Ole Sarvig

Øjets og apokalypsens æstetik

Interessen for den moderne billedkunst spillede en afgørende rolle i Ole Sarvigs værker, og inspirationen fra Giorgio de Chirico, Palle Nielsen og Edvard Munch er umiskendelig. Som hos dem fremstiller han mennesket som et fremmedgjort væsen i en modernitet, hvor mennesket har mistet de holdepunkter, som religionen og de mellemmenneskelige forhold tidligere har udgjort. Verdenskrigene har nedbrudt alle grænser for, hvor langt og hvor menneskeheden vil tillade fremskridtet at trænge ind. Vi har tabt troen og erstattet den med en gold materialisme. Denne har kastet mennesket ud i en afgørende eksistentiel krise, og for Sarvig at se, er troen løsningen. Som ganske ung fandt han ud af, at kristendommen var et vigtigt element i hans liv. Samtidig blev det ham dog klart, at folkekirken var for snæver en ramme om hans tro, og han meldte sig ud. Hans tro baserede sig blandt andet på mystiske erfaringer, som han havde haft gennem livet, og ifølge litteraten Torben Brorstrøm var hans litterære forgængere i højere grad mystikerne end modernisterne. Hele Sarvigs værk emmer af en højere virkelighed, som gemmer sig bag den fysiske. Værkernes virkelighed er i høj grad symbolsk eller måske snarere transcendent, og for at finde ind til sandheden, må man på fænomenologisk vis søge at se bagom eller blot søge essensen i den forholdsvis lille mængde af genstande, som gennem hans værk igen og igen optræder i stadig nye konstellationer.

Debutsamling ’Grønne digte’ blev første byggeklods i denne personlige mytologi, hvis motiver gennem hele forfatterskabet vender tilbage igen og igen. Det samlede forfatterskab kan ses som en spiral, der konstant bevæger sig dybere og dybere ned i sin søgen efter dybde. ”Grønne digte” og ”Jeghuset” var dele af en digtkreds, der desuden bestod af de to prosalyriske værker ”Mangfoldighed” og ”legende” samt ”Menneske” der både rummede korte lyriske digte og den længere prosatekst ”Dramaet begynder”. I 1952 kom ”Min kærlighed,” der blev betegnet som en epilog til digtkredsen, der senere kom i udvalg under titlen ”Den sene dag.” I romanen ”Stenrosen” blev et større persongalleri for alvor foldet ud, og Sarvig begyndte her at opleve og skrive igennem andre. Blandt andet har han udtalt, at flere af karaktererne i hans romaner er skrevet over mennesker, som han har kendt, mens digtene nærmest er hans direkte nedskrevne oplevelse af som ung at vandre rundt i krigens København.

Den røde tråd gennem hans forfatterskab er usædvanligt tydelig, og derfor har mange kritiseret hans mangel på udvikling eller udvidelse af sit område. Uanset om de har ret eller ej er det centralt at pege på, at det er en ganske anden bevægelse, der er den centrale bevægelse i Sarvigs forfatterskab, nemlig uddybningen. Den konstante søgen nedad i én bestemt tematik og grundlæggende opfattelse af eksistensen og tiden.

Stil og karakteristika

At læse Ole Sarvigs digte, romaner og essays er at træde ind i et særegent univers. Det minder om den verden, vi kender, men er langt mere stiliseret og lyrisk. Ved at reducere mængden af anvendte ord og motiver til et minimum, skærer Sarvig samtidig ind til benet. Han stiller skarpt på den række problematikker, som ifølge ham er de væsentligste i kulturen lige nu og i menneskets eksistens som sådan – liv, død, fødsel, erotik, og han fastholder dem gennem hele forfatterskabet. Hans værker indeholder ikke svinkeærinder og fabuleringer, og derfor bliver man som læser også udfordret. Man bliver ikke revet med af et letflydende sprog, men må konstant søge motivernes essentielle betydning. I et forord til Sarvigs digte, skriver forfatteren Søren Ulrik Thomsen: ”Hans verden er – som hos kun de virkeligt store, Trakl f.eks. – et univers, en konstellation af en vis mængde billedelementer, man hurtigt lærer at genkende, og som tilsammen udgør et kosmos så originalt, at man efter at have været indfanget ikke kan se en skærmplante, et krigsskib, et kernehus, en regnmåler eller en korsrude uden at føle, at der er tale om væsener, som har revet sig løs fra et Sarvigdigt og er styrtet over i den virkelighed, digtene er en ambitiøs tolkning af” (”Forord”, s. 9.).

Gentagelsen og en sparsom række billeder, som Sarvig gør til sine egne, skaber altså et eget kosmos – en ordnet virkelighed. Men samtidig en poetiseret virkelighed og dermed en mytologi. Især i kraft af sin stærkt visuelle tilgang til sproget er Sarvig beslægtet med modernismens malere, og som Giorgio de Chirico giver han sine tekster et mytologisk anstrøg ved hjælp af forenkling og klare linjer. Den Canadiske litteraturkritiker og –teoretiker Northrop Frye sammenligner myten med maleriet. Den er det overblik, man får, når man træder nogle skridt tilbage fra et realistisk maleri, så man ikke længere kan se alle detaljerne, men kun den overordnede struktur og alle de store linjer. Men myten er ikke abstrakt. Den er enkle, men konkrete, motiver malet med klare linjer og store farveflader. De små detaljer er udeladt, og tilbage står en renset verden. Denne verden er Sarvigs verden, og her distraherer intet uvæsentligt læseren og fjerner hans opmærksomhed fra billedernes dystre profetier. Sarvig skabte ikke blot sin egen mytologi, men benyttede sig i høj grad også af bibelsk mytologi og især af det nye testamentes ”milde” billeder og budskaber.

Den nytestamentlige tro på en ny begyndelse og forfatterskabets gennemgående stemning af en anelsesfuld stilstand midt i det tyvende århundrede kondenseres i signaturdigtet ”Sen eftermiddag” fra ”Jeghuset”:

”Det er sen eftermiddag.

Mennesker står,

som om de lyttede.”

Beslægtede forfatterskaber