Jens August Schade

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2016

Hovedforfatter

Anders Olling
journalist og cand.mag., 2015

Jens August Schade var den lyse digter i dansk poesi. Fra sin debut i 1920’erne til sin død i 1970’erne var han i både liv og værk en livsbekræfter, som jog spleen på flugt med kvinder, værtshuse og et utrætteligt arbejde med det poetiske sprog.

Mens andre forfattere i tiden hengav sig til ideologiske ekstremer eller dvælede ved det moderne livs fremmedgørelse, tog Schade for sig af livets glæder og skabte et omfangsrigt forfatterskab, der både har sat sig fast i danskernes sprog og banede vej for ungdomsoprørets seksuelle frigørelse.

Dansk modernisme

Baggrund

Jens August Schade (1903-1978) er dansk litteraturs eksperimenterende spasmager. Han var en af Københavns sidste ægte bohemer og vendte normerne ryggen til fordel for et liv med poesi og fest.

”jeg er SCHADE jeg vil synge/ om et vildt og fremmed væsen/ der skal sejre over mørket// Jeg vil bøje mig i nætter/ hvor de mange elsker jorden/ og en stjerne skal du se// det er livet”

”Den levende violin”, s. 78.

Han kom til verden i Skive som søn af en af byens spidser, papirfabrikant Frederik Schade. Han kom til at gå i gymnasiet på Katedralskolen i nærliggende Viborg og blev herefter sendt til København for at studere nationaløkonomi. Det lignede en lige vej til en pæn bedsteborgerlig tilværelse for fabrikantsønnen, men Jens August Schade ville det anderledes. Han kom i hovedstaden i kontakt med det udskejende litterære miljø og tog da beslutningen om at blive fuldtidsboheme og kunstner. Kort efter havde han lagt sine økonomistudier bag sig og satte sig for at ernære sig som poet og skribent.

Foto: Svend Aage Mortensen

Født
10. januar 1903 i Skive.
Død
20. november 1978 i København.
Uddannelse
Student fra Viborg Katedralskole. Studier i nationaløkonomi på Københavns Universitet.
Debut
Den levende Violin – aandelige sange og sanselige. Woel, 1926.
Litteraturpriser
Det Danske Akademis Store Pris, 1963.
Seneste udgivelse
Den himmelske Elskov paa Jorden. Krabbesholm Højskole, 2016. Roman.
Inspiration
Digteren Tøger Larsen (1875-1928) var mentor for den unge Jens August Schade og lod ham få trykt digte i sit tidsskrift Atlantis.

Efter at have huseret i tidsskriftet Atlantis debuterede han i 1926 med digtsamlingen ”Den levende Violin”, hvor han slog en erotisk tone an, som blev et vandmærke for hele forfatterskabet. Romanen ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” (1944) skabte røre og blev anklaget for at være pornografisk, selvom bogens erotiske indslag i dag knapt får læseren til at løfte et øjenbryn.

Schade var tro mod sin kompromisløse bohemetilværelse hele livet. Han var aldeles uborgerlig, gjorde hvad han kunne for ikke at betale skat, havde efter sigende ikke en fast adresse indtil sin død og blev med tiden den centrale figur i det kunstneriske værtshusmiljø omkring Nikolaj kirke i det centrale København, også kendt som Minefeltet.

Schade advokerede også på en i dag temmelig antikveret selvforståelse som kunstner, hvor han omgivet af et utal af muser (kvinder, som inspirer til kunstnerisk udfoldelse) lever lidt ved siden af det hele i en skaben, som danner forbindelse mellem det jordiske og ophøjede. Ind imellem kom den livsførelse på kant med virkeligheden, f.eks. da han sammen med Det Danske Akademis Store Pris i 1963 modtog 50.000 kr. Da fik den lyse digter også det danske skattevæsens kærlighed at føle.

Jens August Schade døde i 1978 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København sammen med sin søn Virtus (1935-1995), som indtil sin egen død udgav mindre kendt Schade-materiale.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Schade anså først og fremmest sig selv som digter og i mindre grad som prosaforfatter, selvom der også udkom en håndfuld romaner samt dramaer fra poetens hånd. Alligevel har hans romaner en fremtrædende plads i interessen for Schade, dels på grund af forargelsen over den erotiske ”Mennesker mødes – og sød musik opstår i hjertet”, og dels fordi Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahl i de senere år har plæderet for prosadelen af forfatterskabet.

Schade er en af Danmarks allertidligste modernister, men ikke fuldstændigt. Han holder sig fri af ideologiernes favntag og holder fast i en tro på kunstens transcendentale kraft, som minder mere om 1800-tallets romantik. Til gengæld arbejdede han formelt med at sætte sproget frit fra begyndelsen af forfatterskabet i 1926 ved at droppe tegnsætning og ikke skrive navneord med stort (hvilket var normen indtil sprogreformen i 1948).

Tematisk kredser Schade om kærlighed og ekstase. Gennem hele sit virke skildrer han den inderlige, men også mere lumre, lystfyldte kærlighed af mere vilkårlig karakter, sidstnævnte mest udtalt i romanen ”Mennesker mødes – og sød musik opstår i hjertet”. I hans berømte fremmaling af den ekstatiske kærlighed i digtet ”På Cafe” fra ”Hjertebogen” når ekstasen et punkt, hvor det unge par svæver op i luften til stor opstandelse blandt de øvrige gæster på den café, hvor de har mødtes. Her bliver Schade surrealist i sine bestræbelser på at beskrive kærlighedens overnaturlige kræfter. Digtet er et af de første eksempler på dansk surrealisme. I det hele taget stemmer Schades forfatterskab fint overens med den franske digter André Breton, som i 1924 definerede surrealismen som rene tanker, der udfolder sig uden at blive holdt nede af fornuft, æstetiske eller moralske interesser.

Et andet tema, som fylder godt op hos Schade, er Danmark, som konstant dukker op i forfatterskabet. Det er naturligvis mest udtalt i det drillende danmarksportræt ”Sjov i Danmark”, hvor Schade (udover at lave en selvbiografisk skildring af sin egen fødsel som kunstner) skaber et billede af et lille puttenuttet Danmark, som godt kan lide at puste sig op.

Beslægtede forfatterskaber

Jens August Schade videreførte den såkaldte pan-erotiske tendens i dansk lyrik fra ældre digtere som Sophus Claussen og Thøger Larsen. At noget er pan-erotisk betyder, at man hylder en kærlighed, som ikke holdes inden for ægteskabets snævre rammer, men at man advokerer for en fri kærlighed.

Sophus Claussen (1865-1931) fik ørerne i maskinen i den danske offentlighed, da han i 1887 debuterede med digtene ”Naturbørn”, hvor han i ”Nye Piger” skrev versene: ”Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber/ mod at kysse hundrede Piger?”. Det enormt friskfyragtige udsagn gjorde ham til genstand for en kritik, som gjorde det svært for Claussen at blive taget alvorligt gennem det meste af hans karriere. Sophus Claussen var stærkt påvirket af den kulturradikale Georg Brandes, som i Studentersamfundet i København udbredte hidtil uhørte tanker om frisind. Da Jens August Schade i 1920'erne begyndte sit virke, kunne han slippe af sted med langt mere uden at blive dømt ude af borgerskabet.

Schade har i sin eftertid haft stor indflydelse på senere forfatterskaber både i Danmark og udlandet. I Frankrig fik han en hel poetisk retning opkaldt efter sig i form af de erotisk orienterede ”Les Schadistes”, mens han herhjemme også via sin muntre omgang med det danske sprog kan høres som et ekko hos andre forfattere. Digteren F.P. Jac (1955-2008) fremhævede Schade som en tidlig inspirationskilde, og læsere vil også kunne genkende Schade i den humoristisk overraskende brug af ”jacismer” dvs. sjove sammensatte ord eller at bruge navneord som udsagnsord (f.eks. ”ølkurver” eller ”at næse”). F.P. Jac iscenesatte i øvrigt også sig selv som værtshuspoet og beruselsesdigter i begyndelsen af sin digtergerning.

En anden dansk forfatter, som trækker veksler på Schade, er Jens Blendstrup (f. 1968), som er inspireret af de surrealistiske tendenser i forfatterskabet og i det hele taget har en udpræget uprætentiøs tilgang til forfattergerningen.