”Jeg gik hen og skubbede vinduet endnu mere op, luften på værelset var tung af røg og maling. Nede i haven havde min mor hejst en af plastikstolene op i flagstangen. Det var sådan noget, hun kunne finde på at gøre, når hun ikke var deprimeret. Hun ændrede tingenes betydning og lod alle andre se vanviddet flage i vinden som noget, hun var stolt af.”
”En dag vil vi grine af det”, s. 30.
Tue føler sig mere alene og forkert. I det år, der er gået, er han for alvor blevet teenager; han har mistet sin barnligt naive måde at registrere sine omgivelser på og besidder nu i stedet teenagerens trods og vrede. Der er en enorm modstand i ham, som moren får at mærke, da hun tankeløst indvier sønnen i sin affære med ”fynboen” fra Kom og Vind-chatten. Det er svært ikke at se det dybt uretfærdige i, at hun indlemmer sin 17-årige søn i den del af hendes liv, men Tue formår at bruge ”fynboen” mod sin mor – blandt andet til at få sin veninde Iben med på den ferie til Alanya, som en ikke lille del af erstatningen bliver brændt af på.
Tues frirum hos mormor og O.P. er forsvundet efter mormorens død, og da Iben fortæller, at hun ikke begynder på Skive Gymnasium, hvor Tue allerede går, men flytter på kollegium i Viborg, har Tue ikke mange fællesskaber tilbage. Skolen gider han ikke, og når Iben ikke er der, lukker han øjnene for sin homoseksualitet. Selv om det efterhånden er åbenlyst for de fleste, er det umuligt for ham at springe ud – især over for faren, der i forvejen ikke forstår sin søns valg i livet.
Tonen i ”En dag vil vi grine af det” er mere hård end i forgængeren. Det kan hænge sammen med, at Tue er blevet ældre og som teenager stiller sig mere kritisk over for forældrenes levevis. Moren og farens utilstrækkelighed til at være de voksne viser sig konkret i det, de siger – morens i sin lidt for grafiske involvering af Tue i affæren og faren i sine gentagende trusler om, at han da bare kan gå ud og hænge sig. Tue prøver på en og samme tid at holde sammen på familien ved for eksempel at sørge for mad til sine mindre søskende, når forældrene er forsvundet, samtidig med at han forsøger at sprænge det hele i stykker ved at opsøge konflikter med forældrene.
Thomas Korsgaard
I den selvbiografiske romantrilogi ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den...
Læs hele forfatterportrættet
