”Hun og hendes søster har det ret godt sammen selvom de er meget forskellige. Mia synes de har det ret godt sammen. På et tidspunkt, da de var små, forsvandt sproget mellem de to piger, det er sådan hun tænker det. Det der skete, var uoverstigeligt. Er uoverstigeligt. De kan nogenlunde rumme det som en uformelig masse imellem dem, en tavshed, som gør at de kan overleve, men som helt uafvendeligt skiller dem ad for evigt.”
”Mia”, s. 11.
Da dyrlægen Malthe overtaler Mia til at huse den hjemløse tyr Otto, som på grund af sit aggressive sind ellers vil blive slagtet, er det som et tegn på de aggressioner og det mørke, som har hobet sig op i Mia siden barndommen. Og da Jacob endnu engang sender Seline på hospitalet på grund af tæsk, kollapser den mur, som hun har bygget op omkring sig selv, sin opvækst og sine følelser.
Romanens fortælling berettes i tredjeperson fra Mias synsvinkel og består både af et nutidsspor og flashbacks til smertefulde følelser og situationer i Mias barndom, som er markeret i kursiv.
Nutidssporet og Mias flashbacks til barndommen er begge skrevet i nutid, som om fortiden stadig er til stede som en helt nærværende erfaring i Mia. Barndommen er som et traume, der definerer alt i hendes voksenliv, og som hun ikke kan ryste af sig.
”Mia” er en roman om skyld, skam og vrede, men også om afgrundsdyb ensomhed. Selvom deres fælles barndom binder de to søstre sammen, adskiller det dem også, og de viser sig i virkeligheden som to meget ensomme mennesker, der på hver deres måde forsøger at holde sig oven vande - men som til slut på hver deres måde går til grunde i sig selv.
Malene Ravn
Malene Ravn demonstrerer med sit forfatterskab på tre romaner, at hun både mestrer at skrive den korte roman, der dirrer af fortættet drama, og den store slægtsfortælling med et stykke Danmarkshist...
Læs hele forfatterportrættet
