”Altid bagved dette smertens kammer åbner / sig et nyt, dybere, rede til at standse / mit fald. Altid bagved er et ansigt mere / sorgfuldt, en vind mere ensom – har stenen / sig rokket et hanefjed ud af sin dvale – / Mod et ætsende lys står det mørke hjerte / stemt springer metallets klange stadig rigere / af smertens instrument. – Altid bagved er et ord / nærmere sin forklarelse. Er havets kalden højere / mere bydende i sin bølges umættelige mund.”
”Havoffer”, s. 7.
Digtene i ”Havoffer” er, som et gennemgående træk i hele forfatterskabet, ofte præget af en eksistentiel eller religiøs søgen. Men snarere end en bekendelse til en gud er der tale om, at sjælen søger sit eget dyb, søger sig selv.
Og mens naturen, i digtene, nærmest smelter sammen med jegets stemme og blik, er det også digte om ”individualismens grundsituation” som Paul Nakskov skriver i sin monografi: ”helt alene, helt sig selv, værende til stede i et stykke natur i dets afgrænsethed, men vendt mod det åbne rum, den uendelighed hun bestandig havde for sit indre blik og bestandig længtes imod.” (Paul Nakskov: Mit mørke Dit lys. Requiem for tiden og havet. En bog om Tove Meyers digtning. Odense Universitetsforlag, 2000. s. 91).
Digtene stiller mange spørgsmål men giver kun få svar, og man fornemmer tydeligt en stor indre spænding, når modsætninger støder sammen og stærke kræfter bringes i spil. Alligevel er det som om, noget venter på at finde sted, som om det vigtigste stadig er skjult. Ekkoet af det ”altid bagved,” der indleder bogens åbningsdigt ”Erkendelse –”, runger gennem hele bogen.
”Digtet er som hugget i granit,” skriver Asger Schnack. Og i ”Havoffer” er der da også noget næsten skulpturelt over måden, digtene træder frem på papiret i kompakte kasser, der kan minde om moderne arkitektur, eller kortlinjet og elegant i slanke spalter. Det er meget rammende, når litteraturhistorikeren Erik Skyum-Nielsen i sin nærlæsning af bogens titeldigt skriver, at ”Tove Meyer færdes i et ordlandskab og forvandler sine sansninger til tegn” (Erik Skyum-Nielsen: Med Tove Meyers 'Havoffer'-digt er vi helt ude på kanten af klinten. Information, 2020-09-11).
Tove Meyer
Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes smalle forfatterskab – kun seks digtsamlinger på mere end 30 år – rummer kosmiske følelser og store erkendelser i...
Læs hele forfatterportrættet