forskellige frisurer. I dag har jeg lagt min barndom bag mig for at møde virkeligheden. (…) Jeg ser på min krop og spørger: Hvad er det her. Er det en krop eller er det en kiste. Jeg tror, det er en flaske, som nogen har fyldt med mørk medicin.” (s. 8). Gentagelsen er et kompositorisk princip i både den enkelte sætning, i de enkelte afsnit og i tekstens genkommende konkreter: krop, hud, hår, fedt, frugter, linned, mælk, mos.
De korte tekststykker, som er mellem to linjer og to sider, er gengivelser af øjeblikke, spøgelsesfantasier og ildevarslende drømme fulde af blod, død og smerte i en næsten rituel og okkult stemning. Puberteten spændes ud mellem den sidste tolvårstand og den første menstruation, men pigens krop er mere optaget af ting og abstrakte fænomener end at blive en samlet kvinde. Og det er svært at forlade barndommen, når man stadig bor på et børneværelse.
Mere end en roman med en fremadskridende handling er ”Natten før denne dag” fragmenter med et helt nært fokus på relationer, på materialer, madvarer, natur og krop og på død, overgange og ritualer. Karaktererne har mytologiske navne, og der er en mystisk universalitet i teksten, der er svær at forankre i tid og rum. Eller som moderen siger det: ”Du ligner en bjergformation eller et sted for okkulte øvelser.” (s. 90).
Johanne Lykke Naderehvandi
Den dansk svenske forfatter Johanne Lykke Naderehvandi åbner i sine tre romaner ind til et sprogligt fortættet og ekstremt sanseligt univers, hvor der hersker en lidt uhyggelig stemning af varsler ...
Læs hele forfatterportrættet