Tove Meyer

Emneord:

Hovedforfatter

Felix Rothstein
cand.mag., oktober 2020

Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes smalle forfatterskab – kun seks digtsamlinger på mere end 30 år – rummer kosmiske følelser og store erkendelser i et inderligt og personligt udtryk, der både spænder over symbolistisk inspiration og modernistisk formsprog. Gennem hele forfatterskabet løber en stærk naturlyrisk strøm, ligesom både erotiske og religiøse motiver er vigtige. Men Tove Meyers liv var også plaget af psykisk sygdom, og i længere perioder var hun ofte indlagt. Kort efter sin sidste indlæggelse i 1972 begik hun selvmord.

Baggrund

Tove Margaret Meyer blev født i Birkerød i Nordsjælland i 1913 som datter af en grosserer i medicinalvarer og voksede op i en herskabsvilla i Søllerød. Hun tog sin mellemskoleeksamen i 1928 og var også både på husholdningsskole og i gartnerlære. Som ung begyndte hun at male og skrive digte og debuterede allerede i en alder af 22 år med samlingen ”Guds Palet”, som hun dedikerede til sit ungdomsforbillede, den symbolistiske digter Helge Rode.

”Yderst på klinten: / stilhedens havgus-fortætning / rede til fald / om en grøn finger / pegende mod rummet, og dér / de spredte hæse råb / fra usynlige vagtposter. // Dybt nede / skred i rall. I havets bug / en murrende optakt / og nu / dråbernes trommehvirvler / på dens spilede skind. // Fisken springer / med opkrænget gab. En / voksende hvirvel, sort / om offerstenen – / Og rummet klippes op / af lysets saks. // Blodsols smelten – / Og nu / de stigende huggende skrigs / rasende crescendo / ud af blæstgrønt lys, af / blåhvidt ler – / Ud af sammenhæng vi / aner / ikke ser –”

”Havoffer”, s. 45-46.

Tove Meyers forfatterskab er forholdsvist beskedent i omfang og tæller i alt seks digtsamlinger, der udkom med flere års mellemrum fordelt over fire årtier. Men for Tove Meyer var det digteriske arbejde konstant, og hun så digteren som én, der ”udvider Livsfornemmelsen” med sine tekster og hun skrev om digterens rolle, at ”Det er Digtersjælens Privilegium at se Støvet forvandle sig til Guld, at se Blomsten, den ubestandige, bøje sit Hoved i Graad og vandre paa Maanestraalens spinkle Sølvbro mod Himlen saa undrende som et Barn og saa frejdig som en Gud.” [1].

Foto: Ritzau Scanpix

Født
1. juli 1913 i Birkerød.
Død
14. januar 1972 i Virum.
Uddannelse
Mellemskoleeksamen, 1928. Herefter var hun på husholdningsskole og i gartnerlære.
Debut
Guds Palet, 1935.
Litteraturpriser
Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1969.
Seneste udgivelse
Skygger paa Jorden + ekstra digte. Gladiator, 2017.
Inspiration
Gustaf Munch-Petersen,J.P. Jacobsen,Edith Södergran,Bodil Bech, Hulda Lütken, Paul la Cour, Helge Rode, Johannes Jørgensen.

I sommeren 1950 mødte Tove Meyer litteraten Paul Nakskov på deres fælles arbejdsplads i redaktionen af ”Vor Tids Leksikon.” Det blev en stor forelskelse, og parret blev i 1952 gift. Paul Nakskov redigerede i 1969 et tematisk orienteret udvalg af Tove Meyers digte, der udkom under titlen ”Tiden og havet. Digte 1935-1967”, og samme år modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2000 udgav Paul Nakskov desuden monografien ”Mit mørke Dit lys. Requiem for tiden og havet. En bog om Tove Meyers digtning”, der rummer grundige og omsorgsfulde læsninger i forfatterskabet.

Fra sin ungdom og senere i sit voksenliv kæmpede Tove Meyer med psykisk sygdom, bl.a. angstanfald og anoreksi, og var i længere perioder indlagt. I 1972 begik hun selvmord, da hun druknede sig i Brededammen nær sit hjem ved Lyngby i Nordsjælland.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord. Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05 Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Fælles for Tove Meyers ellers ret forskellige bøger er, at de gennemsyres af en konstant dobbelthed mellem befriende glæde og toner af ensomhed, mellem en helt fundamental ”livssmerte” og en næsten ekstatisk udvidende og overskridende ”livsfølelse,” som litteraten Mai Misfeldt skriver (Mai Misfeldt: Tove Meyer (1913-1972). Dansk Kvindebiografisk Leksikon/Kvinfo, 2003).

I Tove Meyers tidlige digte var billedsproget overvejende knyttet til konkrete sansninger i mødet med naturen, mens billederne især i ”Havoffer” og ”Brudlinier” nærmest sprænger sig løs fra det konkrete landskab og i stedet bliver til et slags ordlandskab – Mai Misfeldt karakteriserer det som ”sanselige fortolkninger af en indre virkelighed.” (Mai Misfeldt: Tove Meyer (1913-1972). Dansk Kvindebiografisk Leksikon/Kvinfo, 2003).

Paul Nakskov gav i 1969 sit udvalg af Tove Meyers digte titlen ”Tiden og Havet”, og både tiden og havet spiller da også vigtige roller i Tove Meyers lyrik, hvor de på en måde tegner det poetiske rum, som digtene udfolder sig i. I barndommen, i drømmen og i underbevidstheden, hvor umiddelbarheden står i skærende kontrast til den længsel efter den altfavnende kærlighed, som det (ofte) ensomme jeg hele tiden søger. Og i naturen, hvor netop havet er et stærkt tilbagevendende billede, der kan veksle mellem flere betydninger. Gennemgående er havet en enorm eksistentiel kraft, der overskrider – eller overskyller – grænserne mellem ånd og krop, mellem tid og rum, mellem jeg og du. Men havet kan også være angstfyldt og skæbnesvangert, noget, der truer med at udslette og opløse jeg'et.

Et vigtigt tema i Tove Meyers lyrik er religiøsitet og tro. Der er ikke tale om en bekendende tro, og det religiøse kan være svært at definere. Det er snarere, som Erik Skyum-Nielsen skriver, mødet med det guddommelige, der er hovedærindet [6]. Derfor er det også ofte i mødet mellem naturen, det erotiske og det religiøse, at digtene kommer nærmest at udtrykke den følelse af kosmisk sammenhæng, som Tove Meyer søgte at give poetisk form – i hvert fald glimtvist – i sine digte.

Beslægtede forfatterskaber

Tove Meyer bliver ofte beskrevet som slags overgangsfigur i dansk lyrik, én som er vanskelig at placere midt mellem gammelt og nyt, mellem tradition og nybrud. Og hendes udvikling som digter er bemærkelsesværdig som en linje i dansk modernismes historie. Op gennem sit forfatterskab udviklede Tove Meyer en stemme, der (særligt i de sidste samlinger) er både egenartet og stærk.

Selvom hun aldrig selv tog del i nogen ”generation eller i andre former for litterær gruppedannelse” (Lasse Horne Kjældgaard: Tove Meyer. I: Klaus P. Mortensen & May Schack (red.): Dansk litteraturs historie: 1920-1960. Gyldendal, 2006) bærer hendes første bøger præg af en stærk symbolistisk eller senromantisk understrøm med inspiration fra bl.a. Viggo Stuckenberg, Ludvig Holstein og andre digtere fra årene omkring 1900. Digteren Helge Rode var tidligt Tove Meyers forbillede, og hun nævner ham som en vigtig fødselshjælper til sin første digtsamling ”Guds Palet.”

Ofte sammenlignes Tove Meyer med noget ældre kolleger som Bodil Bech og Hulda Lütken, mens hun også deler et surrealistisk præget billedsprog med en digter som Gustaf Munch-Petersen, der ligesom hende selv fandt en stor inspirationskilde i den finlandssvenske digter Edith Södergran.

I Tove Meyers lyrik er der også en forbindelse til tidsskriftet Heretica (1948-53) og de forfattere, der i årene efter Anden Verdenskrig skrev og mødtes her. For hereticanerne, som ligesom Meyer har meget tilfælles med de symbolistiske digtere, skulle kunsten etablere et nyt troværdigt sprog og søge en ny form for erkendelse af tilværelsen. Med udgangspunkt i det etiske og det personlige, og med stor tiltro til både metafysiske og religiøse erfaringer, skulle kunsten bidrage med nye måder at forstå mennesket og dets eksistens på. Og selvom Tove Meyer aldrig var en del af Heretica-kredsen, er der meget fællesgods mellem hendes lyrik og forfattere som Paul la Cour og Ole Sarvig.