Johannes Lilleøre

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2023

Hovedforfatter

Christine Fangel Juhl
cand.mag., februar 2019

Som forfatter tager skuespiller Johannes Lilleøre selv den kunstneriske magt, som han er underlagt, når han selv er på scenen. Når han skriver, er det ham, der tager alle de valg, der allerede er taget for ham, når han går på teaterscenen og gør en rolle levende. Lilleøres forfatterskab spænder over autofiktion og en realisme, der dog ikke er mere virkelighedstro, end at dyrene får lov at tale. Romanen ”Min syge ven” fra 2018 beskriver et sygdomsforløb i en kortfattet prosa, der puster poesi ind i et medicinsk miljø, imens "Kannibalen" fra 2023 handler om to mænd, som mødes på nettet og aftaler, at den ene må spise den anden.

Baggrund

Johannes Lillerøre (f. 1974) voksede op på et landbrug uden for Harboøre som den yngste af tre søskende. Faren var landmand og hans mor hjemmegående, og barndommen var præget af frihed: ”Vi kunne rende på markerne, som vi ville, og skulle ikke fortælle, hvor vi var. Jeg vidste dog altid at jeg ikke ville blive derude. Jeg havde en længsel efter storby.” [2].

”Da jeg var barn, sprang bønnen fra mine læber som en hjorteflok i en lysning. Når jeg var bange for noget, bad jeg fadervor. Bønnen var mit skjold, og efter bønnen fik jeg tre ønsker opfyldt. Sådan var reglen. Ønskerne var altid de samme, og de var med negativt fortegn: Jeg ønsker ikke at stå over for et truende dyr, jeg ønsker ikke at kaste op, og jeg ønsker ikke at blive lagt mærke til.”

”Min syge ven”, s. 109.

Storbylivet fandt han først i Paris, hvor han boede et år efter at have færdiggjort gymnasiet, og senere flyttede han til København. Hans interesse for litteratur tog for alvor fat i gymnasiet, men han skrev ikke selv: ”Jeg skrev selvfølgelig smertelige og selvmedlidende dagbøger om ensomheden i det vestjyske. Men jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle skrive bøger.” [2]. Det kom han nu alligevel til, men først uddannede han sig til skuespiller. Som skuespiller har Lilleøre både optrådt på teatre, bl.a. Det Kongelige Teater, ligesom han også har medvirket i filmen ’Familien Gregersen’ og tv-serierne ’Nikolaj og Julie’, ’Rejseholdet’ og ’Borgen’.

Foto: Sara Galbiati / Gyldendal

Født
18. juli 1974 i Lemvig.
Uddannelse
Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, 2001. Forfatterskolen, 2016.
Debut
Nowhere. Lindhardt & Ringhof, 2012.
Litteraturpriser
Reumert-prisen, årets dramatiker, 2023.
Seneste udgivelse
Kannibalen : En kærlighedshistorie. Gyldendal, 2023.
Inspiration
Billedkunst og forfatterne Herta Müller og Thomas Bernhard.

Hans debut, den autofiktive roman ”Nowhere” (2012), skrev han under et halvt år langt ophold i New York. Derefter søgte han ind på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2016 – samme år som ”Mårhund” udkom.

Selv om forfatterskabet fylder mere og mere, spiller han stadig skuespil, men han ser overvejende de to gerninger som adskilte, og han kan ikke skrive i de perioder, hvor han spiller med i forestillinger [1]. Han forklarer forskellen således: ”Som skuespiller skal man gøre en andens værk levende, og det er ikke altid man forstår værket, det er heller ikke altid, man synes det er godt. Som forfatter kan jeg selv tage alle valg. Det kan naturligvis være ensomt, og det er et kæmpe ansvar, men også tilfredsstillende.” [2].

Johannes Lilleøre bor på Vesterbro og har to børn sammen med et lesbisk par.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Et gennemgående tema i Johannes Lilleøres forfatterskab er følelsen af at være anderledes. Lars Peter i ”Mårhund” er en sær dreng, som kommer til at lyve for at finde en plads i fællesskabet. Den voksne Lars Peter, der vender tilbage til barndomsegnen, forsøger at navigere i et landsbysamfund, hvis regler han hverken forstår eller får øje på, før han har overtrådt dem. Fortælleren i ”Min syge ven” har følelsen af at stå ved siden af sig selv. Under sin vens sygdom overvejer han, om grunden til, at han altid er hos sin ven på hospitalet, er fordi han er ved at kravle ind i hans liv og overtage det: ”Er jeg den parasit, der ender med at tage livet af ham? Hvor er antibiotikaen mod mig?” (s. 128).

Hvor ”Min syge ven” eksperimenterer med formen med mange kortprosa-lignende øjebliksbilleder og lyriske indslag, eksperimenterer ”Mårhund” mere på indholdssiden. I romanen, som er overvejende realistisk, taler dyrene i et tungt og gammeldags sprog med Lars Peter. Det giver teksten et magisk skær og udtrykker fint barnets ensomhed.

Johannes Lilleøre er interesseret i at udforske rammerne for litteratur, og det gør han bl.a. ved at læse andres værker: ”Det er inspirerende at læse. Jeg læser meget, og jeg er optaget af at udfordre de forskellige genrer. Hvad er en roman, og hvad er en digtsamling, og behøver man genrebestemme bøger?”, spørger han retorisk [2]. Selv om hans indtil videre tre udgivelser alle har genrebetegnelsen ”roman”, stritter i hvert fald ”Nowhere” og ”Min syge ven” i en mere autofiktiv retning. Særligt debuten, der handler om skuespilleren Johannes, der er homoseksuel og har to børn med et lesbisk par. Efter udgivelsen af ”Nowhere” irriterede det Lilleøre, at folk gik så meget op i, hvad der var sandt, og hvad der var fiktion: ”Det var jo ikke det, der skulle være omdrejningspunktet. Så jeg var helt klar over, at denne gang skulle hovedpersonen ikke hedde Johannes, og Lars Peder (sic.), som hovedpersonen i »Mårhund« hedder, er også forskellig fra mig (…) Men der er så alligevel lidt af mig selv med, og det har en forfatter vel for det meste, når han skriver.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Johannes Lilleøres forfatterskab holder sig ikke inden for skarpt optegnede linjer, når det kommer til stil og genre. Derfor giver det bedst mening at lave sammenligninger med andre forfatterskaber på hver enkelt titel.

Beskrivelsen af gården og forældrenes økonomiske kvaler i ”Mårhund” minder om den fallit, familien i Thomas Korsgaards to romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018) står overfor. Selv om miljøet er endnu barskere beskrevet, og armoden er større i Korsgaards bøger, er der paralleller at drage mellem især Korsgaards første roman og ”Mårhund”, hvor især det konfliktfyldte forhold til drengenes fædre er interessant. Begge fædre har et voldsomt temperament og straffer deres sønner hårdt, og selv om det skaber et had i drengene, er der også glimt af kærlighed at spore.

I ”Mårhunds” anden halvdel kan øsamfundets originaler og øens selvtilstrækkelighed sammenlignes med de sønderjyske landsbyer, man møder i Erlings Jepsens bøger. ”Frygtelig lykkelig” (2004) foregår f.eks. i landsbyen Højer, hvor indbyggerne i bogen spiller efter deres helt egne regler. På samme måde insisterer øboerne i ”Mårhund” på at klare øens problemer uden inddragelse af dem fra fastlandet.

”Min syge ven” har en anden nerve og tyngde – i kraft af temaet, men også i sin form. Det er oplagt at sammenligne den med Maria Gerhardts bøger ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (2014) og ”Transfervindue” (2017), hvor hun skriver om sin kræftsygdom. Især ”Transfervindue”, der bevæger sig ud over det selvbiografiske og supplerer det autofiktive spor om livet som kræftpatient med en science fiction-fortælling om en kvinde indlagt på et hospice, der fylder det meste af Nordsjælland.