”Og så kommer det jeg synes er spændende. Dyrene bevæger sig over cementgulvet, de dyr der ellers kun findes når vi ikke er i laden. En mus vokser ud af høet og lister forbi mine øjne, helt tæt på med næsespidsen vibrerende op og ned, sorte glasagtige øjne. Halen stryger mod min kind som en snor af fløjl.
– Ligger du nu her igen, siger den.
– Ja, har du ikke savnet mig?
– Du er alene fyld i min verden, siger den og forsvinder fordi vildkatten har fået færten af den.”
”Mårhund”, s. 9.
På markerne, langs grusvejene og i haven omkring gården vrimler det med dyr. Lars Peter kan tale med dem, og de taler gerne med ham, men altid i kringlede sætninger, der lyder underligt gammeldags. En dag møder han en mårhund, og da de voksne hører om den, får Lars Peter pludselig en anderledes positiv opmærksomhed fra både sin far, lærerne i skolen og de store elever.
Dyret er farligt og skal slås ihjel, fortæller hans far, for det er en invasiv art, som ikke hører til. Lars Peter kan lide sin pludselige berømmelse, og for at tilfredsstille sit publikum bliver hans fortællinger om mårhunden mere og mere fantastiske, indtil han får smurt så tykt på, at folk omkring ham alligevel ikke tror på ham, og han igen er overladt til sig selv.
I anden halvdel er Lars Peter blevet 31 år. Efter flere år i Berlin bosætter sig på en ø i Limfjorden nær barndomsgården. Som en fremmed forsøger han sig med meget lidt held at begå sig i øsamfundet, og det er oplagt at drage en parallel mellem ham og mårhunden i bogens første del. Begge invaderer miljøer, de ikke hører til i, og bliver jaget af indbyggerne. Anden del af bogen er ikke en naturlig forlængelse af historien i første del, men tegner et portræt af et lukket og selvtilstrækkeligt landsbysamfund.
Der løber en del sidehistorier i begge afsnit, hvor f.eks. den unge Lars Peters forelskelse i pigen Margrethe træder markant frem. Nogle sproglige elementer spejles i de to dele, særligt dyrenes vrøvlende og gammeltunge sætninger, som ligner den demente Gittes sprog, som den voksne Lars Peter møder på øens plejehjem. Lilleøres sprog og tone gør portrættet af et særligt barnesind med en livlig fantasi særdeles troværdigt.
Johannes Lilleøre
Som forfatter tager skuespiller Johannes Lilleøre selv den kunstneriske magt, som han er underlagt, når han selv er på scenen. Når han skriver, er det ham, der tager alle de valg, der allerede er t...
Læs hele forfatterportrættet
